Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På job: Vi skal hele tiden være to skridt foran

Sct. Hans Hospitals specialafsnit for truende og flugttruede retspsykiatriske patienter, R7, bruger systematisk risikovurdering i forebyggelsen af voldsepisoder.

Sygeplejersken 2011 nr. 5, s. 32-33

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-2011-05-32-1a
Foto: Søren Svendsen

Seks former for adfærd hos patienterne kan hjælpe personalet i en psykiatrisk afdeling med at forudse og forebygge voldsepisoder inden for de næste 24 timer: forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, fysiske trusler, verbale trusler og slag eller spark mod genstande.

Det er grundlaget for en simpel risikovurdering, BVC, som retspsykiatrisk afsnit R7, Sct. Hans Hospital, scorer patienterne efter en gang på hver vagt.

SY-2011-05-33bFoto: Søren Svendsen

R7 er et afsnit for farlige og flugttruede patienter, og da sygeplejerske Marianne Steele blev ansat her for to år siden, var der mange voldsepisoder, som endte i bæltefikseringer.

De forekommer stadig. Det er f.eks. flere gange sket, at patienter har forsøgt at tage nøgler fra medarbejderne. Men episoderne er betydelig færre i dag.

”Vi er blevet gode til at forebygge og tackle situationerne,” siger Marianne Steele.

Ingen af de 12 patienter har fået en BVC-score i dagvagten på denne dag. Det fremgår af den skriftlige rapport til Marianne Steele og de fem andre medarbejdere i aftenvagten.

Alligevel er der en patient, som Marianne Steele er særlig opmærksom på, mens hun går til og fra, følger en patient ud at ryge på den aflåste terrasse, låser telefonboksen op for en anden, henter en banan til en tredje, og indimellem uddeler fast og pn-medicin.

I går opstod der en situation, hvor patienten overtrådte en aftale med personalet og blev både irriteret og forvirret, da han blev bremset. Altså en score på 2.

”Nu holder jeg øje med hans adfærd, og om han har brug for medicin,” fortæller Marianne Steele. ”Han er ret ny her i afsnittet, og han er en lidt vred fætter. Men det hjælper så heller ikke, at han har en stor tandbyld. Så jeg sørger for, at han får sin penicillin, men også for, at han er smertedækket.”

SY-2011-05-32-1b
Foto: Søren Svendsen

BVC-scoringen giver alle medarbejdere den samme viden om, hvor patienterne er. Et andet skema, SOAS-R, der måler verbal og fysisk aggression, bliver brugt til indberetning af væsentlige ændringer i en patients adfærd. Scoringen og indberetningerne gør det tilsammen synligt, hvor og hvornår der er fare på færde. På den baggrund er flere arbejdsgange blevet ændret.

 ”Vi har f.eks. flydende vagtskifte, så ikke alle går og kommer på samme tid,” forklarer Marianne Steele.

”Og vi er hele tiden ude i miljøet. Ophold på kontoret er noget, vi planlægger og aftaler ved vagtens begyndelse.”

Hvad skal man specielt kunne for at arbejde i en afdeling som jeres?

”Samarbejde. Man skal også kunne se patienterne i øjnene og acceptere dem, hvor de er. Uden at glemme hvad det er for nogle ting, de har lavet. Det kan jeg somme tider komme til, for mange er unge drenge, der har haft en forfærdelig opvækst.”

Hvad er din bedste oplevelse med en patient i den sidste uge?

”Det er en patient, der står og banker på vinduet, når jeg parkerer min bil foran afdelingen. Han vinker, og jeg kan se, han råber hej.”