Vi kan ikke observere noget på to minutter

Illustration: Jenz Koudahl

Hvad er det egentlig for en rolle, vi skal have hos de her patienter? Det har hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer og hendes kolleger i Svendborg Kommune nogle gange diskuteret efter besøg hos psykisk syge borgere og misbrugere.

”Vi kommer ud i et hjem, fordi der er noget fysisk som et sår, eller vi skal give medicin,” fortæller hun.

”Så ligger borgeren og er meget beruset. Eller psykotisk. Eller man ser sig omkring og spørger sig selv, om de får mad?
Mange gange er det jo mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv, og vi synes, at vi må gøre noget. Vi må da hjælpe den person eller den familie. Og det kan vi bare ikke.

Vi har ikke viden nok til at gå ind i deres problematikker, vi er heller ikke de primære personer i de hjem. Som regel er de jo tilknyttet et psykiatrisk tilbud eller behandlingscenter.

Hvis de ikke vil tage deres medicin, må vi melde tilbage. Ellers skal vi egentlig bare give medicinen og gå igen. Det er svært, når man er sygeplejerske.”
 

Kan ikke sige nej

Ja, hvad skal hjemmesygeplejersker hos psykiatriske patienter? De skal slet ikke være der, synes sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum, Århus Kommune. I hvert fald ikke, når det bare drejer sig om at låse den daglige medicin ud af et skab. ”Vi bliver jo ikke brugt som sygeplejersker. Vi langer bare piller over disken,” siger hun.

I Århus Kommune kommer der hjemmesygeplejersker for at give medicin til borgere, der er for syge til selv at gå til kommunens sundhedsklinikker for at få den udleveret. Borgerne er som regel i behandling i distriktspsykiatrien, og meget ofte kommer der også bostøtter i hjemmet, medarbejdere fra den kommunale socialpsykiatri, der skal hjælpe borgerne med selv at klare deres hverdag.

”Men distriktspsykiatrien håndterer ikke medicin, og bostøtterne har en pædagogisk retning i deres arbejde, som gør, at de ikke vil have med medicin at gøre. Så opgaven ender hos hjemmesygeplejen, for vi kan ikke sige nej,” siger Vibeke Brønnum.

”Hjemmesygeplejersken giver medicinen, mens bostøtten står ved siden af. Vi er ude ad døren igen på to minutter, så vi kan ikke observere noget som helst. Det gør bostøtten, som melder tilbage til distriktspsykiatrien, hvis der er ændringer i borgerens tilstand, og så justerer distriktspsykiatrien måske på medicinen, så hjemmesygeplejersken får en ny ordination. Det er en helt vanvittig arbejdsgang.”

Vibeke Brønnum synes, medicinadministrationen burde ligge hos distriktspsykiatrien, der i forvejen står for behandlingen. Men i distriktspsykiatrien, og det gælder både Århus og andre steder i landet, går bestræbelserne på at begrænse den praktiske medicinhåndtering så meget som overhovedet muligt.

”Vi beholder kun dem, som er meget svære at motivere,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra den regionale lokalpsykiatri i Århus.

”Det er jo en prioritering af den ekspertviden, vi har. At hælde piller op på daglig basis behøver man ikke være psykiatrisk sygeplejerske for at varetage.”

Man behøver faktisk slet ikke være sygeplejerske, mener Vibeke Brønnum:

”Vi kan sagtens give bostøtterne et tretimerskursus, så de kan give en pille fra en æske, der er doseret på apoteket. Bostøtternes opgave er at støtte borgerne i at få et liv. Men medicinen er jo også en del af deres liv, så hvor er helheden, hvis man trækker den ud?”

I København er de specialister

Mens hjemmesygeplejen hører til i sundhedsforvaltningen, har bostøtter hjemme i socialforvaltningen sammen med kommunens øvrige socialpsykiatriske tilbud. Og hvis bostøtterne ikke kan give medicin, kunne en anden løsning være, at socialforvaltningen ansatte nogle sygeplejersker til at udføre opgaven hos borgere med psykiske sygdomme, mener Vibeke Brønnum.

Sådan en ordning har faktisk fungeret i Københavns Kommune siden sidst i 90’erne. Her er hjemmehjælp og hjemmesygepleje til borgere under 65 placeret i socialforvaltningen. Det drejer sig i praksis om hjælp til handikappede, psykisk syge og misbrugere.

”Ligesom nogle i ældreplejen er meget dygtige til at omgås demente, mens andre løber skrigende væk, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med dem, så kræver det også nogle særlige færdigheder at omgås vores borgere,” siger områdechef Erik Jensen, Københavns Kommune.

”Man skal have en særlig interesse for dem, og det er lange seje træk, hvor man ikke ser resultater fra den ene dag til den anden. Man skal også have et afklaret forhold til, hvad man går ud i. Vi har mange, der lever på kanten af samfundet.

I København tager socialforvaltningens hjemmepleje sig af mennesker, som de fleste behandlersystemer har opgivet,” tilføjer Erik Jensen. Den sociale hjemmepleje prøver at fastholde dem i behandlingen, støtte dem i at holde deres hjem og komme ud blandt andre. Eller prøve at opsøge dem på gaden, når man ikke har truffet dem hjemme i lang tid.

”Der er ikke rigtig noget, vi synes, vi ikke kan håndtere,” siger Erik Jensen. ”Så vi synes, vores ordning er en god ide. Men København er også en stor kommune, der har 2-2.500 borgere i denne målgruppe. I en lille kommune er der måske 30, og det er ikke grundlag for at oprette en specialenhed.”