Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: Fysisk sundhed hos mennesker med svære psykiske sygdomme

I Danmark findes ca. 150 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået siden, de fik deres forskertitel.

Sygeplejersken 2015 nr. 2, s. 63

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

forsker-til-fag_peter-hjortPeter Hjorth, sygeplejerske, MPH, ph.d., bor i Silkeborg og er ansat som forskningssygeplejerske i Regionspsykiatrien i Randers.
 

Hvad fik dig til at forske?
”Min interesse for forskning startede under Master of Public Health-studiet, hvor vi blev undervist i forskellige forskningsmetoder. Jeg afsluttede studiet med en afhandling: ”Årsager til overvægt og fedme hos kvinder i ghanesiske byer”. Den bestod af et fokusgruppeinterview, et tværsnitsstudie med 200 kvinder og 17 individuelle interview. Jeg syntes, at det var spændende at forske, og greb chancen for at tage en forskeruddannelse, da stillingen i Enheden for Psykiatrisk Forskning ved Aalborg Psykiatriske Sygehus blev opslået.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Emnet for min forskning er fysisk sundhed til mennesker med svære psykiske sygdomme. Således har mennesker med en skizofrenidiagnose øget fysisk sygelighed og kortere levealder. Det skyldes bl.a. rygning, alkohol, stillesiddende livsstil og usunde spisevaner. Yderligere kan behandling med atypiske antipsykotika give vægtøgning som bivirkning. Overvægtige og fede mennesker har større risiko for at udvikle fysisk komorbiditet som diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft. Denne forøgede komorbiditet har alvorlige konsekvenser for det enkelte menneske og for samfundet i form af øgede sundhedsudgifter.
Mennesker med en skizofrenidiagnose har negative og positive symptomer, der er forskellige og er afhængige af det behandlingstilbud, de modtager. Disse symptomer er en af årsagerne til, at deres fysiske sundhed er under pres.
Mennesker med svær psykisk sygdom kan således have den dobbelte byrde at leve med; psykisk sygdom og fysiske sundhedsproblemer.
Afhandlingen giver information og inspiration til klinikere og ansatte i det psykiatriske område med opdateret viden om effektive og egnede metoder til at forbedre den fysiske sundhed hos patienter og personale.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Jeg var ansat i Enheden for Psykiatrisk Forskning, Aalborg Psykiatriske Sygehus, og indskrevet på Medicinsk Fakultet ved Aarhus Universitet. Jeg startede i Enheden med et EU-projekt HELPS: European Network for Promoting the Health of Residents in Psychiatric and Social Care Institutions. En del af EU-projektet blev videreudviklet og medtaget som en mindre del af mit ph.d.-studie.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”I Enheden for Psykiatrisk Forskning har jeg fået løn på samme niveau som en sygeplejerske i klinikken.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Mine resultater kan læses i ph.d.-afhandlingen ”Improving physical health for those with severe mental illness”, som kan lånes på Statsbiblioteket via bibliotek.dk. Tre artikler fra afhandlingen er publiceret i henholdsvis Australian & Newzealand Journal of Psychiatry (1), Acta Psychiatrica Scandinavia (2) og Therapeutic Advances in Psychopharmacology” (3).

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Min forskning udspringer fra praksis og de problemstillinger, der findes der. Min afhandling giver inspiration og løsningsforslag til, hvordan man i det somatiske og psykiatriske sundhedsvæsen kan forbedre den fysiske sundhed hos en gruppe mennesker med svære psykiske sygdomme.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”Fra januar 2013 har jeg været ansat som forskningssygeplejerske i udviklingsprojektet ”Indsats mod tidlig død af somatiske årsager blandt mennesker med psykisk sygdom” i Region Midtjylland. Jeg afprøver metoder fra min forskning i et kvalitetsudviklingsprojekt ud fra den daglige praksis i en lokalpsykiatri i Danmark.”

Litteratur

  1. Hjorth P, Davidsen AS, Kilian R, Pilgaard Eriksen S, Jensen SO, Sorensen HO et al. Improving the physical health of long-term psychiatric inpatients. Aust N Z J Psychiatry 2014 Sep;48(9):861-70.
  2. Hjorth P, Davidsen AS, Kilian R, Skrubbeltrang C. A systematic review of controlled interventions to reduce overweight and obesity in people with schizophrenia. Acta Psychiatr Scand 2014 Jan 17.
  3. Hjorth P, Davidsen AS, Kilian R, Pilgaard Eriksen S, Jensen SO, Sorensen HO et al. Reducing Psychotropic pharmacotherapy in patients with severe mental illness: a cluster-randomized controlled intervention study. Therapeutic Advances in Psychopharmacology 2014.