Akutsygeplejersker sikrer gode overgange

Haderslev Kommunes akutteam rykker ud til borgere med akut forværret tilstand som infektioner, svimmelhed og dehydrering. I mange tilfælde kan patienten undgå indlæggelse på sygehuset.
Anne Thorsen er på et opfølgende tilsyn på ”en infektion uden fokus” hos Karl Evald Jensen.
Foto: Michael Drost-Hansen

I Haderslev Kommune rykker akutsygeplejersker ud til borgere, som har en akut forværring i deres sygdom, eller som pludselig bliver dårlige. Alle otte sygeplejersker i akutteamet har baggrund fra akutafdelinger eller specialafdelinger på sygehuse. De er vant til at arbejde udredende, hvor de observerer, måler vitale værdier og triagerer. 

”Det kan f.eks. være borgere med infektioner, svimmelhed og dehydrering. Henvendelserne kan komme fra borgere, pårørende, sygehusafdelinger, praktiserende læger og øvrige samarbejdspartnere i kommunalt regi. Det sker oftere og oftere, at det er en praktiserende læge, som beder os køre ud til en af deres patienter og foretage en vurdering, fordi borgeren virker til at have det skidt.” 

Det fortæller akutsygeplejerske Anne Thorsen, som har arbejdet i akutteamet siden starten i 2012. Hun har en baggrund fra kirurgisk afdeling på Aabenraa Sygehus.Det nære sundhedsvæsen i Sønderjylland fik i 2015 et skub med Access-projektet, der gik ud på at få gang i et samarbejde mellem Sygehus Sønderjylland, fire kommuner og sønderjyske lægepraksisser. De fire kommuner har forskellige akutfunktioner, nogle har akutteams, mens andre har akutpladser eller begge dele. 

Kulturændringer tager tid

Ifølge leder af akutteamet, Karen Dam-Hansen, tager det tid at opbygge tillid, når man gennemfører store kulturændringer.

”Vi har besøgt alle praktiserende læger i to omgange i løbet af de fire år, vi har eksisteret. Vi bruger et fælles fagsprog, og på den måde har vi stille og roligt bygget et tillidsforhold op, hvor lægerne oplever, at det er velkvalificerede observationer, vi kommer med,” siger Karen Dam-Hansen. 

Akutteamet opererer i tidsrummet fra kl. 7-23, og om natten tager natsygeplejersker over. Det er planen, at natsygeplejerskerne skal opkvalificeres i måden at triagere på og at foretage målinger og fortolke resultaterne i forhold til andre kliniske fund.

I Haderslev er det den praktiserende læge, som har ansvaret for patienterne bortset fra de patienter, som har et forløb, hvor behandlingsansvarlig læge fra sygehuset er involveret. 

”Access-projektet viste, at de praktiserende læger indlagde langt færre patienter end i de tilfælde, hvor patienterne blev tilset af en bagvagt fra FAM på sygehuset,” siger Karen Dam-Hansen.  

Hun fortæller, at næste trin i Haderslev Kommunes akutfunktion bliver at få oprettet nogle akutpladser, som akutteamet selv kan visitere til. 

2016-13-akutteam

TEMA: NØGLEROLLER I DET NÆRE SUNDHEDVÆSEN

Snart løftes sløret for planerne for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Allerede nu eksperimenteres der mange steder med sygeplejersker i nøgleroller; som udkørende akutteam i borgerens eget hjem i Haderslev, i akutfunktion på døgnbemandet center i Lemvig og med selvstændige  funktioner i lægepraksis i Skagen.

 

Emneord: 
Politik
Sundhedsvæsen