Sygeplejersken
Sociologer om sygeplejersker: I klemme i tvangsdebat
Der er brug for i højere grad at inddrage plejepersonalets etiske og moralske overvejelser om tvang, hvis man vil nedbringe tvang i psykiatrien. Det mener to sociologer, som har interviewet psykiatriske plejepersonaler som led i deres specialeafhandling.
Sygeplejersken 2017 nr. 6, s. 48-49
Af:
Anne Witthøfft, Journalist
Når psykiatriske sygeplejersker møder ind på arbejde, er det med bevidstheden om, at de kan komme til at stå i en situation, hvor de vurderer, at en patient er så farlig for sig selv eller sine omgivelser, at de ikke ser anden udvej end at bruge tvang.
Med sig har sygeplejerskerne og andet plejepersonale samtidig en viden om, at medierne oftest skriver negativt om brugen af tvang, ligesom det fra politisk side er vedtaget, at tvang i psykiatrien skal halveres frem mod 2020.
I denne virkelighed skal det psykiatriske plejepersonale altså både udføre og retfærdiggøre brugen af tvang over for sig selv og omverdenen.
Dette paradoks fik sociologerne Sofie Vilholt og Amalie Rasmussen til at spørge sig selv, hvilke tanker psykiatriske sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter egentlig gør sig om tvang i arbejdet. Spørgsmålet blev til baggrunden for deres speciale fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Plejepersonalets perspektiv fylder, ifølge sociologerne, for lidt i mediebilledet set i forhold til, at det er den faggruppe, der ofte – med en læges godkendelse – er med til at iværksætte og udføre tvangen.
"Der er ingen tvivl om, at tvang er et sprængfarligt emne, og det var vi os også meget bevidste, da vi interviewede plejepersonalerne. De fleste ytringer i offentligheden går jo på, at tvang er noget møg, der om ikke helt skal ud af psykiatrien så i hvert fald nedbringes betragteligt," siger Sofie Vilholt og understreger, at det ikke er sociologernes ærinde at kritisere plejepersonalets arbejde, men at få deres perspektiver på tvang og på den måde udgøre en form for talerør for plejepersonalet.
"Det var en øjenåbner for os, at vores interviewpersoner ikke kunne forestille sig en psykiatri uden tvang, og at de – i visse situationer – faktisk anser tvang som en nødvendig hjælp til patienterne i forhold til at give dem ro og tryghed. Størstedelen af interviewpersonerne beskrev, at tvang under særlige omstændigheder er en måde at yde omsorg for patienter, og satte således lighedstegn mellem omsorg og tvang. Det gav lige pludselig et helt andet og mere nuanceret billede af tvang end det, der ellers bliver fremstillet i den offentlige debat," fortæller Amalie Rasmussen.
Legitimering af tvang
Sofie Vilholt og Amalie Rasmussen oplevede, at de psykiatriske plejepersonaler var berørte af den massive kritik, der er af brugen af tvang, og at det derfor lå dem meget på sinde at komme med deres perspektiver på emnet.
"Det var en klar oplevelse blandt vores interviewpersoner, at de som plejepersonale – som dem, der udfører tvangen i praksis – har en meget lille stemme i debatten om tvang. Samtidig var det vigtigt for vores interviewpersoner at understrege, at de udelukkende griber til tvang, når alle andre muligheder er udtømte," siger Amalie Rasmussen.
Sociologerne peger på, at en del af forklaringen herpå netop kan være, at tvang italesættes meget negativt i offentligheden.
En måde for de to sociologer at komme nærmere plejepersonalernes overvejelser om tvang var ved at spørge ind til, om interviewpersonerne nogensinde oplevede at føle tvivl forud for en tvangshandling. Og her viste sig et mere tvetydigt billede, idet halvdelen af interviewpersonerne forklarede, at når de greb til tvang, så var de aldrig i tvivl om, at det var nødvendigt.
"I løbet af de enkelte interviews oplevede vi, at interviewpersonerne til at begynde med godt kunne give meget håndfast udtryk for, at de ikke mærkede tvivl, men så ændrede det sig undervejs i interviewet," siger Sofie Vilholt, som samtidig problematiserer, hvis man som plejepersonale aldrig tvivler i sådanne situationer. "Når vi mærker tvivl, tvinges vi til at tage stilling. Det samme gør sig gældende hos plejepersonaler i forbindelse med tvang, hvorfor tvivlen åbner for refleksion og eftertanke.
Tvivl om tvang
Følelsen af tvivl, kan, ifølge interviewpersonerne, også optræde i tiden efter en tvangshandling. Og her spiller personalets fælles debriefing, som er plejepersonalets mulighed for at reflektere over tvangshændelsen, og det, der ledte hen til beslutningen om at udøve tvang, ifølge sociologerne en vigtig rolle i forhold til at korrigere følelsen af tvivl.
"Plejepersonalet beskrev flere gange, hvordan debriefingen kunne bruges til at støtte hinanden i, at det var en rigtig beslutning at foretage den grænseoverskridende handling, som tvang jo er," siger Amalie Rasmussen. På den måde er kollegerne med til at mane en eventuel følelse af tvivl til jorden.
Og ifølge de to sociologer er en sådan følelseskorrektion måske i virkeligheden også en præmis for at indgå i et arbejde, hvor tvang følger med. "Man er nødt til at overbevise sig selv om, at tvang var det rigtige middel i situationen, ellers kan man ikke være i det."
De to sociologer peger derfor på, at det er vigtigt at inddrage psykiatriske sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter mere i samfundsdebatten, hvis man vil reducere tvang i psykiatrien.
"Det er vigtigt at inddrage personalets forståelse, oplevelser og tanker omkring tvang for at gøre debatten om tvang mere nuanceret. Der er så mange overvejelser og følelser på spil, og man kan ikke nedbringe tvang, hvis man ikke har en forståelse for, hvad det gør ved det personale, der bliver sat til at udføre tvangen," siger Amalie Rasmussen.
Specialet "Tvang i arbejdet – psykiatriske plejepersonalers overvejelser om etik og moral" er blevet til gennem kvalitative interviews med syv sygeplejersker og fem social- og sundhedsassistenter. Alle arbejdede på enten almene lukkede psykiatriske afdelinger eller retspsykiatriske afdelinger.