Hvad laver de i dag?

Sygeplejersken har haft kontakt til 19 ud af de 25 elever, der startede i september 1988. Her fortæller 17 af dem, hvorfor de blev sygeplejersker, hvordan faget og sundhedssystemet har udviklet sig, og hvad de tænker om at være sygeplejerske i dag.

2018-10-jannie-manly-frederiksen

Konsultationssygeplejerske

Soldaten, der blev sygeplejerske

Jannie Manly Frederiksen, konsultationssygeplejerske i Grenå

"Jeg var 28 og den ældste i klassen. Jeg kom fra København og havde været soldat i flyvevåbnet, siden jeg var 17 år. Men så blev min mand, der er flyveleder og tjenestemand, forflyttet til Jylland.  

Jeg valgte sygeplejeskolen, fordi den gav løn under uddannelse. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være sygeplejerske, men jeg har heller aldrig fortrudt det, og jeg blev rigtig glad for det.

Jeg arbejdede på Gråsten Gigthospital i 18 år, hvor jeg var med til at udvikle forskning indenfor gigtområdet, både i forhold til smertebehandling og nye præparater. Jeg har undervist på patientkurser og er blevet både MR og røntgenuddannet. Senere arbejdede jeg med gigtpatienter på Randers Sygehus og i en speciallægepraksis i Aarhus.

I dag bor jeg i Grenå og arbejder i en almen lægepraksis. Det har betydet, at jeg skulle til at tænke lidt mere bredt igen, og der var mange gamle ting, jeg lige skulle have rusket lidt op i.

Sygeplejefaget er blevet mere spændende, men ansvaret er også større.

Da jeg startede på gigthospitalet, sad vi og skrev blodprøver ind i hånden, nu kommer de ind i et system, der nærmest fortæller os, hvad folk fejler.

Ansvarsområder er flyttet. Sygeplejersker laver mange lægeting nu. Hvor jeg før rakte lægen en saks, er jeg i dag den, der klipper. Hvor jeg før bandt lægens mundbind, har jeg selv et på.

Sundhedssystemet i dag stiller krav om, at man skal producere mere. Jeg kan sagtens nå at være menneskelig, men man kan ikke nå pauserne. Da jeg var studerende og tog på hjemmebesøg, sad borgerne klar med ostemad. Det er der ikke tid til i dag. Borgerne føler også tit, at vi har travlt. Jeg har 40 patienter om dagen, og hvis der sidder en og er ked af det, har man ikke rigtig tid til det."

 

Vivi Andersen

Nefrologisk sygeplejerske

Samme job i 26 år

Vivi Andersen, klinisk sygeplejespecialist på Afsnit for Diabetes, hormon- og nyresygdomme på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg.

"Jeg drømte om at blive arkæolog, men mødte en mand, der var 10 år ældre. Han havde hus og arbejde på Als, og da jeg ikke havde lyst til at flytte, blev det i stedet sygeplejeskolen.

Mit første job var på hæmodialyse-afdelingen i Sønderborg, hvor jeg stadig arbejder den dag i dag.

Jeg anede ikke, hvad dialyseafdelingen var, andet end det var noget med at rense blod. Jeg tænkte, at det var en gammeldags afdeling, men at jeg ville give det et halvt år. Men da jeg havde lært det praktiske håndelag, og hvad der lå bag specialet, så var det spændende.

I dag er jeg uddannet klinisk sygeplejespecialist.

Jeg er superglad for at være der. I kraft af min funktion har jeg haft mange udadgående funktioner, og jeg sidder med i forskellige arbejdsgrupper på tværs af hele landet. Jeg er med til at lave guidelines og retningslinjer og har været med til alt muligt i udlandet. Jeg har altid haft en superspændende hverdag. Og der er jo sket så meget udvikling inden for hæmodialysen. Man eksperimenterede med rensning af blod for første gang i 1949 på en hund, og siden dengang er udviklingen gået stærkt. Behandlingen er blevet mere effektiv og kvalitetssikret.

Sundhedsvæsenet er blevet mere fortravlet, og vores normering har ændret sig. For 25 år siden havde vi 15-20 patienter, som kom her fast tre gange om ugen. I dag har vi 75 patienter plus otte, som selv tager sig af behandlingen derhjemme. Før havde hver sygeplejerske to patienter, i dag har man mellem to og fire."

 

2018-10-pia-ranck

Afdelingsleder

Bruger min sygeplejefaglige baggrund

Pia Ranck

"Jeg var 26 år, da jeg startede på sygeplejeskolen, og havde mand og barn, som jeg skulle hjem til. Jeg havde en sygehjælperuddannelse i forvejen. Jeg vidste allerede under uddannelsen, at jeg skulle arbejde med formidling og kommunikation.

I dag er jeg afdelingsleder på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, hvor jeg er leder på både grunduddannelsen og voksen- og lederuddannelsen.

Jeg bruger min sygeplejefaglige baggrund, når jeg sparrer med kollegaer, hvor jeg bruger kommunikation og det med at skabe relationer. Det er jo noget af den værdi og kerne, man har som sygeplejerske. Jeg gør det bare på andre måder end sygeplejersker med borgerkontakt.

Min fagidentitet i dag er ikke sygeplejerske. Jeg har fagidentitet som leder og pædagogisk leder. Jeg vil til enhver tid anbefale sygeplejerskestudiet til andre. Det har en bredde og en perspektivering, som gør, at man kan gå i mange retninger."

 

2018-10-marianne-christiansen

Koordinerende projektsygeplejerske

Det jeg altid gerne ville være

Marianne Ehrenskjold Christiansen, koordinerende projektsygeplejerske på onkologisk afdeling

"Sådan som jeg husker det, har det altid været det, jeg gerne ville. Allerede da jeg gik i folkeskolen, jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg var bare opsat på, at det var det, jeg skulle.

For 18 år siden fik jeg job på onkologisk afdeling – det var en drømmestilling. Der er en masse udvikling og forskning på afdelingen, og jeg arbejder i dag som projektsygeplejerske i Klinisk Forsknings Enhed (KFE).

Det går meget stærkere i dag. Der er ikke den samme tid til patienterne. Normeringen er blevet mindre, og patientpopulationen har ændret sig. Patienterne i dag er meget tungere end tidligere.

Arbejdspresset er blevet hårdere gennem årene, forstået på den måde, at man skal kunne leve med, at man ikke når det, man gerne vil. Man skal kunne bære at gå hjem med en følelse af "dårlig samvittighed" og en viden om, at man ikke nåede alt det, man gerne ville, fordi tiden ikke rakte.

Her i ambulatoriet, hvor jeg arbejder, er vi mere heldige. Vi venter med at gå hjem, til vi har set den sidste patient – dog må skrivearbejdet blive liggende til dagen efter.

Det mest tilfredsstillende ved jobbet er at kunne se, at man hjælper nogen, og at man gør en forskel. Patienterne her i onkologien er meget taknemmelige.

Her i ambulatoriet har vi haft kontaktsygeplejerskeordning siden 2001. Det betyder, at jeg stadig følger nogle af de patienter, jeg havde i starten af 00’erne.

Der er også sket en stor udvikling i faget i mit speciale, hvor mange flere bliver raske, f.eks. den store population af brystkræftpatienter. Det har jeg været med til qua de undersøgelser og medicinafprøvninger/forskning, som jeg har været og er en stor del af.

I dag har jeg en datter, der også læser til sygeplejerske."

 

2018-10-marianne-greisen-greve

Oversygeplejerske

Den praktisk anlagte blev leder

Marianne Greisen Greve, oversygeplejerske for øre-næse-hals-kirurgi

"Jeg var 20 år, da jeg startede på sygeplejeskolen. Jeg var den yngste på holdet.

Mit første job var på hæmodialyseafdelingen. Efter fem år som basissygeplejerske blev jeg souschef samme sted.

Senere blev jeg operationssygeplejerske, og efter tre år endte jeg også som souschef der.

Da min søn fik diabetes, ville jeg være basissygeplejerske og søgte et øre-næse-hals-ambulatorium. Så gik der en måned, så rejste førsteassistenten, og en måned derefter havde jeg igen en lederstilling som afdelingssygeplejerske.

Jeg tænker, at jeg hver gang ender som leder, fordi jeg gerne vil have styr på tingene, være forudseende og vide, hvad der sker.

Med årene er mit job blevet mere og mere administrativt. Der er kommet flere og flere dokumentationskrav, og det har taget tid fra patienterne.

Der er sket en kæmpe udvikling af faget indenfor operationsmetoder og teknologi, som gør, at vi nogle gange næsten er mere teknikere end sygeplejersker.

I dag bruger jeg mest sygeplejen på den måde, at jeg nurser personalet til at yde god sygepleje. Jeg bruger omsorgsgenet og forståelsen for den menneskelige psyke til, hvordan man kan få folk til at trives."

 

2018-10-hanne-joergensen

Psykiatrisk sygeplejerske
i opsøgende psykoseteam

Jeg er vokset op med psykiatrien

Hanne Jørgensen

"Jeg blev sygeplejerske, fordi der ikke var nogen arbejdsløse sygeplejersker. Og så havde jeg hørt, at der var nogle rigtig gode fester med sergentskolen.

Ud over et nimåneders vikariat på en lungemedicinsk afdeling har jeg altid været i psykiatrien, og jeg har en diplomuddannelse i psykiatri. Selv dengang jeg var i praktik i hjemmeplejen, tog jeg alle de psykiatriske patienter.

Jeg er født og opvokset i Augustenborg, hvor der lå et stort psykiatrisk hospital.

Som barn så jeg, hvordan patienterne gik i to rækker i kakifarvet tøj med en plejer foran og en plejer bagefter. Som 13-årig gjorde jeg rent og var i køkkenet på hospitalet.

Noget af det, jeg godt kan lide ved psykiatrien, er, at man ikke kan slå op i en bog og finde løsningen. Jeg kan godt lide, at man skal tænke selv og bruge sig selv i faget.

I dag arbejder jeg i det opsøgende psykoseteam i Aabenraa, som hører til under det psykiatriske hospital i Aabenraa, og som tager ud til de patienter, der er blevet udskrevet.

Der er ingen tvivl om, at psykiatrien har ændret sig, siden jeg var barn. Dengang boede de psykiatriske patienter på hospitalet i mange år. I dag kommer de ud i egen bolig. Det er både positivt og mindre positivt.

Faget har udviklet sig rigtig meget, og det har almenbefolkningens syn på psykiatrien også. Psykisk sygdom er ikke så stigmatiseret længere, men der er stadig et stykke vej. Det er stadig mere legalt at brække et ben end at have en psykiatrisk diagnose.

Den medicinske verden er også i rivende udvikling, der er kommet rigtig meget medicin, som ikke har så mange bivirkninger, og det er rigtig godt. Man er også meget mere opmærksom på unge mennesker, om der er noget psykiatrisk, og de bliver både henvist og udredt i en meget tidligere alder. Derfor er der også større sandsynlighed for, at de kommer godt ud i den anden ende.

Nogle diagnoser er forsvundet, f.eks. causa socialis. Det var en diagnose, de folk, som man ikke vidste, hvad man skulle stille op med, fik. Man talte også om "neurotiske damer". Dem hører jeg heller ikke om på samme måde mere. Da jeg startede, fandtes ADHD heller ikke i sin nuværende form."

 

2018-10-helle-graakjaer-krogh

Organkirurgisk sygeplejerske

Jeg kan blive helt høj af mit arbejde

Helle Graakjær Krogh, organkirurgisk sygeplejerske

"Jeg startede med et vikariat på organkirurgisk afdeling, og senere blev jeg fastansat.

I 2004 blev afdelingen i Haderslev nedlagt, og så flyttede vi til Aabenraa, hvor jeg kom på den akutte organkirurgiske afdeling.

Her fik jeg smag for anæstesien, hvor jeg har været lige siden.

Inden jeg gik på sygeplejeskolen, havde jeg boet og arbejdet tre år i Norge på et skisportshotel. Når jeg har udlængsel, tager jeg til Tromsø i Nordnorge og arbejder i anæstesien der. Jeg synes, at man får et andet syn på de ting, man driller hinanden med, når man rejser ud, og verden bliver lidt større. Og så bliver jeg også bekræftet i, at der hvor jeg arbejder til hverdag, der gør vi det godt.

Mit arbejde foregår, der hvor det handler om akut krise, traumer og hjertestop. Det er der, jeg synes, jeg gør en forskel, når man bevarer roen og hjælper mennesker. Og så kan jeg lide at være en del af et team, der får det til at klappe. Det kan man blive helt høj af. Vi arbejder meget selvstændigt som sygeplejersker, og der er ikke to dage, der ligner hinanden.

Jeg har overhovedet ikke fortrudt, at jeg blev sygeplejerske.

Det eneste, jeg har imod mit fag, er den dårlige løn. Vi har døgnvagter og arbejder 12 timer i træk og arbejder på tilkald.

Fagets udvikling har gjort, at vi er blevet mere strukturerede. Vi får dokumenteret det, vi går og gør, og vi har retningslinjer for næsten alt. Det er rigtig godt, der er bare for lidt tid. Vi er blevet færre på arbejde. For 25 år siden hyggede vi mere om patienterne, nu handler det om effektivitet og om, at vi skal nå flest muligt."

 

2018-10-susanne-gehrt

Behandlersygeplejerske i FAM

Jeg elsker det akutte

Susanne Gehrt Pedersen (tidligere Christiansen), behandlersygeplejerske i FAM

"Da jeg blev færdiguddannet, fik jeg et vikariat på en medicinsk afdeling og i en skadestue, og jeg har været i det akutte lige siden. I dag arbejder jeg som behandlersygeplejerske på skadestuen i Svendborg. Og jeg elsker det.

Jeg kunne også godt lide det akutte arbejde på intensiv. Men det her selvstændige arbejde som behandlersygeplejerske kombineret med dygtige kollegaer, som jeg kan sparre med, er fantastisk. Vi har det simpelthen så godt sammen og har et rigtig godt samarbejde med de læger, vi arbejder sammen med, og med vores ledelse.

Jeg synes, at vi var flere på arbejde engang. Mange af patienterne var også mindre syge og lå længere tid på sygehuset. Vi havde mere tid til den enkelte. Patienterne var også tit mere tilfredse, måske fordi vi havde mere tid til omsorg?

I dag bliver alle røntgenbilleder, blodprøver og mange undersøgelser lavet på første indlæggelsesdag. Da jeg var nyuddannet, kunne dette tage flere dage. I dag synes mange af patienterne, at de ligger længe og venter, fordi de først får svar efter flere timer og måske ikke bliver indlagt. Måske fordi mange har større forventninger til sundhedsvæsenet i dag?

Ting tog længere tid dengang, og mange af patienterne var ikke så syge. Der var utrolig mange causa socialis – altså mennesker som ikke havde en medicinsk diagnose – men bare ikke havde det så godt. De blev tanket op med mad og hygge. Hvis de kommer ind i FAM i dag, så bliver de hurtigt sendt hjem til hjemmeplejen igen.

Der er meget mere, man skal dokumentere i dag. Som behandlersygeplejerske behandler og afslutter jeg selvstændigt langt de fleste patienter, jeg ser. Det er derfor meget vigtigt med en fyldestgørende dokumentation, som godt kan tage længere tid end selve mødet med patienten. Faren for at blive anklaget, fordi man har glemt at dokumentere, lurer, og man vil jo ikke gerne ende i en klage eller det, der er værre.

En ting har dog desværre ikke forandret sig. Vi får stadig ikke den løn, vi er værd."

 

2018-10-susanne-loeper

Kirurgisk sygeplejerske

Sygeplejersker i flere generationer

Susanne Løper, kirurgisk sygeplejerske i øre-næse-hals-ambulatoriet og på operationsgangen

"Jeg var 23 år, da jeg startede på sygeplejeskolen, og havde allerede et lille barn. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at være sygeplejerske. Det tiltalte mig det her med at være noget for andre mennesker, og så var der flere sygeplejersker i familien.

Jeg har arbejdet i mange forskellige specialer, jeg har også holdt en pause på tre år for at hjælpe til på min mands landbrug. Jeg har stort set altid arbejdet i dagtimerne, næsten altid deltids, og også en del som vikar. Jeg har fire børn og har altid prioriteret min familie højt.

Jeg er meget til det kirurgiske og instrumentelle. Jeg kan godt lide de korte patientkontakter, hvor man stadig får en god kontakt til patienterne, men man kan også se, at man gør en forskel ved at gøre noget kirurgisk. Det er også nogle gange længere forløb, hvor man har patienten til forundersøgelse – og så ser dem til kontrol efter operationen. Det er spændende, og der er ikke så meget vasken og sjasken.

Jeg synes, at faget har udviklet sig positivt forstået på den måde, at sygeplejersker har fået flere selvstændige opgaver.

Men jeg synes også, at det går meget op i produktion og handler om at få mange patienter igennem, økonomien er en anden, og det er svært at få tid til udvikling, selv om vores leder forsøger at prioritere kurser.

Vi havde mere praktik, og jeg synes, at de studerende i dag skal lære meget på forholdsvis kort tid, og jeg synes heller ikke altid, at de når at få det hele med, ligesom de ikke får så meget erfaring. Det synes jeg er ærgerligt.

I dag læser min datter til sygeplejerske i Aarhus. Hvis jeg skulle studere i dag, ville jeg stadig vælge at blive sygeplejerske."

 

2018-10-anette-johansen

Graver

Uoverskueligt

Anette Johansen, graver, Ravsted Kirke

"Jeg dumpede i den første praktik. Jeg havde været på en medicinsk afdeling i Tønder med rigtig mange, meget syge gamle mennesker. Det var ikke særlig sjovt. Jeg ville egentlig have været sundhedsplejerske, men et eller andet sted blev det helt uoverskueligt, da jeg dumpede. Og så besluttede jeg at vende tilbage til at arbejde som køkkenassistent.

Det var lidt tilfældigt, at jeg senere blev graver. Da den gamle graver stoppede, tænkte jeg, at det kunne jeg da godt tænke mig. Nu har jeg været landsbygraver med kirketjenerfunktion i syv år."

 

2018-10-karin-conradsen

Byhistoriker

Bruger stadig sygeplejen

Karin Conradsen, byhistoriker i Vejle

"Sygeplejen var ikke et indre kald – men da jeg gik i gang, var det "all in". Og jeg synes, at det var vildt spændende.
Jeg nåede ikke at være sygeplejerske i ret mange år. Alvorlig håndeksem tvang mig til at tænke i andre baner. Men jeg har brugt erfaringerne virkelig meget i mit liv. Både privat og arbejdsmæssigt. Det var en fed uddannelse og benhård i forhold til historiestudiet på universitetet nogle år senere. Det var ren afslapning i forhold til sygeplejeskolen.
Mit første job efter universitetet var på Vejle Stadsarkiv, hvor jeg bl.a. skulle beskæftige folk i forskellige jobafklaringsforløb. Ved jobsamtalen blev jeg spurgt, hvordan jeg som ung kvinde ville kunne imødegå en så sårbar gruppe. En udfordring jeg var helt rolig ved – som psykiatrisk sygeplejerske havde jeg stået over for lidt af hvert. Netop erfaringerne herfra havde givet mig en empatisk tilgang og en forståelse for realistiske målsætninger. Også den sociale tilgang faldt mig ganske naturlig.
Jeg har været glad for både sygeplejen og for at være historiker."

 

2018-10-susanne-noerr-nielsen

Sundhedsplejerske

Flere pyskisk syge forældre

Susanne Nørr Nielsen, sundhedsplejerske i Aabenraa Kommune

"For 12 år siden videreuddannede jeg mig til sundhedsplejerske. Jeg er rigtig glad for mit job, men jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke er tid til helhedspleje omkring hele familien, selv om der er brug for det. Det er skræmmende, hvor vi er på vej hen. Jeg håber, at nogen vil vende udviklingen, for man kan virkelig gøre en indsats, hvis man tør.

Dokumentationen fylder rigtig meget. Og tiden, hvor man er sammen med borgeren og patienten, er blevet mindre. Der kommer hele tiden nye ting og nye projekter, og kerneopgaverne forsvinder.

Jeg synes, at jeg tager for meget med hjem, og at arbejdet også fylder i fritiden. Jeg har hele tiden dårlig samvittighed over det, jeg ikke når, og har tanker, om der er noget, jeg har overset, og jeg synes også, at jeg nogle gange er nødt til at tage skyklapper på og tænke, det skal jeg ikke blande mig i, for så får jeg endnu mere arbejde. Og det er svært, når man ved, at man kunne flytte meget mere. Jeg synes, at der er mange unge forældre, der har brug for noget ekstra. De har ikke så mange ressourcer, og de har ikke passet børn, da de var yngre, så de har nogle meget lyserøde forventninger til det at være forældre. Vi har også flere psykisk syge forældre med diagnoser, ADHD, borderline og depressioner, og det kan være svært at slå til over for den forældregruppe med et standardtilbud.

Der er også mange goder ved mit job. Det er meget selvstændigt, og der er meget selvtilrettelæggelse. Og når jeg har flyttet noget i en familie, har jeg det helt vildt godt, og så giver det god mening."

 

2018-10-marianne-joergensen

Iltsygeplejerske

Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske

Marianne Jørgensen, iltsygeplejerske på ambulatorium.

"Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske. Jeg havde nok et lidt rosenrødt billede af det, men jeg ville stadig vælge den samme uddannelse.

Jeg har et dejligt afvekslende job, hvor jeg selv kan være med til at planlægge mine dage.

Jeg skal aldrig tilbage på en sengeafdeling, jeg ser jo, hvor stressede de er.

Dengang jeg selv arbejdede på en sengeafdeling, oplevede jeg at komme hjem efter arbejde, køre ind i indkørslen og tænke "hvordan kom jeg her hjem" eller "huskede jeg nu at skrive det".

Jeg synes, at der er så mange, der bliver sygemeldt med stress, og det er jo et tegn på, at der er noget galt et sted. Jeg rejste fra sengeafdelingen i 98, og allerede dengang syntes jeg, at der var travlt.

Sundhedsvæsenet har ændret sig de seneste 25 år. Patienterne kører hurtigere igennem, og de modtager dem tidligere ude i hjemmeplejen. For 20 år siden var det f.eks. udelukket, at patienterne fik et drop med hjem. Jeg kan også godt mærke, at patienterne er blevet ældre og mere komplekse. Dengang jeg startede som iltsygeplejerske, gik der ikke længe, fra de startede op med ilt, til de døde, men i dag lever patienterne i længere tid.

I dag læser patienterne meget mere på nettet om forskellige undersøgelser eller kommer og siger, at de gerne vil have en bestemt medicin eller maskine. Da jeg startede som sygeplejerske, blev der ikke stillet spørgsmål til behandlingen. I dag stiller både de og de pårørende langt flere spørgsmål. Og det er fint."

 

 

Forløbssygeplejerske

Jeg ville ud i verden, men endte i Sønderjylland

Henriette Tychsen, forløbssygeplejerske på lungemedicinsk ambulatorium

"Jeg tænkte, at det var en uddannelse, jeg kunne bruge til at rejse ud med. Sjovt nok kom jeg aldrig ud at rejse, men bor stadig i Sønderjylland, hvor jeg uddannede mig.

Jeg har skiftet job en del, og jeg tror, at jeg hurtigt mærker efter, om jeg kan acceptere den måde, arbejdet foregår på.

Der er sket utrolig meget med faget, siden jeg startede, i forhold til den tid, man har til patienterne, og tingene skal gå hurtigere.

Jeg er glad for at kunne mærke, at jeg gør en forskel – det har altid betydet meget for mig. Men om jeg ville have valgt uddannelsen i dag, det tror jeg ikke. Der er for meget lean og for mange stopure. Selvfølgelig er der steder, hvor man kan effektivisere. Men spørgsmålet er, hvor meget kan man blive ved med hele tiden at skære i personalet."

 

 

Konsultationssygeplejerske

»Jeg vågnede om natten«

Birgit Laue, konsultationssygeplejerske i Broager

"Jeg dumpede til den afsluttende eksamen, var gravid og havde nok mest det i hovedet og udviklede ekstrem eksamensangst. Derfor blev jeg færdig et år senere end de andre, og kun fordi Susanne Gehrt fra mit gamle hold hjalp mig med at læse op til eksamen, gik det.

Da jeg var færdig, flyttede jeg til Horsens på grund af min mands arbejde. Da vi flyttede tilbage til Sønderjylland, fik jeg arbejde på nyremedicinsk/onkologisk afdeling i Sønderborg, hvor jeg var i ni og et halvt år. Det var en virkelig god og spændende afdeling med en god blanding af nye og gamle erfarne sygeplejersker og spændende patienter.

Men så begyndte man på sygehussammenlægninger og omstrukturering

"Det havde jeg det meget svært med. Mindre personale skulle passe flere patienter med meget komplekse forløb. Da var jeg ved at udvikle stress. Jeg vågnede om natten og kunne f.eks. ikke huske, om jeg havde givet medicin."

Så startede jeg som konsultationssygeplejerske i Broager. Her har jeg været i 13 år. Nogle gange har vi også helt vildt travlt, men vi kan snakke om det.

Jeg synes, at man i sygehusvæsenet er gået fra kvalitet til kvantitet. Og hvis man har prøvet at yde god kvalitet, som vi gjorde op gennem 90’erne, er det svært at gå på kompromis."

 

 

Hjemmesygeplejerske

Meget der skal fyldes i rygsækken

Yvonne Søemod Keller, hjemmesygeplejerske i Aabenraa

"At være sygeplejerske giver mig noget som menneske, og jeg lærer noget nyt hver dag.

I 1998 holdt jeg op med at arbejde i sygehusvæsenet og fik ansættelse på et plejecenter i Tønder. Vi havde rigtig gode arbejdstider, som passede meget bedre med et familieliv.

Senere skiftede jeg til hjemmesygeplejen i Tinglev Kommune og ved kommunesammenlægningen til Aabenraa Kommune.

Foruden at være hjemmesygeplejerske har jeg en funktion som medicinansvarlig. To dage om måneden arbejder jeg med kvalitetssikring på medicinområdet, undervisning, UTH m.m. Det giver mig utrolig meget at se, hvad der er af problemstillinger omkring det, og finde ny viden.

Mit arbejde er spændende. Og vi er et rigtig godt kollegahold. Men nogle gange er der så travlt, at jeg er nødt til at tænke, at i dag er der ikke tid til, at jeg spørger så meget ind. Det hele er visiteret i tid nu, kommunens økonomi spiller ind.

Før visiterede vi den tid, vi havde brug for, så hvis man havde en kompleks borger, havde man også lidt mere tid. I dag får du en opgave, og så har du så og så mange minutter.

I hjemmeplejen varetager vi mange flere opgaver nu, end dengang jeg startede, f.eks. antibiotiske i.v.-behandlinger, cvk-pleje, smerte- og kemopumper, vac-behandling. Det er godt, vi kan gøre så mange ting i hjemmet, så borgeren ikke behøver være indlagt.

Min niece er lige blevet uddannet som sygeplejerske, og hvis jeg tænker tilbage på, da jeg startede, så er det meget mere teknisk at være sygeplejerske i dag. Der er meget, der skal fyldes i rygsækken."

 

 

Skolesygeplejerske

Skolesygeplejerske for mindretallet

Hanne Bjerringgaard, skolesygeplejerske i Sydslesvig

"Jeg bor i Rinkenæs i Sønderjylland, men arbejder i Flensborg på Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig. Det er et tilbud til det danske mindretal. Vi har bl.a. 6.000 danske skolebørn  og to danske gymnasier. Der er ca. 50 danske skoler og 60 danske børnehaver i Sydslesvig. 

 Jeg er selv vokset op i Sydslesvig.

Mit første job var et vikariat på den sengeafdeling, hvor jeg afsluttede min praktik. Men jeg vidste, at sygehuslivet ikke var mig, og søgte efter et halvt år ud i hjemmeplejen.

Nu har jeg arbejdet i Skolesundhedstjenesten  i Sydslesvig i 18 år.

De seneste 10 år har jeg været mellemleder. Min primære opgave er at organisere arbejdet i Skolesundhedstjenesten, men jeg tager også på hjemmebesøg i småbørnsfamilier og har en konsulentfunktion for de danske vuggestuer i Sydslesvig."

 

26 år efter

De blev uddannet i begyndelsen af 90’erne. 17 sygeplejersker fortæller, hvorfor de valgte sygeplejen, og hvad de laver i dag. De har været en del af en markant udvikling og forandring af sundhedsvæsenet, men ingen af dem fortryder, at de blev sygeplejersker. Heller ikke de, der laver noget andet i dag.

Klassen 26 år efter

Hvad laver de i dag?

Tidslinje

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen