Klassen 26 år efter

De var 25, der startede sammen på sygeplejeskolen i Sønderborg i september 1988. To af dem hed Hanne. Tre hed Marianne. Og hele fire hed Susanne.

Det var dengang, man ikke studerede til sygeplejerske. Men var elev.

Gennemsnitsalderen i klassen var 22. Den ældste på holdet var 28. Det var hende, der også var københavner og havde været soldat og derfor havde adgang til sergentskolen, så hun kunne invitere nogle unge mænd med til sygeplejefesterne.

Langt de fleste kom fra nærområdet. Ud over københavneren var der en enkelt fynbo iblandt dem. Ingen mænd.

Fælles for dem var, at de ville være sygeplejersker. Nogle havde drømt om det hele deres liv. For andre var det mere tilfældigt.

"Jeg valgte sygeplejeskolen, fordi den gav løn under uddannelse. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være sygeplejerske, men jeg har heller aldrig fortrudt det," siger Jannie Manly Frederiksen, der i dag er konsultationssygeplejerske i Grenå.

"Sådan som jeg husker det, har det altid været det, jeg gerne ville. Allerede da jeg gik i folkeskolen, jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg var bare opsat på, at det var det, jeg skulle," siger Marianna Ehrenskjold Christiansen, der i dag er koordinerende projektsygeplejerske på onkologisk ambulatorium.

Undervejs faldt seks af dem fra. Nogle fordi de dumpede praktikforløb og syntes, at det blev for uoverskueligt. Andre fordi uddannelsen ikke levede op til deres forestillinger.

Undervejs fik syv af dem børn og blev derfor først færdige senere end deres klassekammerater. Kun ni af de oprindelig 25 klassekammerater blev færdige til forventet tid tre et halvt år senere.

"Jeg dumpede til den afsluttende eksamen, var gravid og havde nok mest det i hovedet og udviklede ekstrem eksamensangst. Derfor blev jeg færdig et år senere end de andre, og kun fordi Susanne Gehrt fra mit gamle hold hjalp mig med at læse op til eksamen, gik det," siger Birgit Laue, der i dag er konsultationssygeplejerske i Broager.

De fleste startede i vikariater, men fik hurtigt fast arbejde. De gik forskellige veje. Men rejste ikke langt væk. En blev sundhedsplejerske, en anden oversygeplejerske, en tredje hjemmesygeplejerske.

Nogle har haft mange job. En af dem er stadig på den afdeling, hun startede på.

Langt de fleste bor og arbejder stadig i området omkring Sønderborg.

Fra lærling til professionsbachelor

"September 88-klassen er uddannet på kanten af den nye verden. De blev uddannet, mens faget blev akademiseret, samtidig med at de selv blev uddannet på den gamle lærlingeordning," siger ph.d. og sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz.

Den 1. august 1990 kom en ny bekendtgørelse, som lagde sygeplejeuddannelsen ind under Direktoratet for videregående uddannelser.

Sygeplejerskerne gik dermed fra at være elever på elevløn til at være studerende, der fik SU. Det var noget, standen havde arbejdet for skulle ske siden 1975. I årene der fulgte, kom ph.d.- og kandidatuddannelsen også ind i sygeplejen, og i 2008 kunne sygeplejersker kalde sig professionsbachelorer i sygepleje.

"Det var en stor landvinding for faget, at man begyndte at akademisere det. Man begyndte at udvikle evidensbaseret sygepleje, hvor sygeplejerskerne selv skabte viden i stedet for at hente den fra andre fag. Så det var en stor anerkendelse af faget," siger Malchau.

Et nyt blik på omsorg

For eleverne i september 88-klassen betød det, at de blev uddannet i en tid, hvor systemteori og teorier om sygeplejeprocesser – ifølge Susanne Malchau Dietz – næsten erstattede omsorg.

"De er uddannede til at være problemløsere, men på samme tid vinder omsorgsteorier fra finske Katie Eriksson, danske Merry Scheel og norske Kari Martensen frem, og der sker et skifte fra en behovsorienteret til en systemorienteret tilgang til at se på omsorgen. Man begynder at filosofere over faget. Man begynder at kigge på, hvad er omsorg. Og hvad er sygepleje. Noget, der har vist sig at være umuligt at formulere i en sætning," siger Malchau.

Akademiseringen af sygeplejen har også betydet, at sygeplejerskerne de seneste årtier har

oplevet en kæmpe opgaveglidning, hvor sygeplejerskerne har overtaget opgaver fra lægerne og givet opgaver videre til social- og sundhedsassistenterne.

"Det har man gjort på et hav af områder. Mange af de ting, de blev uddannet til at gøre, måtte de give videre," siger hun.

Accelererede forløb

"Det er også en årgang, der har fået lov til at opleve den langsommelige patient, hvor rehabiliteringen i høj grad foregik i senge på hospitalet. Den gennemsnitlige liggetid var syv til otte døgn dengang – i dag ligger patienterne to en halv dag. Der var mere plads til omsorg og ro dengang, og patienterne fik også lov til at opleve langsommeligheden i at komme til hægterne og oplevede måske at få redt sengen flere gange, mens de var der," fortæller Malchau om årgangen, der kom ud at virke i en tid, hvor centraliseringen tog fart.

Mange små sygehuse er lukket, og supersygehuse er fremtiden. Det er en årgang, der ifølge Malchau har set, hvordan både plejen og behandlingen er blevet meget mere højteknologisk, dokumentationen raffineret, og patientforløbene er accelereret.

"I dag handler det om, at patienterne hurtigst muligt skal ud igen," siger hun.

"Det er en omstilling, de har fulgt. Og jeg tænker, at det må være svært at leve op til idealerne om omsorg og individualiseret pleje."

"Det, der kendetegner årgangen, er, at det er sygeplejersker, der havde lært håndværket. De var rigtig, rigtig dygtige klinikere, allerede da de var færdige. De studerende, der fulgte efter dem, er ikke i samme grad uddannet i praktisk klinisk arbejde. Til gengæld fik de mere teori," siger hun.