"Ugen, hvor det hele brød sammen"

”Da jeg cykler ind til Radio24syv for at fortælle om, hvad der er sket med overenskomstforhandlingerne, er det bidende koldt, og jeg tænker, at det også vejrmæssigt har været en sindssyg uge. En uge, hvor vinteren har lagt Danmark ned.” Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, fortæller om ugen, hvor overenskomstforhandlingerne for samtlige offentligt ansatte brød endeligt sammen.
Foto: Morten Jakobsen

Søndag den 25. februar

"Jeg vågner på Koldingfjord Hotel, hvor jeg har været til en privat 50-års fødselsdag aftenen forinden. Jeg skal være til forhandling i Kommunernes Landsforening (KL) kl. 13, så ved morgenmaden sidder jeg og gennemgår mine arbejdspapirer. Flere af gæsterne fra Vestjylland spørger i sjov, om søndag ikke er fridag. Men de ved jo godt, hvad der er på spil, selv om de ikke er i fagbevægelsen, og de tilkendegiver meget positive holdninger over for sygeplejerskerne og andre offentligt ansatte.

Det sner, da jeg kører over Fyn og Sjælland mod København. Undervejs har jeg forskellige telefonsamtaler med nogle af de andre aktører. Inden mødet med KL når jeg forbi min lille formandslejlighed, som ligger i forbindelse med Dansk Sygeplejeråd.

Mens jeg cykler mod Weidekampsgade, tænker jeg på, hvor længe mødet mon vil vare. Fredag er overenskomstforhandlingerne på det statslige område brudt sammen. Og jeg tænker, at det er på dette møde, at vi vil få et signal om, hvorvidt KL er villige til at gøre noget uden om Finansministeriet. Men det bliver rimelig tydeligt for os ud fra de meldinger, der kommer fra arbejdsgiverne, at det ikke er det, der kommer til at ske. Der er ikke sket en udvidelse af lønrammen, som kan matche vores krav.

Ved midnatstid bliver vi enige om, at vi er nødt til at gå hjem og så mødes igen dagen efter."

Mandag den 26. februar

"Mandag er en dag, hvor vi er lidt på standby. Vi har aflyst et forretningsudvalgsmøde i FTF (hovedorganisation for 450.000 offentligt og privatansatte), fordi vi ikke helt ved, hvornår og hvordan KL vil indkalde til fortsatte forhandlinger.

Kl. 18 er der formøde for alle organisationerne i forhandlingsselskabet. Her må vi også konstatere, at forventningerne er, at KL ikke reelt er villig til at ændre på forhandlingsrammen.

Kl. 19 mødes vi med KL, og allerede kort efter kl. 20 bryder forhandlingerne sammen, og det ligner mere og mere, at de offentlige forhandlere er bundet så stramt af Finansministeriet, at de ikke rigtig har en forhandlingsret, når det kommer til det, det virkelig handler om: Lønnen. Det synes jeg er et alvorligt problem. For den danske aftalemodel er jo baseret på, at man har reelle forhandlinger og ret til at forhandle.

Nyheden om sammenbruddet i forhandlingerne er lynhurtigt ude, og der er en masse opfølgning på både de sociale medier og på tv-stationerne. Jeg bliver interviewet til TV 2 News, og vi laver en nyhed og en video til vores egen hjemmeside for at kunne informere medlemmerne hurtigst muligt om, hvordan vi ser situationen. I videoen fortæller jeg, at vi tirsdag skal mødes med regionerne, og at jeg selvfølgelig har optimismen i behold og håber, at de vil bryde med trenden om, at der ikke er noget at forhandle om, og at jeg håber, at vi kan komme frem til et resultat. Men jeg siger også, at mine forventninger til, at det kommer til at ske, ikke er så høje.

Så går jeg hjem. Min aften er fyldt med masser af mails, der er kommet i løbet af dagen. Og jeg får også fulgt op på sociale medier og Twitter. Twitter er enormt aktiv i dette forløb, der er masser af dialog med politikere og presse. Jeg går i seng omkring kl. 23.30."

Tirsdag den 27. februar

"Tirsdag er det regionernes tur, hvor det er mig, der leder forhandlingerne.

Jeg er som altid oppe omkring kl. 06. Inden jeg er ude af sengen, har jeg på telefonen orienteret mig om nyheder og på de sociale medier. Så hører jeg som altid P1 Morgen, mens jeg følger med i TV 2 News ud ad øjenkrogen. Og jeg må konstatere, at det er en rigtig svær situation, da vi mødes i Danske Regioner ved middagstid.

ok18-3
To af de centrale aktører i dramaet om OK18: Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen og Michael Ziegler, chefforhandler for KL.
Foto: Morten Jakobsen
Regionerne synes, at alle parterne skal mødes rundt om et stort bord og fortælle hinanden, hvad vi ønsker. Men det har vi allerede gjort to gange tidligere, og jeg insisterer på, at vi mødes i en mindre gruppe og for at komme ind til kernen. Det ender det også med. Vi er fire, der mødes – to fra arbejdsgiverside og to fra lønmodtagerside.

Det, der er kernepunktet for os, er først og fremmest lønrammen. Og så fylder det også en del, at det ikke er alle, der har retten til spisepausen indskrevet i overenskomsten.

Vi vil sikre reallønsstigninger og diskutere reguleringsmekanismerne omkring reallønsstigninger. Men vi må konstatere, at vi ligger langt fra hinanden, og at regionernes rammeforslag ligner det, vi har hørt i KL.

Hver gang jeg forlader rummet, står pressen der, og da sammenbruddet er en realitet, er der mange medier, der vil have en kommentar. Det er en heftig eftermiddag og aften, som ender ligesom de statslige og kommunale forhandlinger. Jeg tænker, at vi må se en konflikt i øjnene. Det er noget rigtig skidt, og der er ikke nogen af os, der egentlig synes, at det er godt at udtage alle offentlige grupper. Men det er nødvendigt på grund af det hårde pres fra arbejdsgiverne."

Onsdag den 28. februar

"Jeg cykler ind til Radio24syv for at fortælle om, hvad der er sket med forhandlingerne. Det er bidende koldt, og jeg tænker, at det også vejrmæssigt har været en sindssyg uge – med høj, flot himmel, frost og bidende kulde. En uge, hvor vinteren har lagt Danmark ned. I Radio24syv bliver jeg bl.a. spurgt, hvordan vi har det med at udtage livsvigtige områder til konflikt. Jeg svarer, at det ikke er rart, men at det jo er, fordi vi arbejder med mennesker i hverdagen. Og at konflikt er vores eneste våben, og at hvis politikerne synes, at det gør for ondt, så må vi jo have en løsning.

Bagefter er der forskellige statusmøder. Mødet i forhandlingsfællesskabet kl. 10 trækker ud, og jeg kan ikke nå tilbage til det planlagte hovedbestyrelsesmøde i Dansk Sygeplejeråd kl. 11.30. Det er vigtigt med statusmøderne, og som formand for Sundhedskartellets Forhandlingsudvalg har jeg et ansvar for, at alle organisationer bliver informeret og kan følge tæt med hele vejen. Jeg er færdig med det sidste møde ude i byen kl. 16.30.

Da jeg kommer tilbage til Dansk Sygeplejeråd, har jeg mistet mit adgangskort. Jeg får et gæstekort i receptionen, men fordi det ikke har personlig kode, bliver jeg afvist, da jeg forsøger at komme ind. Jeg tænker, at det ikke var lige nu, at jeg havde brug for at blive afvist i døren til mit eget kontor. Heldigvis er der en, der kan lukke mig ind.

Der har været pres på længe. Dagene går meget stærkt og er meget hektiske, og der er meget lidt tid til at sætte sig ned og spise frokost eller reflektere. Jeg forsøger at gøre det alligevel, når jeg kan. Jeg er meget obs på vejret, som jeg synes gør meget ved os, og derfor tager jeg cyklen, når jeg kan. Men vi lever lidt som zombier. Derfor er det rigtig rart, når min datter f.eks. sender billeder af mit barnebarn, der lige er begyndt at kravle, så kommer man lige tilbage til virkeligheden. Min mand er rejst til syden for at spille golf, for jeg er slet ikke hjemme i Holbæk for tiden. Stort set alt drejer sig om OK18-forhandlingerne – og jeg bor i formandslejligheden.

Onsdag slutter jeg dagen kl. 17.30, og jeg går i byen og køber lidt ind. Om aftenen sidder jeg og arbejder igen. Der er mange mails, der skal følges op på, og mange ting at forberede mig på. Jeg slapper af halvanden times tid med at se tv, men arbejder stort set, indtil jeg går i seng."

Torsdag den 1. marts

"Morgenen begynder med vores sædvanlige koordineringsmøde i Dansk Sygeplejeråd. Vi er indkaldt til møde i Forligsinstitutionen og bruger en del af dagen på at forberede os på det. Vi holder et formøde med de andre, der også skal møde op hos Mette Christensen, forligsmanden. Mødet bliver holdt hos os.

ok18-4
Udviklingen følges konstant i medierne
Foto: Morten Jakobsen
Jeg mødes også med en medarbejder i Dansk Sygeplejeråd, som er i gang med at forberede den tale, jeg skal holde på den ekstraordinære kongres i den kommende uge, hvor vi skal stemme om en fusion af FTF og LO. Det er jo noget helt andet, men også noget af det samme, for det handler om, hvad vi som lønmodtagere er oppe imod, og om, hvordan vi står stærkest sammen.

Ved Forligsinstitutionen er der mange medlemmer, der er mødt op. Solen skinner, og fanerne vajer i vinden. Det ser godt ud, og det er dejligt med opbakning fra medlemmerne. Også på de sociale medier, hvor mange kommer med kommentarer, der går på, at vi skal holde fast og kæmpe for, at de offentligt ansatte har værdi. Efter mødet i Forligsinstitutionen mødes vi med kredsene. Om aftenen får jeg ryddet lidt op og forberedt mig på dagen efter."

Fredag den 2. marts

"Der er ekstraordinært møde i Forhandlingsfællesskabet, hvor jeg skal fortælle om, hvad der er foregået i forhandlingerne på det regionale område, og Anders Bondo tilsvarende skal fortælle om det kommunale område.

Derudover drøfter vi, hvad det er for et konfliktgrundlag, der er, og hvordan vi kan fortælle om konflikten. Jeg er en af dem, der har stor erfaring med konflikt. Vi sygeplejersker har været i konflikt så mange gange. Det tror jeg bl.a. skyldes, at politikerne undervurderer, hvad den manglende ligeløn betyder, altså det at sygeplejerskerne ligger så lavt i forhold til de mandsdominerede faggrupper, som de kan sammenligne sig med.

Der er en god stemning på mødet. Vi taler kommunikationsstrategier og om, hvordan vi kan sikre, at vi fortsat står sammen. Jeg er glad for det fælles slogan, der er blevet lavet, som hedder "En løsning for alle". Det signalerer en enorm styrke. Det er enormt vigtigt, at det ikke kun er en kamp for nogle. Fredag er rimelig rolig. Næstformand Dorte Steenberg har haft travlt med at koordinere med kredsene og forhandlingsafdelingen, så vi kan få godkendt konfliktgrundlag og sende konfliktvarsel."

Lørdag den 3. marts

"Jeg har udsigt til en weekend uden møder for første gang i lang tid. Jeg får ordnet en masse praktisk, køber ind til at lave ny ingefærdrik til at have stående i køleskabet, koger torskerogn og køber stenbiderrogn. Selv om jeg ikke har nogen planlagte møder, går weekenden alligevel med at forberede mig til den kommende uge og på at besvare og forholde mig til alle de mange mails, der er i min indbakke og til at snakke på kryds og tværs med de andre i Forhandlingsfællesskabet. Jeg følger også med på de sociale medier, og af og til kan jeg ikke lade være med at svare nogle af de sygeplejersker, der efterspørger et konkret svar på noget.

Mandag skal vi offentliggøre, hvilke steder der er udtaget til konflikt."

TEMA: PÅ VEJ MOD HISTORISK HÅRD KONFLIKT

Tilbuddet om en lønstigning til de offentligt ansatte på 6,7 pct. er langt fra regeringens egen prognose for lønudviklingen for de privatansatte. Den lyder på 8,6 pct. lønstigning – ligesom de offentligt ansatte stiller krav om.

Emneord: