Det var svært, men jeg fandt ro

Da Lillian Larsen blev pensioneret fra sit job som sygeplejerske i psykiatrien, havde hun for første gang tid til at rette blikket mod andre end syge mennesker – nemlig sig selv.

Lillian Larsen pension
Foto: Nikolai Linares
I Grundtvigskirken i hovedstadens Nordvestkvarter kan man gemme sig for solens stråler for en stund. De tre store blyindfattede ruder bag alteret holder den københavnske summen af myldretidstrafik på afstand.

I kirken kan Lillian Larsen finde ro og fordybelse. Som nyudsprungen pensionist forsvandt hverdagen, som hun kendte den fra den ene dag til den anden. I stedet for en hverdag hvor meget var skemalagt, fik hun med pensionen foræret det, der for hende havde været en af de største mangelvarer: tid.

"Der er en ting, som ikke lyder af noget som helst, men som jeg nyder. Og det er at have god tid. Hvis jeg læser en bog, læser jeg den til ende. Jeg har simpelthen fået tid til at fordybe mig. Jeg er begyndt at gå til gudstjenester, noget jeg aldrig har gjort i før. Den struktur, der er i en gudstjeneste, har jeg brug for. For mig er det meditation," siger Lillian Larsen.

Omsorgstræt

I 2017 gik hun på pension og lagde dermed et langt arbejdsliv som sygeplejerske bag sig. Siden 1979 har hun haft job først inden for somatisk sygepleje og hjemmeplejen og senere som sygeplejerske i psykiatrien. Inden hun trak sig tilbage, var hun ansat som sygeplejerske i et socialpsykiatrisk botilbud.

"Nu, hvor jeg har forladt det, er jeg blevet bevidst om, hvor meget arbejdet var en del af mig. At være sygeplejerske har aldrig bare været et job. Men lige nu er jeg omsorgstræt. Det er faktisk en lettelse at have sluppet alle de tunge skæbner," siger Lillian Larsen.

Selvom Lillian Larsen har lagt sygeplejen på hylden, føler hun stadig en trang til at hjælpe. Men hun har besluttet sig for, at hjælpsomheden ikke skal fylde alt i hendes nye tilværelse, for det har hun brugt hele sit arbejdsliv på.

"Nu vil jeg gøre noget, der først og fremmest er godt for mig selv. Jeg har bokset lidt med at sige nej og ikke at fare til undsætning, lige så snart mine bekendte har den mindste brug for hjælp. Jeg er ved at lære, at jeg ikke nødvendigvis behøver hjælpe andre til at have det godt, før jeg selv kan slappe af," siger Lillian Larsen.

"Jeg skaffer mig alenetid"

Pensionisttilværelsen var ikke noget, Lillian Larsen tænkte dybere tanker over på forhånd. Derfor krævede det sin del pludselig at skulle skabe en hverdag på ny og finde ud af, hvad hun ville udfylde den med. For som hun siger, så skal man finde noget at interessere sig for, så man ikke går rundt i cirkler derhjemme og pudser bladene på stuebirken.

"At gå på pension har givet mig en stor glæde, men i starten gjorde den mig også smækforvirret. For hvor skulle jeg nu begynde," siger Lillian Larsen.

Det kom som en overraskelse for Lillian Larsen, at kirken og det åndelige skulle blive en ny interesse. Hun havde altid godt kunnet lide at sætte sig i en kirke i nogle minutter af og til og se på arkitekturen. Men som pensionist begyndte hun at gå til gudstjeneste. For hun var nysgerrig på, hvad kristendommen egentlig var for noget.

"Den struktur, der er i en gudstjeneste, kan jeg godt lide. Jeg elsker at mærke musikken fylde hele kirkerummet. Og nu får jeg rent faktisk noget ud af præstens ord, fordi jeg giver mig tid til at lytte og reflektere over det bagefter. Jeg har også haft nogle sindssygt spændende samtaler med præsten," siger Lillian Larsen.

Kirken og de store tanker bruger Lillian Larsen som et frirum i sin nye hverdag. For selvom hun nyder at passe børnebørn, gå til korsang og drikke kaffe med veninderne, har hun stadig brug for at være alene.

"Jeg skaffer mig alenetid, for det har jeg brug for. Men fordybelse er ikke altid rart. Man bliver opmærksom på nogle ting hos sig selv. F.eks. kan jeg tænke "bruger jeg min tid, som jeg vil?" De tanker kan alle få, men de fleste har arbejdet som undskyldning for ikke at fortabe sig i dem. Det har de simpelthen ikke tid til," siger Lillian Larsen og fortsætter:

"I dag er der ikke status i at have god tid. Men jeg synes, man skal stå ved, at man ikke nødvendigvis har travlt. Det er det, jeg nyder nu. At kunne gøre tingene, når jeg havde lyst. Men jeg arbejder stadig på at få sat nogle ting i værk og at få en helt klar struktur."

Pension pensionisttilværelse

Tema: Livet efter jobbet

Antallet af sygeplejersker, som i løbet af de kommende år vil være klar til at gå på pension, er i voldsom vækst. Men overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse er ikke altid nem, og for nogle bliver arbejdet erstattet af et tomrum. For hvordan finder man ud af, hvad der skal være i stedet for jobbet, når nålen er afleveret?

Et farvel til titel og kittel

Det var svært, men jeg fandt ro

Efter 10 dage var det værste savn væk

10 gode råd

Emneord: