Efter 10 dage var det værste savn væk

Der var en voldsom ildebrand. Alle skovens dyr hjalp med at hente vand fra floden for at få bugt med flammehavet. Selv den lille kolibri hjalp til. Med sin lille snabel dryppede den et par dråber ned på flammehavet. Elefanten, der havde sin store snabel fyldt med vand, spurgte: "Hvorfor spilder du dog tiden på det?" Kolibrien svarede: "Jeg gør mit."

I et lille, hvidt træhus i Allerød lever Michala Eich efter den franske fabel. Hun trak sig tilbage fra sit arbejde som konsultationssygeplejerske i april. Men hun gør stadig sit.

"Man behøver ikke ændre noget i det store perspektiv. Hvis man kan gøre en lille forskel, er det også godt nok," siger hun, efter hun har fortalt historien om den hjælpsomme kolibri.

Da Michala Eich arbejdede som konsultationssygeplejerske, var den forskel, hun gjorde, synlig. Bl.a. hjalp hun folk med at ændre livsstil og tabe sig. I lægeforeningsregi startede hun efteruddannelse for ansatte i almen praksis nationalt både som heldagskurser og som kortere kurser på kongresser for almen praksis. Og i 1999 skabte hun sit hjertebarn RIV, Ringe I Vandet, som er en decentral efteruddannelse for praksispersonalet. I 2014 søsatte hun iPRAKSIS, et fagblad for ansatte i almen praksis, som hun indtil nu har været redaktør for. I dag er forskellen mere beskeden, men den er for Michala Eich lige så værdifuld. Og hun får selv lige så meget, hvis ikke mere, ud af den.

Med tværfløjten for munden spiller Michala Eich og hendes musikgruppe musik for plejehjemsbeboere med demens. Hun glæder sig over den umiddelbare begejstring, som særligt de demente beboere udtrykker, når de hører musikken.

"Når de hører os spille, får de sådan et helt særligt blik i øjnene. Musikken giver kontant afregning på glæden. De bliver tilstedeværende på en måde, jeg ikke har oplevet i andre situationer," fortæller hun.

"Jeg glæder mig til tomrummet"

Lyset strømmer ind ad sprossevinduerne. Ude i haven har den usædvanligt påtrængende forårssol brunet græsstråenes spidser. Den gamle gravhund Tilde har lagt sig til rette under sofabordet ved Michala Eichs fødder. Her emmer af sommerdøsig afslapning, men sådan er det ikke til daglig.

"Desværre er min kalender stadig lidt overfyldt. Lige nu er jeg nødt til at planlægge mine fridage for at sikre, at jeg overhovedet har nogen," siger hun.

Jobbet som konsultationssygeplejerske savner hun ikke her tre måneder efter sin pensionering. Da hun en aften i marts sad og skrev på sin tale i forbindelse med sin afskedsreception som konsultationssygeplejerske, slog det hende, hvor meget kontakten til patienterne egentlig betød:

"Den aften erkendte jeg, at jeg nok er patientafhængig. Nogle patienter har jeg kendt i rigtig mange år. I nogle tilfælde kendte jeg fem generationer af samme familie, så jeg tænkte, at det ville blive svært at slippe," siger Michala Eich og fortsætter:

Men overgangen til den nye tilværelse som pensionist skulle vise sig at blive lettere, end Michala Eich havde regnet med.

"Der skulle faktisk ikke gå mere end 10 dage. Så var det værste savn væk."

Sygeplejerske uden stort S

Selvom Michala Eich har trukket sig tilbage fra arbejdet som konsultationssygeplejerske, er hun stadig engageret i en række projekter. Hun underviser fortsat en del og er aktiv i sit hjertebarn RIV på landsplan. Efter næste år vil hun dog være ude af alle arbejdsrelaterede projekter, men det tomrum, som opstår i stedet for arbejdet, skræmmer hende ikke.

"Jeg glæder mig faktisk lidt til tomrummet. Jeg glæder mig til at have tid til at kede mig lidt," siger Michala Eich.

Hun vil ikke kalde sig sygeplejerske med stort S, men Michala Eich ser stadig sygeplejersken som en del af sin identitet. Fordi hun sideløbende med sit arbejdsliv har været engageret i interesser, herunder musik og friluftsliv, vidste hun på forhånd, at hun var meget andet end blot sygeplejerske.

"Sygeplejersken udgør ikke hele min identitet, men den er stadig en del af mig," siger Michala Eich:

"Der er simpelthen så meget andet i livet."