Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Det er tryghed"

For 88-årige Inger Slåen er skærmbesøget, hvor sygeplejerske Linda Wennecke hjælper hende med at dosere medicin til de kommende 14 dage, en tryghed, hun helst ikke vil være foruden.

Sygeplejersken 2019 nr. 4, s. 30-31

Af:

Anne Witthøfft, journalist

04-2019_tema_oploeft_inger

På Københavns højeste bakke ligger Danmarks første skyskrabere, Bellahøjhusene. Bygget i efterkrigsårene for at give almindelige familier mulighed for større og sundere lejligheder.

De senere år er husene dog begyndt at få lidt skavanker. Og i en lejlighed på 9. sal bulner gulvene. Faldstammen gylper af og til de øvrige beboers lugte med sig op. Og der er kommet skimmelsvamp i badeværelset. Her bor 88-årige Inger Slåen.

Hun mærker også, at alting ikke er som før.

”Jeg kan da godt mærke, at når jeg skal ud ad døren om morgenen, har jeg brug for lige at konfirmere, at jeg har fået lukket her og der og slukket for fjernsynet. Hvorimod førhen der gik det bare derud af,” siger hun.

Det er også derfor, at hun hver 14. dag får et videoopkald fra sygeplejerske Linda Wennecke – et såkaldt skærmbesøg – som hjælper hende med at dosere seks forskellige medicinpræparater.

”Som jeg har det nu, tror jeg godt, at jeg turde tage ansvaret for selv at dosere medicinen. Men jeg tror ikke, at jeg kan gøre det i længden, og jeg tror ikke, at man nødvendigvis selv er opmærksom på det, hvis man en dag ikke er så frisk i knoppen mere,” siger Inger Slåen, der netop er kommet hjem fra svømmehallen, hvor hun hver morgen kl. 7 svømmer 400 meter crawl.

Klar til opkald

Kl. 9.48 tænder Inger Slåen for den lille i-Pad-lignende skærm, der står på spisestuebordet foran de klargjorte doseringsæsker, som venter på at blive fyldt med hvide og grønne piller fra de seks pilledåser, der er stillet op på en sirlig række til højre for doseringsæskerne.

”Linda taler også altid lidt uden om selve pilledoseringen. Hun spørger til min svømmetur eller noget andet for at teste, om jeg stadig er skarp nok,” fortæller Inger Slåen, som sidder på sin yndlingsplads. Den lilla lænestol ved vinduet, der engang var hendes nu afdøde mands, og som stadig har en af Københavns bedste udsigter.

Ellers er det Norge og familieminderne, der fylder dagligstuen og billedrammerne på væggene. I reolen under fjernsynet står utallige smalfilm fra lige så utallige ferier. Til Norge. Til hytten, der engang var hendes mands barndomshjem. Og senere det sted, hvor de mødte hinanden.

En krumrygget norsk lertrold med stok. Et luftfotografi af fjorden og hytten i dalen, som Inger Slåen kalder ”Norges hjerte”, og den stejle skråning, som betyder, at Inger Slåen i år – for første gang nogensinde – ikke skal med sin datter derop på sommerferie.

”Jeg synes, at det er for stejlt. Hvad nu hvis jeg falder,” siger Inger Slåen.

Skærmen ringer

Kl. præcis 10.00 ringer skærmen, og to knapper lyser op. Modtag og Læg på, står der.

Fem gange sætter Inger Slåen sin finger på Modtag. Uden held.

”Lad mig hjælpe dig,” siger fotografen og trykker på Modtag. Forbindelsen går igennem. Og Linda Wennecke lyser op fra den anden side af skærmen.

”Så er vi her,” siger hun og smiler.

”Vist så. Jeg er parat, og jeg har været i svømmehallen, som du ser. Så jeg har strithår,” siger Inger Slåen, selv om håret sidder fint ind til hovedet i en pagefrisure.

”Du ser udmærket ud,” responderer Linda med et smil.

”Jeg starter med Centyl. Om den står der to hver morgen,” siger Inger Slåen og holder pilleglasset helt hen til skærmen, så Linda Wennecke kan se, at det er den rigtige medicin.

”Det står der også her hos mig,” konfirmerer Linda Wennecke.

De to kvinder arbejder koncentreret. Et præparat ad gangen. Navn. Dosis. Antal. Og hvilke tidspunkter på dagen pillerne skal indtages.

De grønne og hvide piller, der klikkes ud og rammer bunden af det lille grønne pilleglas, inden de fordeles på doseringsæskerne, lyder som Kalaha kugler.

”Nej, nu er det sådan en blisterpakketing, det var da irriterende,” siger Inger Slåen.

”Husker du at sige til apotekerne, at du skal have dåserne. For jeg skriver det til dem hver gang.”

”Gør du det?” siger Inger Slåen.

”Ja, det gør jeg.”

”Nu skal jeg lige se, hvor langt jeg var. To og en. To og en.”

”Er du stresset?” spøger Linda Wennecke.

”Overhovedet ikke,” siger Inger og taber en pille på gulvet, som fotografen hurtigt samler op.

”Brug de gamle piller op først,” siger Linda.

”Yes, yes,” svarer Inger Slåen.

”Sådan,” lyder det fra Inger, da hun er kommet igennem alle pilledåserne

”Ha’ det godt. Vi ses om 14 dage, smiler Linda og vinker gennem skærmen.

”Vi ses om 14 dage,” svarer Inger. ”Hej, hej.”

Skærmbesøget har taget præcis 15 minutter.

”Hun er umådelig venlig. Og meget tålmodig,” siger Inger Slåen om Linda Wennecke.

Inger Slåen savner ikke at få et fysisk besøg, men er glad for skærmbesøget.

”Det giver en tryghed. For det er ellers et stort ansvar. Tænk, hvis man tog fejl,” siger hun.

”Hun kender os gennem lang tid via skærmen. Hun siger, at vi har mødt hinanden rigtigt herhjemme. Men det ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske det.”

04-2019_tema_boksfoto

Tema: Skærmbesøg

Sygeplejersker tager på besøg via skærmen

Flere og flere kommuner indfører skærmbesøg i sygeplejen. Både regeringen og kommunerne mener, at det er en oplagt vej at gå i en tid med flere og mere komplekse opgaver kombineret med rekrutteringsproblemer mange steder. Og borgerne er tilfredse. Men implementeringen tager tid, en stærk ledelse og investeringer i både teknologi og nye arbejdsgange. Det kræver også tilvænning især blandt medarbejdere og pårørende.

Læs i dette tema: