Ingen visitation og venteliste i Trieste

Foråret er kommet tidligt til Trieste. Blåregnen er sprunget ud. Det er lunt i solen, og snakken går på pladsen foran den gamle villa. Indtil for 40 år siden boede her en triestinsk velhaverfamilie og danner i dag rammen om et af Triestes fire lokale centre for mental sundhed.

En kvinde har sat sig i græsset på plænen op til muren, der omkranser villaen. Alderen og kroppen tynger. Hun kan ikke rejse sig op. To mænd giver hende en hånd, og stille og roligt kommer hun på benene.

Episoden er helt udramatisk. Alligevel er den værd at nævne. For i al sin enkelhed rummer den essensen af det, der de sidste 40 år har fået sundhedsfaglige fra hele verden til at valfarte til Trieste og har gjort Trieste til en vigtig samarbejdspartner for WHO.

Bruger ikke betegnelsen ’patient’

Herhjemme er det blevet kaldt Trieste-modellen. Her er fokus på det enkelte menneske, dets værdighed og ikke mindst behov. Her kommer det hele menneske før de kliniske psykiatriske betragtninger. Målet er rehabilitering og recovery, og personen selv, eller borgeren (man bruger ikke betegnelsen ”patient”), betragtes som den primære ressource. En anden vigtig ressource er det samfund, som borgeren er en del af. Behandlingen er derfor så vidt muligt placeret ude i lokalsamfundet, der hvor borgeren lever sit liv.

”Vores tilgang er holistisk, og vi tilbyder en behandlingspakke, som vi skruer sammen i tæt samarbejde med personen og helt afhængigt af personens behov. Relationen mellem behandler og borger er helt central. Der skal være tillid, personen skal mærke og have tillid til, at vi er der,” siger Daniela Speh, sygeplejerske og ansat ved Triestes departement for mental sundhed gennem 20 år, de første 14 her på centret i Barcola, en bydel i det nordvestlige Trieste, lige ud til det smaragdgrønne Adriaterhav. De sidste seks år har hun været tilknyttet administrationen oppe på det for længst lukkede psykiatriske hospital, blandt andet som underviser af de sundhedsfaglige, politikere, studerende og andre, der i stort antal tager på studiebesøg i den norditalienske havneby for at lære af erfaringerne fra Trieste.

Huset summer af liv

I dag er Daniela Speh på besøg i Barcola med en gruppe fra Wisconsin, og hun lægger over for sine amerikanske gæster ikke skjul på, at hun savner tiden som sygeplejerske i Barcola.    

”Jeg elsker Barcola. Det er som en stor familie,” siger hun og præsenterer gruppen for sine gamle kollegaer, en psykolog, en psykiater, en socialarbejder, et par administrative medarbejdere, der deler bord med psykologen.

Huset summer af liv, og det kan være svært at kende forskel på borgere og behandlere, da ingen bærer kitler.

”Vi lægger stor vægt på, at det her sted skal være så normalt som muligt. Vi er her for at styrke vores borgere, og derfor har vi også fokus på at reducere stigmatisering. Døren er lukket, når vi holder møder og har samtaler med borgere, men ellers færdes vi frit mellem hinanden. Vi spiser også sammen og drikker kaffe sammen, og køkkenet er vores bedste deeskaleringssted. Det kan måske virke kaotisk. Men vi har faktisk en organisation. Det er bare en fleksibel organisation,” siger Daniela og hilser på to mænd, der står og snakker på gangen, Luca den ene af husets to socialarbejdere, og Domenico, der kommer fra et af de kooperativer, som centret arbejder tæt sammen med, og som ifølge Daniela er ”stupendo” (på dansk: uovertruffen).

Daniela Speh (th.) sammen med Fabiola Sarchione, der er helt nyansat psykiater på Centro di Salute Mentale i Barcola og som led i sin oplæring fik lov at følge med, da Daniela introducerede en amerikansk delegation til centret.

Foto: Malin Kristina Vesterlund

Ingen visitation

Daniela Speh slår døren op til receptionen:

”Herinde har vi den allervigtigste person.”

Her sidder en mand ved et bord og taler i telefon. Han er sygeplejerske, og hans opgave er at tage imod alle henvendelser fra borgere, hospitalet, departementet, WHO, universitetet, kommunen, politiet, retten, fængslet, kooperativer, foreninger eller andre.

”Han er den første, man møder, når man kommer her første gang. Det er ham, der har den første samtale med borgeren, og det er ham, der på baggrund af denne samtale vurderer, hvad det næste skridt skal være. Sammen med den psykiater eller psykolog, som altid har kalenderen fri for at stå til rådighed for borgere med akut behov for hjælp, sørger han for, at vi ikke har nogen venteliste. Selvfølgelig er der ting, der må vente. Men det er kun ting, der godt kan vente. Receptionen har åbent 24/7, og der er ingen visitation.”

Lukkede døre og tvang bruger man heller ikke i Trieste. Bortset fra personaletoilettet og medicindepotet er alle døre på centret ulåst.
”Hvis du har selvmordstanker, vil jeg som din behandler ikke låse dig inde, men jeg vil være hos dig,” siger Daniela. 
Når en situation spidser til, er forhandling vejen frem.
”Det kræver stor tålmodighed og ro, og det er ikke altid nemt. Forleden måtte to psykiatere og to betjente forhandle i ni timer med en mand i krise for at få ham til at lægge en pistol fra sig og tage imod hjælp.” 

Virkeligheden er fuld af modsætninger

Episoder med vold er der langt imellem. Ingen bærer alarm, og centret har et godt og tæt samarbejde med de lokale ”carabinieri”, som også deltager i kurser på centret, blandt andet i krisehåndtering.  

”Hvis man er der for at hjælpe, bliver folk ikke aggressive,” siger Daniela og understreger, at der selvfølgelig er undtagelser.

”Vi er en institution, der forsøger ikke at være en institution. Vi bruger ikke tvang, men hvis vi har prøvet og prøvet og prøvet, og ingenting virker, har vi med to psykiateres underskrift mulighed for at søge borgmesteren om tilladelse til at behandle en borger mod sin vilje. Vores døre er åbne, men jeg tænker tit på det paradoksale i, at jeg har et stort bundt nøgler med, når jeg tager på arbejde. Men der kan jo være situationer, hvor det kan være nødvendigt for eksempel at låse et vindue. Sådan er virkeligheden også. Fuld af modsætninger.”

Læs også:

Alle får besøg (hvis de ønsker det)

Vores dør er altid åben

Trieste-modellen (infografik)