Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vores dør er altid åben

En af de danske kommuner, der har haft folk i den italienske by Trieste, er Lyngby-Taarbæk Kommune. Her er botilbuddet Slotsvænget inspireret af den italienske model.

Sygeplejersken 2019 nr. 5, s. 49

Af:

Malin Karina Westerlund

5-2019_psyk_oploeft_sussan-balleby
Trieste-modellen

De-institutionaliseringen i den italienske by Trieste begyndte, da en ung progressiv psykiater og neurolog, Franco Basaglia, i 1971 fik ansættelse på byens psykiatriske hospital. Optaget af tidens antiautoritære strømninger og frihedsidealer banede han ikke bare vejen for lukningen af det psykiatriske hospital i Trieste, men for lukningen af alle psykiatriske hospitaler i Italien, og siden 1987 har departementet for Mental Sundhed i Trieste hjulpet WHO med at rådgive andre lande i de-institutionalisering og udvikling af multidisciplinære og fleksible mentalsundhedstilbud.
Trieste-modellen er inspirationsmodel i mere end 30 lande og nu også implementeret i hele den nordøstlige region Friuli-Venezia-Giulia, hvor Trieste er hovedstad. I 2012 var Folketingets paragraf 71-tilsyn med gæster fra Folketingets Socialudvalg i Trieste, og siden er flere danske kommuner fulgt efter.
Læs reportagen: Ingen visitation og venteliste i tireste

”Her i vores akuttilbud er døren altid åben. Vi har to sengepladser med mulighed for en ekstra, og vi har ingen visitation og ingen kriterier. Alle kan komme.”

Sådan siger Sussan Balleby, HR- og arbejdsmiljøleder på Slotsvænget, hvor man navnlig i tilbuddets akutenhed er stærkt inspireret af Trieste-modellen.

Med sin baggrund som sygeplejerske glæder Sussan Balleby sig særligt over akuttilbuddets forebyggende og sundhedsfremmende perspektiver:

”Tilbuddet bygger på tanken om, at alle mennesker kan komme sig. Men det er afgørende, hvordan de bliver mødt. Om de bliver set som kronisk syge eller som et menneske i krise. Hvis man møder det enkelte menneske som et menneske i krise og ser det hele menneske og dets behov, kan det vokse i krisen. Og her i vores akuttilbud bliver du mødt og taget alvorligt fra det øjeblik, du står i krisen. Du bliver ikke hospitaliseret. Du er ikke en diagnose. Vi giver ingen medicin, men vi kan give så meget andet, ro, varme, mad, en seng, en snak om, hvad der rører sig. Gennem samtale og dialogisk proces kortlægger vi stressorerne og udfærdiger en kriseplan. Hvad er det, der presser? Vi giver den kriseramte mulighed for at give udtryk for og forstå sin egen situation, sine følelser, mål og drømme. Hvordan passer den kriseramte på sig selv? Vi spørger ind til netværk, og vi er i kontakt med de kommunale sagsbehandlere og tager kontakt til andre relevante aktører afhængigt af behovet. Det er med til at give den kriseramte et bedre overblik over sin egen situation og dermed også mulighed for at tage de første skridt til at håndtere den.”

Slotsvængets akutenhed blev etableret i 2009 som en del af satspuljens etablering af akuttilbud i syv kommuner. Da satspuljefinansieringen i 2012 udløb, blev der ifølge forstander Bodil Øster lavet en ”meget positiv evaluering” af tilbuddet, som siden 2012 har været finansieret af Lyngby-Taarbæk Kommune.

Læs også:

Alle får besøg (hvis de ønsker det)

Ingen visitation og venteliste i Trieste

Trieste-modellen (infografik)