Her hilser folk på hinanden

Som at komme hjem. Sådan oplevede sygeplejersken Tilde Lundquist det, da hun for otte år siden begyndte på Intensivafdelingen på Nykøbing F. Sygehus, hvor sammenhold og faglighed går hånd i hånd.
Hver dag kl. 13.00 mødes personalet på Intensivafdelingen og gennemgår alle patienternes situation og behandling.
Foto: Per Rasmussen

Ding. Ding. Ding.

Lydløst rejser en sygeplejerske sig og glider ind ad døren og hen til patienten i sengen på stue 6. Alarmen stopper.

Fakta om Nykøning F. Sygehus
  • Akutsygehus, der betjener 150.000 borgere fra Lolland, Falster, Møn og det sydlige Sjælland.
  • 242 senge – heraf 10 intensivsenge i en ny, moderne fløj.
  • 1.300 medarbejdere.
  • 37.000 indlæggelser om året – heraf 85 pct. akutte.
  • 78.000 ambulante besøg om året.

Imens fortsætter dagens konferencemøde for personalet på Intensivafdelingen på Nykøbing F. Sygehus. De er samlet om det lille mødebord i midten af kredsen af skriveborde med computere og et godt udsyn til alle patientstuerne, der ligger i en hestesko omkring dem. De taler om en mandlig patient.

”Han kom ind med hjertestop for to dage siden. Der har været kramper. Han har fået foretaget EKG, CT og er stadig i behandling,” fortæller en af de tre læger.

Ding. Ding. Ding.

En anden sygeplejerske forsvinder, og lidt efter kommer den første tilbage. Alt imens fortsætter lægen sin gennemgang af patienten. Én for én taler de alle patienterne igennem.

Det er forskelligt, om det er en sygeplejerske eller en læge, der tager ordet først. Løbende byder alle ind med deres observationer og overvejelser om alt fra væskekontroller, afføring, medicin, ilt og muligheder for alternative undersøgelser og behandlinger.

Alt foregår i et dæmpet toneleje, og de forsøger at være koncentrerede trods de jævnlige alarmer. De er nået til en patient, som skal have lagt en sonde, men det har voldet problemer for flere af sygeplejerskerne.

”Skal jeg hjælpe?” spørger en tredje sygeplejerske.

”Ja! Meget gerne!” lyder det prompte fra flere af de andre, hvilket får smilene frem i den 10 mand store gruppe.

Tilde Lundquist
Intensivsygeplejerske Tilde Lundquist er glad for sit arbejde, men hun vil også gerne udvikle sig. Så hun begynder til september på Den sundhedsvidenskabelige kandidatuddannelse (cand.scient.san) på SDU.
Foto: Per Rasmussen
En stor familie

Det er tydeligt, at de kender hinanden godt. Lægerne, social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne. De er vant til at arbejde sammen. Og mange af sygeplejerskerne kender hinanden bedre end det.

”Vi har et rigtig godt sammenhold. Både på arbejdet og i fritiden, hvor vi også laver ting sammen. Tager på cykelture og i teatret og holder sommerfester. Vi prøver at have noget socialt med hinanden, hvilket betyder at vi kender hinanden rigtig godt,” siger Tilde Lundquist, som er en af sygeplejerskerne på Intensivafdelingen.

”Vi har jo de sygeste patienter, så det er rart, at vi også kan være sammen om noget, hvor vi kan grine,” smiler hun.

Sygeplejersken besøger Tilde Lundquist og hendes kolleger for at høre, hvordan det er at arbejde på Nykøbing F. Sygehus. Et mindre sygehus med 1.300 medarbejdere i udkanten af Danmark, som betjener 150.000 borgere på Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland. Og hvis navn ofte bliver forbundet med dårlige historier.

Men for Tilde Lundquist har ansættelsen på sygehuset været som at komme hjem. Hun begyndte på Intensivafdelingen for otte år siden efter at have været på Næstved Sygehus, Rigshospitalet og Svanevig Hospice.

”Det var som om, jeg fandt min rette hylde her. Jeg har en følelse af, at her kan jeg blive gammel. Man har noget andet sammen. Lidt som en stor familie,” smiler hun.

Susanne Christoffersen er souschef og sygeplejerske på intensivafdelingen. Hun har ikke været der så længe, men fortæller uafhængigt af Tilde Lundquist:

”Her er en dejlig ånd. Folk hilser på hinanden og alle taler pænt,” siger hun.

Delir-score

På konferencemødet er alle patienter gennemgået, og Susanne Christoffersen hiver en tavle frem, mens lægerne forlader bordet. Tavlen er plastret til med papirer med diagrammer, der viser, om plejepersonalet scorer patienterne for delir.

”Det er en skal-opgave,” understreger Susanne Christoffersen og fortsætter:

”Og I kan se, at vi er meget gode til at få det gjort i dagvagterne. Men det kniber i aftenvagten. Så nu har jeg sat en alarm på ansvarshavendes telefon, der skal minde om, at man får scoret. Men er der andre, der har nogle idéer til, hvordan vi sikre, at det bliver gjort, så sig endelig til,” opfordrer hun.

Mødet er gledet over i det ugentlige tavlemøde for plejepersonalet, hvor de ser på, om der er arbejdsgange eller andre faglige tiltag, der skal tages op med henblik på forbedringer og udvikling. I dag er det indsatsen ift. det landsdækkende forskningsprojekt om delir, der er i fokus. De taler også om, hvordan de kan samarbejde og kommunikere bedre. Og så spørger Tilde Lundquist:

”Er det ikke muligt, at vi kan få vægte på alle stuerne? Så er chancen for, at vi får vejet patienterne større. Det vil være rigtig godt fagligt.”

Susanne Christoffersen bekræfter, at det vil hun gerne gå videre med.

Sygehusets udvikling

I 1950’erne blev sygehuset bygget.
I 2011 blev sygehuset udvidet med en akutafdeling.
I 2018 blev en nybygget sengefløj med 85 enestuer indviet.
Region Sjælland har afsat 650 millioner kr. til at bygge 180 nye enestuer, til en CT-scanner i akutafdelingen og to ekstra operationsstuer frem mod 2030.

Nærhed og omsorg

Ding. Ding. Ding.

Alarmerne bimler fortsat med korte mellemrum. Et par læger er i gang med at intubere en patient på en stue, da Tilde Lundquist viser rundt på afdelingen efter møderne. På en tom stue åbner hun en terrassedør og lader vinden fra sygehusets smukke havudsigt strømme ind.

”Hvis det overhovedet er muligt, tager vi gerne patienterne med ud. Går en lille tur med dem. Om det så er med respiratoren i den ene hånd og dropstativet i den anden. Når man bare ligger her og kigger, kan det betyde virkeligt meget for patienten,” siger hun.

Nogle patienter siger farvel til livet her på afdelingen. Andre kommer sig.

”Vi får mange breve og billeder fra vores patienter, der skriver: ’Se hvor langt jer er kommet. Hvor meget jeg kan. Og det er takket være jer.’ Det er fantastisk. Det er virkelig noget, der giver arbejdsglæde,” smiler hun.

Den ekstra omsorg er også i fokus for sygeplejersker på andre afdelinger.

”Vi tager os tid til at lytte. Ikke kun til det, der handler om den aktuelle sygdom, men også alt det andet. Også selvom vi har travlt,” fortæller Christina Madsen, sygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling, og understreger:

”Hvis vi vil have en vis kvalitet, så nytter det ikke noget kun at behandle for det brækkede ben. Vi skal kunne rumme det hele menneske.”

Et godt sted at lære

Omsorgen gælder også for nye kolleger. Som f.eks. sygeplejerskestuderende Nanna Brochmann, der lige har været i praktik på Akutafdelingen.

”De er super gode til at tage sig af de studerende og til at lære fra sig på en måde, hvor der bliver taget hensyn til patienten. F.eks. går vi altid ud af patientens stue, når vi skal tale om det, vi har set. Der er trygge rammer,” siger hun.

Hun synes, der er meget undervisning, og fremhæver, at de allerede på første dag blev introduceret til ABCDE.

”Selvfølgelig er der megatravlt, men der er også en god stemning,” påpeger Nanna Brochmann.

Tilbage på Intensivafdelingen lukker Tilde Lundquist døren ud til Guldborgsunds bølgetoppe, mens kollegerne løber til endnu en alarm.

Ding. Ding. Ding. Ding.

Sygeplejersken Christina Madsen er stoppet på sygehuset efter Sygeplejersken interviewede hende. Hun er flyttet til Sønderjylland af familiemæssige årsager.

Bedre end sit rygte

Sygehuset giver borgerne tryghed