Dansk Sygeplejeråd mener: ”Vi skal tage bedre hånd om de krænkede”

"Hele den nye #MeToo-bølge kan forhåbentlig åbne for de drøftelser på arbejdspladserne som gør, at kulturen kan blive forandret."
Anni Pilgaard

"Johannes historie, som den er fremstillet her, er et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når en leder krænker en ansat, og den øvrige ledelse kigger den anden vej. Jeg har det virkelig dårligt med, at det er den krænkede, som ender med at måtte forlade arbejdspladsen.” 

Sådan siger 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, som reaktion på historien om Johanne og de krænkelser, hun har oplevet. 

Anni Pilgaard understreger, at hun kun kender sagen fra Sygeplejerskens omtale, men hun håber, at hele den nye #MeToo-bølge forhåbentlig kan åbne for de drøftelser på arbejdspladserne som gør, at kulturen kan blive forandret. 

Samtidig peger Anni Pilgaard på at øge fokus på krænkelser på DSR’s egen uddannelse af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljø, så de sammen med arbejdsgiverne bliver bedre til at håndtere den slags sager. Og har den lokale tillidsrepræsentant svært ved at håndtere sagen, er der både en fællestillidsrepræsentant og den lokale DSR-kreds at gå til.

”Det er vigtigt, at vi tager godt hånd om de krænkede og ikke krænker dem endnu en gang i et misforstået hensyn til ikke at ville have konflikter på afdelingerne. Der er brug for en indsats både fra DSR og fra ledelserne,” siger Anni Pilgaard.

Læs også: "Jeg tror slet ikke, folk forstår, hvad det betyder at blive krænket"