"Jeg tror slet ikke, folk forstår, hvad det betyder at blive krænket"

"Jeg er forelsket i dig. Jeg kan ikke tænke på andet end dig. Dine øjne er så ... Jeg vil bare knalde med dig.” 

Sådan lød begyndelsen på det, der kunne være stoppet som en helt almindelig, uigengældt forelskelse. Måske havde det været en smule akavet efterfølgende. Men dog til at komme videre fra. 

I stedet endte det som et personligt mareridt for sygeplejersken Johanne, fordi hverken ledelse eller fagforening formåede at hjælpe hende, da hendes faglige leders forelskelse i hende ikke stoppede, men i stedet udviklede sig til seksuel chikane.

Den indledende episode udspillede sig, da Johanne og hendes faglige leder var på vej hjem i bil fra det to-dages-seminar, de havde været på som del af et nystartet landsdækkende projekt inden for sundhedsvæsenet.

”Jeg var så glad. Projektet gav så meget mening, og jeg følte mig heldig. Det gav mig mulighed for at dygtiggøre mig og på sigt få nogle bedre arbejdsopgaver,” fortæller Johanne.

Men på vej hjem i bilen bliver den faglige leder eksplicit og siger, at han havde håbet, at seminaret vil have udmundet i en affære med Johanne. 

Da hun afviser, siger han, at han er besat af hende og ikke kan tænke på andet end hende. Han fortæller også, at grunden til at han specifikt havde bedt om at få Johanne med på projektet, var fordi at han ville ”knalde med hende”.

Det er det, der i et senere referat til Johanne – skrevet af den faglige leders overordnede – hedder, at den faglige leder finder, ”at du er en sød og charmerende kvinde, og at han fremfor alt er lidt betaget af dit både personlige og faglige engagement”. Og videre, at han ville ”lodde stemningen for dine eventuelle ønsker om et intimt samvær af seksuel karakter”. 

I bilen forsøger Johanne at tale de seksuelle opfordringer ned. Hun siger nej tak og understreger, at hun er lykkeligt gift. Hun foreslår den faglige leder, at det er den medicin, han tager, der får ham til at sige de ting, han siger. Forsøger i det hele taget at hjælpe ham til at bakke ud af det, han lige har sagt, med sin værdighed i behold. 

For det føles pludselig ubehageligt at sidde fastspændt i en bil, hvor man ikke selv, hverken mentalt eller fysisk, har rattet.

”Jeg sad i en lukket bil med ham i flere timer og sagde nej igen og igen. Det var dybt grænseoverskridende. Især fordi han var min faglige leder.”

Da han sætter hende af på hendes hjemadresse, spørger han igen, om hun ikke nok vil overveje en affære.

System bør handle på uretfærdighed

Johanne har nøje overvejet, om hun skulle fortælle sin historie i Sygeplejersken. Om det var værd at rippe op i de gamle sår og finde sagsmappen frem med hendes arbejdsskadesag om seksuel chikane, som hun ligesom oplevelsen har stuvet ind i det bageste hjørne af et skab i soveværelset. 

Når hun trods sine betænkeligheder alligevel har valgt at fortælle sin historie, er det fordi hun ønsker at råbe op om, at det system og den ledelse, der skal hjælpe dem, der bliver udsat for seksuel chikane, ikke altid fungerer og ikke altid sørger for, at retfærdigheden sker fyldest.

”Vi går alle rundt og tror, at hvis der sker en uretfærdighed, så har vi systemer i Danmark, der hjælper os. Det er sådan, vi er flasket op. Men det er ikke sådan, det er,” siger Johanne.

Mudret ledelse

Da Johanne kommer tilbage på afdelingen, beslutter hun sig for at informere sin egen leder om det, der er sket.

”Hun griner bare lidt af det, og siger, at det jo ikke er sket på arbejdspladsen. Jeg insisterer på, at det er sket i arbejdsøjemed og at hun skal vide det, så hun har mulighed for at handle, hvis det ikke stopper. Men hun verfer det bare af.”

Og det stopper ikke.

”Han kigger efter mig med hundeøjne. Jeg prøver at opføre mig normalt. På et tidspunkt ringer han ligefrem til mig, mens jeg er på arbejde og har en patient. Han siger, at han ikke kan tænke på andet end mig, og om jeg ikke nok vil overveje den affære.”

Johanne afviser ham igen.

Den episode indgår også i det efterfølgende referat af en samtale mellem den faglige leder og dennes overordnede. Her hedder det om telefonopkaldet, at den faglige leder: ”ønskede at efterspørge om du havde en interesse i at udbygge jeres relation.”

Taget af projekt

Kort tid efter informerer den faglige leder Johanne om, at han har trukket afdelingen ud af det landsdækkende projekt. Det bliver dråben for Johanne.

”Jeg bliver rasende og siger det til min afdelingssygeplejerske, som siger, at sådan er det. Det er noget, den faglige leder bestemmer.”

”Jeg bliver så vred, at jeg skriver en mail til ham og alle de øvrige ledere om, hvad jeg har gjort mig af tanker om vores arbejdsplads, og hvad der ikke fungerer.”

Det provokerer den faglige leder, som sender Johanne en rasende sms og senere giver hende en skideballe. 

”Samtidig med at han skældte mig ud, var han også kælen og snakkede igen om, at han var forelsket i mig.”

”Resten af dagen husker jeg ikke særlig godt,” siger Johanne. 

”Det var virkelig klamt, og jeg kunne slet ikke være i det.”

Hun får en snak med sin tillidsrepræsentant og bliver sygemeldt. 

”Min første reaktion er, at jeg vil sige op. Men min tillidsrepræsentant overtaler mig til, at det skal jeg ikke gøre. I stedet skal vi tale med HR-afdelingen, som bakker op om sygemeldingen, og at jeg skal tage en pause fra arbejdet.”

Ja til fratrædelse

Der kommer til at gå tre måneder, hvor Johanne venter på et møde med hospitalets topledelse, som flere gange bliver udskudt.

”Jeg har ikke kontakt med min afdelingsledelse og får at vide, at mine kollegaer har fået mundkurv på og at de ikke må sige noget. Jeg føler mig isoleret og bliver mere og mere psykisk dårlig. Jeg er trist, kan ikke gå en dag uden at græde.”

Det, der begynder med at både tillidsrepræsentant og HR tager sagen alvorligt og sender hende hjem, ender som en fuser. 

Undervejs ændrer historien sig. Nu forlyder det, at det ikke længere er den faglige leder, der har stoppet projektdeltagelsen, men lederen over ham, der har truffet beslutningen.

Ingen har taget referater, så det er ord mod ord. Derfor vurderer Dansk Sygeplejeråd også, at sagen ikke er stærk nok til, at de kan føre den.

”Men jeg ville hellere have, at de havde kæmpet kampen. Og tabt,” siger Johanne.

”Jeg føler, at jeg bliver krænket igen og igen. Og jeg synes, det er grotesk, at hverken tillidsrepræsentant eller afdelingssygeplejersker tager referater.”

”Ledelsen begynder at snakke om, at jeg skal tilbage på arbejde, og om at vi kan finde en måde, hvorpå han og jeg mest muligt kan undgå hinanden. Men det ville være umuligt. De siger, at jeg skal komme med et forslag til, hvordan jeg kan være i det.”

Til sidst ender hun med at takke ja til en fratrædelsesordning. 

Vandt arbejdsskadesag

Johanne vælger forholdsvis tidligt i forløbet at anmelde sexchikanen som en arbejdsskadesag, selvom hendes arbejdsgiver fraråder det. En sag som hun vinder.

I afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring står bl.a., at hun har været ”udsat for relevante arbejdsmæssige belastninger i forhold til at udvikle sygdommen ”uspecificeret belastningsreaktion” ved bl.a. at være udsat for verbale tilnærmelser og tilbud om sex fra en ansat på din afdeling, som havde faglig ledelsesrolle”. 

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at beskrivelsen er troværdig og belastningen sandsynliggjort.

Hyr en advokat

Hvis Johanne skulle give andre i hendes situation et godt råd, er det at hyre en advokat.

”Jeg fik ikke den rigtige vejledning eller støtte til, hvordan jeg skulle håndtere processen. Jeg synes, at selv tillidsrepræsentanterne er sølet for meget ind i systemet. De har også noget at tabe, og deres rolle er også at være diplomatiske. De har ingen sanktionsmuligheder. Jeg oplevede det som et kartel, hvor det er regionen, der har magten. Jeg kunne blive ekskluderet fra at få job andre steder, fordi lederne taler sammen på tværs,” siger Johanne, der har hørt gentagne historier om, at man kan blive blacklistet og have svært ved at finde andet arbejde i sin region, hvis man offentligt har kritiseret sin ledelse.

Offer må gå, mens krænker bliver

”Når jeg kigger tilbage på, hvordan det hele endte, ville jeg ønske, at jeg bare havde sagt op. Det havde nok været bedre for mig. I stedet for at gennemgå den nedrangering af mig som menneske. Den kamp, jeg har taget, har intet givet mig. Jeg er kun blevet mere og mere krænket. Den eneste, sagen har fået konsekvenser for, er mig selv,” siger Johanne.

”Hvis man ikke har prøvet at blive krænket, som jeg har, aner man ikke, hvad det er. Det rykker ved ens inderste selvopfattelse,” fortæller Johanne, som blev syg med en akut belastningssygdom.

Hun håber, at hendes historie kan være med til at råbe systemet op.

”Når der sker noget uretfærdigt, skal der handles på det. Det er hamrende urimeligt og forkert, at det var mig, der måtte gå og ikke ham. Krænkeren bliver, og offeret må gå.”

”Jeg håber inderligt, at min historie på en eller anden måde bidrager til en indsigt for nogen, der kan påvirke systemet til en mere værdig behandling af ofre for sexchikane.”

I dag har Johanne forladt sundhedsvæsenet og har et job, hun er glad for. 

Artiklen bygger på Johannes historie og på de dokumenter, hun har vist Sygeplejersken, bl.a. afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og det referat, den faglige leders overordnede laver af en samtale, han har med den faglige leder.

Johanne er et pseudonym, da hun har ønsket af være anonym.

Læs også: Dansk Sygeplejeråd mener: "Vi skal tage bedre hånd om de krænkede"

Læs tema om sexchikane i Sygeplejersken nr. 13/2020