Sygeplejersken
Sygeplejersker styrker sundheden fra byrådssalen
Over hele landet er sygeplejersker aktive i kommunal- og regionalpolitik. De er med til at gøre sundhedsvæsenet bedre, hvor de er. Sygeplejersken har talt med tre af dem. De så gerne flere sygeplejekolleger i lokalpolitik til at skabe flere gode resultater.
Sygeplejersken 2021 nr. 1, s. 58-63
Af:
Kristine Andersen, journalist
"Jeg husker første gang, jeg besøgte vores Center for Rehabilitering. Jeg fik helt ondt i maven, da jeg kom ind. Rehabiliteringscentret er lidt som et lille hospital med nogle virkeligt dårlige borgere. Det er psykisk syge, demente, kræftpatienter og komplekse diabetespatienter. De har alle mulige former for komplikationer. Her var ansat én sygeplejerske i dagtiden. Ellers var det kun social- og sundhedshjælpere. Ingen læger, ingen bioanalytikere og ingen sygeplejersker om natten.”
Sådan fortæller sygeplejerske Matilde Powers om sit første besøg på stedet i 2018. Hun var lige blevet valgt til byrådet i Furesø Kommune for Socialdemokratiet og blev med det samme udpeget til formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv.
”Det var lige på og hårdt. Så jeg satte mig for at finde ud af, hvordan vi driver området i Furesø Kommune, og hvad jeg ville forandre. Derfor tog jeg som det første på en dags praktik i alle de institutioner, som hørte under mit område.
For at forstå, hvad vi var derude,” fortæller den 38-årige sygeplejerske og politiker.
Det, der mødte hende i rehabiliteringscenteret, slog hende både personligt og fagligt.
”Vi har et kæmpe ansvar for fagligheden, og jeg blev virkelig bekymret for borgerne. Og sker der fejl, er det jo os politikere, der skal stå på mål for det,” siger Matilde Powers.
Derfor begyndte hun straks at arbejde på at få ændret forholdene på rehabiliteringscentret. Og det har hun fået politisk opbakning til i byrådet.
”Siden har vi prioriteret at få ansat en læge og nogle flere sygeplejersker. De er meget glade derude, fordi der er kommet en helt anden faglighed på stedet. Og så er patienternes indlæggelsestid på stedet halveret,” siger Matilde Powers.
Dengang betalte kommunen mange penge for patienter, der lå på hospitalet, selvom de var udskrevet, fordi kommunen ikke havde nogen pladser til dem.
”Indsatsen på rehabiliteringscenteret betød, at vi nu havde plads til at tage imod patienterne. Så nu sparer vi også penge, fordi vi ikke længere skal betale dyre ventedage.”
Flere sygeplejersker, flere sejre
Sygeplejersker landet over bruger deres stemme i lokal og regional politik, og Matilde Powers er en af dem. Hendes
historie er et eksempel på, hvordan det er lykkedes for hende, med afsæt i sin faglighed som sygeplejerske, at være med til at ændre nogle forhold inden for sundhedsvæsenet til det bedre for både borgere og økonomi. Men hun gad godt, at hendes stemme var en del af et kor.
”Jeg ville ønske, at flere sygeplejersker gik ind i politik, så vi var flere, der sammen kunne tale sagen. Så er det ikke altid så afgørende hvilket parti, man kommer fra,” siger hun.
Hun mener, at de sundhedsfaglige stemmer kan gøre en stor forskel, når man skal prioritere, hvordan kommunens penge skal fordeles. Ikke mindst i en tid, hvor der kommer flere og flere sundhedsfaglige opgaver i kommunerne.
”Problemet er, at alt er bundet op på økonomi. Hvis vi bruger penge et sted, tager vi det fra noget andet. Så det er hele tiden en kabale, der skal gå op. I det spil handler det om, hvem der kan argumentere bedst. Jeg har en kæmpe fordel med min baggrund, når det handler om sundhedsområdet. Mange oplever det som stort og kompliceret. Der er mange fagtermer, og det er svært at forstå systemet. Når man har det sådan, er det også svært at pege på gode forandringer. Så vi ville komme længere, hvis vi var flere, der havde det kendskab,” siger Matilde Powers.
Afværgede besparelser på rengøring
Marie-Louise Brehm Nielsen er sygeplejerske og medlem af byrådet i Lolland Kommune på tredje periode, opstillet for lokallisten ’Din stemme’. Hun ønsker sig også flere sygeplejersker blandt sine byrådskolleger.
”Det kunne give lidt mere medløb, hvis vi var flere. For man kan ikke tage fagligheden ud af en sygeplejerske. Det kommer til udtryk i de politiske kampe, man tager,” siger Marie-Louise Brehm Nielsen.
Hun oplever ligesom Matilde Powers, at hun kan være med til at gøre en forskel. Især inden for sundhedsområdet. Hun giver et eksempel på en af de sager, hvor hun er stolt over, at hun med sin sygeplejefaglige baggrund har fået indflydelse som politiker.
”Det handler meget om at spare penge her på Lolland. Sidste år fremlagde embedsværket et sparekatalog, hvor de ville skære ned på rengøringen, så de ældre på plejecentrene kun ville få gjort rent hver tredje uge i stedet for hver anden uge,” fortæller Marie-Louise Brehm Nielsen og fortsætter:
”Da jeg så det, tænkte jeg, at det kommer til at føre til endnu flere udgifter. Vi ved alle, at hygiejnen på plejecentrene i forvejen ikke er i top, så det mente jeg ikke kunne forsvares. Og her var det dejligt med en faglig indsigt. Jeg fik overbevist de andre i byrådet om, at det ikke ville være forsvarligt. Så det fik jeg stoppet.”
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Rekordfald i genindlæggelser
Pia Buus Pinstrup er sygeplejerske og medlem af byrådet i Vesthimmerlands Kommune på tredje periode og medlem af regionsrådet på første periode. Opstillet for Det Konservative Folkeparti.
”Mine kolleger internt i partiet spørger ofte: ”Hvad siger sygeplejersken til det?” De vil gerne have mit faglige syn på sagen, og jeg tager gerne sygeplejerskekasketten på. Den har jeg altid været stolt af,” siger Pia Buus Pinstrup.
Hun har i alle sine 11 år som byrådsmedlem siddet i sundhedsudvalget, hvor hun bl.a. har været med til at løfte hele plejehjemsområdet.
”Jeg har været med til at beslutte, at alle plejehjem skal have en sygeplejerske ansat. Det var der flertal for i byrådet. Men der var bekymring for, hvordan vi kunne nå i mål, da det jo ville være dyrere i drift,” fortæller Pia Buus Pindstrup, der dog ikke var i tvivl om, at det faglige løft kunne betale sig.
”Det betød, at indlæggelsestal og genindlæggelser faldt markant. Og vi blev den kommune, hvor det faldt mest. Fordi der var mega meget fokus på det. Der kunne jeg ikke lade være med at sige: ”Hvad sagde jeg – det betaler sig at hæve fagligheden. Det flytter noget for borgerne”,” smiler Pia Buus Pindstrup.
Genindfører aftenåben skadestue
Ved valget i 2017 stillede Pia Buus Pinstrup også op til regionsrådet i Region Nordjylland og blev valgt. Her udnytter hun også sit faglige kendskab – på godt og ondt.
”I forbindelse med budgetaftalen i regionen i år skulle vi have lavet nye lægevagtaftaler, og i Nordjylland gav det anledning til at lave en ny struktur. Den lægevagt, vi havde i min kommune, blev fjernet. Jeg kunne godt have valgt at stemme imod, men fagligt syntes jeg, der var for lidt aktivitet til, at det gav mening,” fortæller hun og fortsætter:
”Så min faglighed gjorde, at jeg stemte for. Det kan godt være, jeg får skældud for det lokalt. Men jeg synes, at alle skal behandles lige. Hvis det kræver, at man må til Aalborg, så må det være sådan. Vi mangler læger, så det gælder også om ikke at belaste dem, vi har. Men det var svært.”
Det gav hende dog et godt udgangspunkt for at forhandle en anden mærkesag, der gik på at få genindført aftenåben på skadestuen på Farsø Sygehus, som blev nedlagt i forbindelse med budgetaftalen det første år, hun sad i regionsrådet.
”Jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke fik noget på skadestuen, ville jeg ikke være med i budgettet i år. Og det lykkedes,” siger Pia Buus Pinstrup.
Vi har spurgt to forskere i lokal og regional politik, hvilken betydning ens faglige baggrund har for ens politiske succes. Men begge svarer, at det ikke er et emne, der er blevet forsket i. De tre sygeplejersker er dog ikke i tvivl om, at de med deres baggrund kan gøre en forskel for borgerne gennem deres politiske stemmer. Det viser deres eksempler også.
De tror, at de vil kunne nå endnu længere, hvis der var flere sygeplejersker og andre sundhedsfagligt uddannede i lokalpolitik.
Læs også
Politik kræver faglige kompromiser
Matilde Powers
Tro på dig selv. Brug din faglighed, når du argumenterer, og hold fokus på det, du vil ændre.
Nogle kan være bange for jargonen i politik. Men besvar angreb med kærlighed, så går luften af ballonen.
Pia Buus Pinstrup
Bare kast dig ud i det. Lad være med at tænke på, om du gør det godt nok. Man lærer hurtigt teknikaliteterne.
Og der er brug for dig. Valgkamp kan virke afskrækkende, men den er ikke det samme som det politiske arbejde. Vær dig selv, vær sygeplejerske, vær velargumenteret og vær ikke bange for at gå i dialog.
Marie-Louise Brehm Nielsen
Brug din faglighed. Så er det svært for din modpart at argumentere imod.
Du skal ikke vide alt. Start med at kaste dig over det, der interesserer dig.
Læs også
Politik kræver faglige kompromiser