Patienten blomstrede op, da en del medicin blev seponeret

Plejehjemsbeboere lever i gennemsnit lidt mere end to år efter indflytning. Trods det, får mange ældre på plejehjem ofte store mængder forebyggende medicin. Tilbageholdenhed over for emner som restlevetid og behandlingsstop er en del af forklaringen, siger forsker om paradokset.
”Mange beboere får lige vel rigeligt medicin. I samarbejde med lægen ser vi på, om der kan justeres i dosis eller om noget kan seponeres. Det gør vi allerede ved indflytning, men det er et kontinuerligt fokuspunkt,” siger Jeanette Hjermind.
Foto. Nikolaj Linares

En netop indflyttet beboer på Sophienborg Plejehjem i Hillerød havde ikke rigtigt kontakt til omverdenen.

Den ældre kvinde befandt sig i en zombie-lignende tilstand, forklarer sygeplejerske og plejehjemsleder, Jeanette Hjermind.

En snak med beboeren om hendes ønsker ledte til en medicingennemgang, hvor en del lægemidler blev forsøgt seponeret. Resultaterne var slående. 

”I dag er hun en helt anden kvinde. Hun er blomstret op, hun er glad, hun er med. Hun har meget større livskvalitet. Det ser vi bare gang på gang,” fortæller Jeanette Hjermind. 

Medicinforbruget stiger på plejehjem

Det ovenstående er et godt eksempel på, hvilke fordele et kritisk blik på plejehjemsbeboeres medicinlister kan give. Men for langt de fleste ældre går det den anden vej med medicinindtaget, når de flytter ind på plejehjem. 

Postdoc og farmaceut Carina Lundby har kortlagt medicinforbruget blandt knap 5.200 danske plejehjemsbeboere.

Hendes forskning viser, at ældre ved indflytning på plejehjem i gennemsnit får seks lægemidler i døgnet. Efter indflytning stiger tallet til otte. 

”Her skal man huske, at otte lægemidler ikke er det samme som otte piller. Det kan være 15-25 tabletter i alt,” Carina Lundby. 

På beboernes medicinlister ser man bl.a. smertestillende, blodtrykssænkende medicin og antidepressiva.

Carina Lundbys forskning viser, at den gennemsnitlige restlevetid for plejehjemsbeboere er lidt mere end to år efter indflytning.

Kun 37 pct. er fortsat i live efter tre år. Alligevel er hver tredje plejehjemsbeboer ved indflytning i forebyggende behandling mod forhøjet kolesterol. 

”Men man skal være i behandling i flere år, før man kan tale om en forebyggende effekt. Og så må man spørge, om det overhovedet giver mening på et plejehjem,” pointerer Carina Lundby. 

Frygt for at fjerne håbet 

Kulturelt er det tabubelagt at tale om døden, og Carina Lundbys forskning i barrierer for afmedicinering viser da også, at nogle sundhedsprofessionelle er tilbageholdende med at at tale om at reducere eller stoppe medicinsk behandling. 

”Det handler om en frygt for at give beboere og pårørende en følelse af, at alt håb er ude og at deres gamle mor er blevet opgivet,” siger Carina Lundby og fortsætter:

”Men her er det altså vigtigt at sige, at de fleste plejehjemsbeboere godt ved, hvor de er henne i livet. De ved godt, at plejehjemmet er sidste stop, og de vil gerne tale om det.”

Leve længst eller bedst muligt?

Carina Lundbys interviewstudier med plejehjemsbeboere viser til gengæld, at mange ikke ved, hvilken og hvor meget medicin de får.

For ældre, der i mange tilfælde ikke selv administrerer deres medicin, kan det være svært at sætte spørgsmålstegn ved, om det giver mening at fortsætte. 

Ofte kæder de heller ikke eventulle bivirkninger sammen med deres medicinindtag. Eksempelvis den tågede kontakt til omverdenen, som kvinden på Sophienborg Plejehjem oplevede, er karakteristisk for mange plejehjemsbeboere.

”Nogle tror bare, det følger med det at være gammel og syg,” siger Carina Lundby.

Hendes studier viser, at mange plejehjemsbeboere gerne vil tale om muligheden for at tage mindre medicin. Men en del kan ikke mindes, at de er blevet spurgt, og mange er ikke klar over, at det er en mulighed.

Det understreger vigtigheden af den opgave, sygeplejersker og andet plejehjemspersonale har i forhold til at tale med beboerne eller deres pårørende om, hvad deres ønsker for resten af livet er, siger hun.

”Ønsker de at leve længst muligt? I så fald giver det mening at forebygge og behandle så meget som muligt. Men hvis det vigtigste for dem er at have bedst mulig livskvalitet og at få minimeret bivirkninger og opretholde et godt funktionsniveau, så vil det i mange tilfælde give mening at revurdere medicinlisten,” siger Carina Lundby.

Sygeplejersker kan åbne samtalen

Med en baggrund som kvalitetskonsulent og risikomanager på Bispebjerg Hospital ligger patientsikkerhed og hensigtsmæssig medicinering på rygraden af Jeanette Hjermind og dermed også på resten af Sophienborg Plejehjems personale.

”Hver gang der er en hændelse, hvis en beboer eksempelvis falder, laver vi en analyse af beboerens situation. Handlede det om dårlige briller? Eller kunne der være noget på medicinlisten, der forårsager svimmelhed og øget faldtendens?” siger Jeanette Hjermind og fortsætter:

”Man skal være kritisk og nysgerrig på roden til problemet, frem for blot at tilføje endnu et lægemiddel. Den tilgang sparer beboerne for enormt meget medicin,” siger hun og understreger, at sygeplejerskerne i hendes optik har et stort ansvar i den forbindelse.

 ”Vi kan åbne samtalen. Vi kan inspirere både beboere, pårørende og lægerne til at få kigget på de medicinlister. Det er klart, at det skal ske i samarbejde med patientens læge, men i de fleste tilfælde er det initieret af os.” 

 

Emneord: 
Farmakologi