Studerende i praksis: "Tre et halvt års hårdt arbejde og slid er snart ovre ... "

Vi er ved at være ved vejs ende. Der, hvor man endelig kan se lyset for enden af tunnelen.

Tre et halvt års hårdt arbejde og slid er snart ovre, og om blot tre måneder kan jeg kalde mig sygeplejerske.

Det er på alle måder en fantastisk følelse, men samtidig også en skræmmende følelse.

For med titlen følger ansvar. Jeg kan ikke længere trække studerendekortet. 

I tre et halvt år har jeg observeret, afprøvet, lært og fejlet.

Selvom jeg igennem hele uddannelsen har arbejdet frem mod dette øjeblik og særligt i det sidste studieår fået indblik i det kommende virke, tror jeg ikke, man helt kan forberede sig på den virkelighed, der rammer en på den anden side.

Mange afdelinger kører med fænomenale introforløb og mentorordninger det første stykke tid som nyuddannet.

Men hvordan forbereder jeg mig egentlig? Jeg ved jo ikke, hvordan det er, før jeg står i det.

Og det uvisse skaber grundlag for et hav af tanker, som ”kan jeg nu finde ud af det?” samt ”hvad vil jeg egentlig?” og ”hvad hvis jeg skifter mening ift. speciale?” 

Nogle er sikkert helt afklarede med hvilket speciale, de foretrækker, og har formentlig haft den afklaring længe.

Andre, som mig selv, er kommet i tvivl efter den sidste, kliniske del, hvor jeg fik øjnene op for et speciale, jeg ellers ikke havde haft i tankerne. 

En kæmpe fordel ved sygeplejefaget er, at der er så mange muligheder: primær sektor, sekundær sektor, psykiatri, administration, børn og ældre.

Der er noget for alle og gudskelov for det. Men jeg ser det også som en ulempe, for der kan også blive for mange valgmuligheder for den helt grønne sygeplejerske.

Hvad skal jeg vælge? Og hvis jeg så beslutter mig for et speciale, er jeg så fanget dér, eller kan jeg tillade mig at sige op efter få måneder, hvis det nu ikke helt var det alligevel?

Jeg finder i hvert fald ikke ud af det, før jeg prøver det. Én ting, der er værd at huske på som nyuddannet sygeplejerske, og som jeg tager med mig videre fra samtlige af mine færdiguddannede kollegaer, er, at jeg ikke kan være god til det hele fra starten.

Læring er en kontinuerlig proces, og jeg glæder mig til at forsætte min læring som autoriseret sygeplejerske.

Jeg er taknemlig for at have fået lov til at dele mine tanker her på siden gennem de sidste par år og ønsker alle kommende sygeplejersker held og lykke med uddannelsen.

Hvor der er vilje, er der vej, siger et gammelt ordsprog. 

Terese Klausen er 7. semester-studerende på Københavns Professionshøjskole.