Internationale forlag tjener stort på dansk forskning

200 mia. kr.
 Så meget omsatte den videnskabelige publikationsbranche for på verdensplan i 2019 ifølge deres egen brancheforening STM (Association of Scientific, Technical and Medical Publishers).

Sundhedsvidenskabelig forskning tegner sig for knap 50 pct. af omsætningen, som igen stammer fra publicering af videnskabelige artikler og lærebøger skrevet af sygeplejersker, læger og andre forskere på området. 

Efter et lille dyk i pandemi-årene ventes omsætningen at nå de 200 mia. kr. igen i 2023. Det placerer branchen i samme økonomiske liga som den internationale musikbranche og Netflix.

Elsevier, Springer Nature, Wiley, Francis & Taylor og SAGE udgør branchens ’Big five’, som tilsammen sidder på mere end halvdelen af markedet. De har tusindvis af tidsskrifter under sig, hvoraf mange også er kendte i Danmark, f.eks. Journal of Advanced Nursing og Nursing Open.

Branchen genererer tårnhøje overskud til deres aktionærer. Deres profit-margin – altså den procentdel af deres omsætning, som er rent overskud – varierer, men det er ikke ualmindeligt med en profitmargin på mellem 20 og 30 pct. Omkring en fjerdedel af omsætningen – nogle gange mindre, nogle gange mere – er således overskud.

F.eks. havde Springer Nature i 2021 en profitmargin på 3,3 mia. kr. Og det er et marked i vækst. Antallet af artikler vokser årligt med 5-6 pct., mens antallet af nye tidsskrifter stiger med 2-3 pct.

Charlotte Wien, professor i forskningskommunikation ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet, forklarer:

”I takt med digitaliseringen i begyndelsen af 00’erne begyndte videnskabelig publicering for alvor at blive big business. Forlagenes publiceringsomkostninger forsvandt eller faldt drastisk. Digitale tidsskrifter kunne nu produceres og distribueres på no time for ingen penge, og så blev videnskabelig publicering pludselig en guldrandet forretning, fordi råvaren leveres gratis.”

Forskere arbejder gratis

Råvaren er nemlig videnskabelige artikler, som bl.a. danske sygeplejersker selv skriver, og som bygger på data og studier, som sygeplejerskerne har udført for skattekroner eller private fondsmidler.

Når de videnskabelige artikler skal kvalitetssikres inden offentliggørelse ved såkaldt fagfællebedømmelse, også kaldet peer-review, foregår det også omkostningsfrit for forlagene, da forskerne bedømmer hinandens artikler kvit og frit. 

En opgørelse fra forlagenes egen branche­organisation STM viser, at der i 2016 blev lavet 13,7 mio. fagfællebedømmelser for at publicere 2,9 mio. artikler.

Hver fagfællebedømmelse tager i gennemsnit ni arbejdstimer, og den anslåede arbejdsløn pr. artikel er ca. 11.000 kr. Ifølge opgørelsen bedømmer hver forsker otte artikler om året. 

”Det svarer til, at 65.000 fuldtidsansatte professorer ikke laver andet end at fagfællebedømme hele året. Og tiden går jo fra forskernes egen forskningstid.

Knap 70 pct. af alle fagfællebedømmelser foretages af forskere i Vesteuropa, Nordamerika, Australien og Japan. Jeg tænker, at det er godt for forskningskvaliteten men skidt for de vestlige forskere, der bruger urimeligt meget tid på usynligt arbejde,” forklarer Charlotte Wien.

Når man får publiceret sin forskning i et tidsskrift, ejer tidsskriftet også artikel og forskningsdata. Forskeren frasiger sig den såkaldte copyright, hvilket i praksis betyder, at forskeren ikke må videreformidle artiklen inklusive tabeller og figurer med mindre, tidsskriftet giver tilladelse hertil. 

”Tidsskrifterne siger, det er for at beskytte forfatterne, men jeg har svært ved at se, hvordan man beskytter forfatterne ved at tvinge dem til at overdrage deres ophavsret til forlagene. Jeg kan få en bøde, hvis jeg downloader og deler en artikel eller bruger den i min undervisning uden tidsskriftets tilladelse,” fortæller Charlotte Wien. 

Illustration: Mikkel Henssel

70.000 kr. for at publicere 

Udover gratis råstof og arbejdskraft tjener forlagene primært penge på to andre måder. Først og fremmest på licens- og abonnementsaftaler med bl.a. uddannelsesinstitutioner, biblioteker og hospitaler. 

F.eks. betaler danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner hvert år omkring 300 mio. kr. til videnskabelige forlag for licenser til publikationer og databaser. Aftalerne forhandles centralt via Det Kgl. Biblioteks nationale licenskonsortium, som forhandler og administrer licensaftaler med næsten 70 forlag på vegne af en række danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner, herunder universiteterne.

Til sammenligning løber udgifterne til en færdiguddannet ph.d. op i knap 2 mio. kr. alt inklusive. 

Regions- og universitetshospitalerne er via forskellige licensaftaler med Det Kgl. Bibliotek med i ovennævnte aftaler, men regionerne har også individuelle aftaler med nogle forlag og tidsskrifter, så medarbejderne kan tilgå videnskabelige artikler her.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der er adgang til alle artikler, da sygeplejersker kan støde på betalingsmure, der gør, at kun et resume er tilgængeligt.

Sidst men ikke mindst er det lykkedes forlagene at skabe sig en indbringende forretning på det forholdsvis nye publiceringssystem ’Open Access’, hvor artiklerne ligger frit tilgængelige for offentligheden på internettet med det samme eller efter en embargoperiode, men hvor forskerne omvendt har betalt et såkaldt ’Article Processing Charge’ (APC) for at få artiklerne udgivet.

Omkring syv pct. af forlagenes omsætning stammer pt. fra Open Access. Nogle af de mest prestigefyldte tidsskrifter som The Lancet tager op til 70.000 kr. for én artikel, men det er ikke ualmindeligt at skulle af med 10-15.000 kr. pr. artikel, hvis man som forsker ønsker at publicere i Open Access og dermed sikre sig, at ens forskning kan tilgås af alle.

Burde komme alle til gode

Flere sygeplejersker, som Sygeplejersken har talt med, er bekendt med forholdene i den videnskabelige publikationsbranche på godt og på ondt. Deriblandt klinisk sygeplejespecialist, post.doc. og forsker Mette Linnet Olesen fra Afdeling for Kvindesygdomme på Rigshospitalet:

”Der er noget grundlæggende forkert i, at de store internationale forlag tjener store summer på at formidle viden, som skal komme patienterne til gode. Viden, som vi forskere har genereret, og som allerede er betalt af samfundet og fonde. Og så arbejder vi gratis oven i, det er absurd teater.” 

Mette Linnet Olesen har ikke selv betalt for at få publiceret artikler via Open Access af den simple årsag, at hun ikke har økonomi til det. I stedet går hun efter tidsskrifter, hvor det er gratis at publicere, f.eks. European Journal of Oncology Nursing eller Scandinavian Journal of Caring Sciences. Men her ligger artiklerne bag betalingsmur og er ikke frit tilgængelige for alle. 

”Det, synes jeg, grundlæggende også er forkert. Forskning genereret af offentlige midler og fonde skal komme alle til gode. Der er ulighed i sundhed også på verdensplan, og al viden burde komme alle til gode. Det er helt tosset.”

Det er også en tidskrævende proces. Det tager tid at finde det rette tidsskrift, tid at få artiklen antaget, hvilket ikke altid lykkes i første omgang, og efter antagelse er næste tidsrøver den tidligere omtalte fagfællebedømmelse. 

”Jeg har lige haft en artikel til peer-review, hvor processen løb over 9 måneder. Som ph.d.-studerende havde jeg en artikel i review, som tog næsten 1 år. Ny viden forsinkes i at komme ud. Og jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor det skal tage så lang tid.”

Caption 

Publikation i Open Access er godt – især for modtagerne mener seniorforsker ved Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital Lene Seibæk (TV): ”Men det er dyrt,” siger hun, her sammen med kollegaen Jeanette Pedersen.

Attribution 

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Tidsskrifter sander til 

Som seniorforsker ved Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital er sygeplejerske og professor Lene Seibæk især optaget af, at hendes forskning kommer ud og gør gavn hos sygeplejerskekollegerne i klinikken.

Hun publicerer derfor også i fagtidsskrifter som Sygeplejersken og i lærebøger, der dog ikke tæller meget, når hun som forsker skal bedømmes for sin videnskabelige produktion. 

Hun har også adskillige gange prøvet kræfter med den tidskrævende proces, det er at få publiceret artikler gratis i videnskabelige tidsskrifter:

”Der findes en lang række tidsskrifter, det er gratis at publicere i, men de bliver oversvømmet af artikler. Det kan tage op til 1 år at få bedømt og publiceret en artikel, fordi tidsskrifterne sander til.”

Lige som mange andre forskere finder Lene Seibæk selve princippet om Open Access-publicering godt.

Hun er også tilknyttet Institut for Sundhed og Natur ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og når hun publicerer forskning med relevans for sundhedsvæsenet i Grønland, går hun altid efter et tidsskrift med Open Access, fordi kollegerne mod nord – som mange andre steder i verden – ikke har råd til at købe adgang til f.eks. Elseviers tidsskrifter. 

”Her er Open Access som udgangspunkt fantastisk. Men det kræver omvendt, at man som forsker har 10-15.000 kr. til publicering af artiklen, og det er langt fra tilfældet for alle,” fastslår hun.

Caption 

Annesofie Lunde Jensen mener, at de store internationale forlag burde have løn og omkostninger dækket. Hun er formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker, der arbejder med udvikling og forskning.

Attribution 

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Forskere med midler formidler mest 

Annesofie Lunde Jensen er klinisk sygeplejespecialist, forsker og lektor ved Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital. Også hun ser fordele ved Open Access, for forskningsresultaterne skal helst nå ud til så mange som muligt.

Når Annesofie Lunde Jensen søger forskningsmidler, hvilket er en tidskrævende proces, søger hun derfor også midler til publicering, da hun som alle andre forskere ikke kan være sikker på at få optaget artiklerne gratis i tidsskrifter med mulighed for det. 

”Men på den måde kan Open Access medføre, at det er forskere med midler, der kommer til at publicere mest frem for, at det er de mest betydningsfulde resultater, der bliver publiceret,” siger hun. 

”Publicer i EU-regi, tak!” 

Står det til Mette Linnet Olesen, kunne al offentligt finansieret forskning med fordel publiceres i regi af WHO eller EU. 

”Open Access er som udgangspunkt genialt, for så kan alle, også folk i udviklingslande, der ikke har så mange midler, få adgang til forskning. Men det burde ikke ligge i regi af de store internationale forlag. Det burde ligge i EU- eller WHO-regi og være en meget mere demokratisk og transparant proces. Det er helt absurd, at det er blevet en international milliardindustri.”