Sygeplejersken
Mangelfuld vejledning sår tvivl hos studerende
Halvdelen af de sygeplejestuderende på 7. semester føler sig alene med ansvaret for at blive dygtige sygeplejersker. Hvis der mangler tid til refleksion og sparring i klinikforløbet, kan det have store konsekvenser, siger forsker Vibeke Røn Noer.
Sygeplejersken 2022 nr. 14, s. 44-47
Af:
Mai Rathje Skovgaard, journalist
SLS og DSR Analyse foretog en spørgeskemaundersøgelse blandt sygeplejestuderende i perioden den 22. april til den 5. maj 2022. 1.659 studerende deltog.
Undersøgelsen viser bl.a.:
- 39 pct. angiver, at de er enige eller overvejende enige i, at de oplever at stå alene med ansvaret for at blive en dygtig sygeplejerske. Af de studerende på 6. og 7. semester er andelen hhv. 48 pct. og 49 pct.
- 37 pct. er enige eller overvejende enige i, at de i perioder af deres praktik er blevet brugt som ekstra arbejdskraft uden fokus på læring. For studerende på 6. og 7.
- semester er andelen hhv. 35 pct. og 49 pct.
- 61 pct. er enige eller overvejende enige i, at de er bekymrede for, om de som færdiguddannede vil være godt nok klædt på til at løfte ansvaret som sygeplejerske. For de studerende på 6. og 7. semester er tallene hhv. 72 pct. og 76 pct.
Trine Løvenskjold var i praktik på et plejehjem på 2. semester af sygeplejerskeuddannelsen. Hun glædede sig til at prøve de ting af, hun havde lært i skolen, i praksis. Og til at suge masser af viden til sig om det fag, hun virkelig brændte for.
Men der gik ikke længe, før praktikforløbet skuffede. En uge efter hun var begyndt, sagde vejlederen op. Kort tid efter blev plejehjemmets anden sygeplejerske langtidssygemeldt.
Resten af personalet bestod af social- og sundhedsassistenter og hjælpere. Trine Løvenskjold og de andre praktikanter kontaktede deres skole. Skolen kontaktede kommunen, som så satte en uddannelseskonsulent til at tage sig af dem. Men konsulenten var ikke uddannet sygeplejerske.
”Det var virkelig et problem i forhold til de sygeplejefaglige ting, og det var jo det, vi var der for,” fortæller Trine Løvenskjold.
”Allerede der blev jeg i tvivl om, om jeg egentlig ville være sygeplejerske,” fortæller hun.
For mange kasketter
I dag går Trine Løvenskjold på 6. semester og er i praktik et sted, hun er rigtig glad for. Men generelt føler hun sig uheldig, når hun tænker tilbage på sine praktikforløb. På 4. semester var der ikke nogen klinisk vejleder, da der ikke var nogle sygeplejersker med den funktion tilbage på afdelingen.
”Så det med at få sparring på daglig basis og have refleksioner undervejs var der bare ikke noget af,” fortæller hun.
I Trine Løvenskjolds 5. semesterpraktik var der én vejleder til 10 studerende. Vejlederen var tilmed afdelingsleder på plejehjemmet. Det betød, at Trine Løvenskjold og de andre studerende på de senere semestre mere eller mindre måtte vejlede dem på de tidligere semestre i de daglige opgaver.
”Det havde jeg jo virkelig ikke kompetencerne til,” fortæller hun.
Sygeplejestuderendes Landssammenslutning SLS’s indsatsområde ’Praktikløftet’ skal forbedre forholdene under praktikken. Indsatsområdets formål er bl.a. at:
- præcisere, hvilke rettigheder de studerende har i praktikken.
- præcisere de læringsmæssige formål, så studerende og sygeplejersker kan arbejde sammen om at få opfyldt målene.
- styrke de studerendes evner til at gå i dialog med sygeplejersker og vejledere om de situationer, som gør dem utrygge
Bekymring stiger i takt med semestre
Trine Løvenskjold er ikke alene om at have stået uden vejledning under sin praktik. I en undersøgelse foretaget af DSR Analyse og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) i foråret 2022 erklærer 39 pct. af de studerende sig enige eller overvejende enige i en ”oplevelse af at stå alene med ansvaret for at blive en dygtig sygeplejerske”.
Samtidig er 37 pct. af de studerende enige eller overvejende enige i udsagnet om, at de i perioder bliver brugt som arbejdskraft uden fokus på læring.
Andelen stiger. som uddannelsen skrider frem. For studerende på 7. semester er begge tal 49 pct. (se boks side 47).
61 pct. af de studerende erklærer sig desuden enten enige eller overvejende enige i, at de er bekymrede for, om de som færdiguddannede vil være klædt godt nok på til at løfte ansvaret som sygeplejerske. På 7. semester er tallet 77 pct.
Forperson i SLS, Charlotte Gøtstad Sørensen, er også bekymret:
”Undersøgelsen er et tydeligt bevis på, at vi er nogle årgange af sygeplejerskestuderende, som ikke har fået et stærkt nok fundament på vores uddannelse. Den akutte mangel på sygeplejersker har alvorlige konsekvenser for vores praktikforløb og gør det særligt udfordrende at fuldføre uddannelsen.”
Vejledere er afgørende
Tallene ærgrer også Vibeke Røn Noer, som er sygeplejerske og arbejder som lektor og forskningsleder ved Forskningscenter for uddannelseskvalitet, professionspolicy og praksis ved VIA University College.
”Vejledning er helt afgørende i et uddannelsesforløb, og den kliniske vejleder som rollemodel spiller en enormt afgørende rolle. Så derfor vil fravær af vejledning, men også fravær af vejledere, have store konsekvenser,” siger Vibeke Røn Noer.
Tvivlen vendes indad
Trine Løvenskjold er frustreret over at føle, at hun ikke har fået nok læring ud af sine tidligere praktikforløb. Og det har af og til også fået hende til at tvivle på hendes egne evner. Var det hende, der ikke kunne finde ud af det? Var hun ikke robust nok?
Det billede kender Vibeke Røn Noer også fra sin forskning.
”Ofte er det sådan, at selvom det egentlig handler om noget strukturelt, så har de studerende en tendens til at vende det indad som et subjektivt spørgsmål rettet mod dem selv,” fortæller hun.
Tvivl og usikkerhed er nok en fast følgesvend på mange studier, vurderer Vibeke Røn Noer, men hun peger på, at det er problematisk, hvis tvivlen og usikkerheden slår rod hos de sygeplejerskestuderende:
”Fordi det kan få de studerende til at tvivle på deres fremtid i faget.”
Vil hellere læse videre
Trine Løvenskjold beskriver sig selv som stædig af natur og er overbevist om, at hun nok skal blive færdiguddannet. Men efter at have haft flere dårlige praktikforløb er hun blevet i tvivl om, hvad hun skal bruge sin sygeplejerske-
uddannelse til.
”Før var jeg sikker på, at jeg bare gerne ville ud og arbejde. Men lige nu tænker jeg over, om jeg egentlig hellere vil søge direkte ind på en kandidatuddannelse. For jeg er både i tvivl om, om jeg har kompetencerne og lysten til at komme ud og arbejde som sygeplejerske.”
Trine Løvenskjolds uddannelsessted har ikke ønsket at deltage i denne artikel.