Sygeplejersken
I Ringsted falder alle brikkerne på plads
Social- og sundhedsassistenter og -hjælpere er mødt ind på arbejde med deres sygeplejekollega Mona Rasch. Sammen får de brikkerne til at falde på plads i det puslespil, som består af borgere, der har brug for hjælp og sygepleje i Ringsted Kommune.
Sygeplejersken 2022 nr. 5, s. 26-27
Af:
Diana Mammen, journalist
Mona Rasch har siden den 1. september været en del af teamet i Ringsted Kommune, som også består af seks SOSU-assistenter og 18 SOSU-hjælpere. Til de daglige morgenmøder benyttes triagetavlen, og de arbejder ved hjælp af TOBS, Tidlig Opsporing af Begyndende Sygdomstegn, som handler om at forebygge indlæggelser og forværring af kroniske lidelser, så borgernes livskvalitet bevares længst muligt.
Som sygeplejerske er Mona Rasch stadig en del af sygeplejegruppen i kommunen, hvorfor hun engang imellem kører ud til borgere, der ikke er tilknyttet teamet.
Klokken er 06.57. Selvom der stadig er tre minutter til den officielle mødetid i ældreplejen i Ringsted, summer lokalet på Amtstue Allé af liv. Borgeres navne bliver kastet rundt i luften, fordi tre kollegaer denne morgen har meldt sig syge. Derfor skal lokalteamet have fordelt de nu ledige ruter imellem sig.
”Bent skal ikke have gjort rent i dag, så jeg kan sætte en tøjvask over, når jeg alligevel er ude ved ham til middag,” siger en social- og sundhedshjælper og spørger, hvem der tager besøget hos Tove for at hjælpe hende med at få støttestrømper på. ”Lad os bytte, så du tager Karsten i stedet, så skal du ikke frem og tilbage efter besøget hos Tove,” svarer en anden.
”Det giver bedst mening, at jeg tager Viola, for jeg har kompression derude,” siger en social- og sundhedsassistent og beder så sin kollega om at tage borgeren på Holbækvej, for så klarer hun besøget hos Jarl.
Tager den i plenum
Sygeplejerske Mona Rasch er også en del af teamet. ”Vi kender hinandens kompetencer. Så det går nemt med at uddelegere borgerne, fordi vi ved, hvad hinanden kan,” forklarer hun.
”Vi er selvstyrende, så vi kan også tilrettelægge dagen efter, at man besøger de samme borgere. En dag som i dag er det lidt sværere, fordi man skal dække ind for sygemeldinger, så der er praktikken mere i fokus. Men når vi er fuldtallige i teamet, fungerer den selvstyrende del rigtig godt,” siger Mona Rasch, der nyder, at man ikke bare får klasket en køreliste i hånden, hvor man skal zigzagge sig gennem dagen, men at man i stedet selv har ansvaret for sin tid og sine borgerbesøg i teamet.
”Inden alle kører, har jeg lige et par borgere, vi skal nå at tale om,” siger Mona Rasch ud i lokalet og tænder triagetavlen, så alle kan følge med. For udover at få dagens køreliste til at gå op når teamet også at drøfte borgere i plenum.
”Peter havde en temperaturstigning i går, og han er startet i antibiotika. Hvis jer, der er hos ham i dag, vurderer, at han stadig er meget dårlig, så må I lige ringe,” siger sygeplejersken henvendt til teamet. En småtspisende borger, en borgers medicinforbrug og en ny borger i systemet bliver også vendt i teamet, hvor alle byder ind med deres viden.
På 22 minutter er relevante borgere blevet drøftet, og borgerbesøgene, som de tre sygemeldinger skulle have haft, er blevet fordelt blandt kollegaerne. Et stort puslespil, som til at starte med manglede en masse brikker, endte med at gå op. Teamet har rejst sig fra deres pladser, og arbejdet ude hos borgerne kan begynde.
Caption
Inden Mona Rasch er ude af døren hos Jan Ole Rieber, hjælper hun ham med at tjekke, at han har en recept på noget medicin, han skal bruge.
Attribution
Foto: Claus Bech
Pingpong med borgeren
Mona Rasch kører 10 minutter for at besøge Jan Ole Rieber. Dagens første borger, som hver mandag og fredag skal have sårpleje og kompression på sine ben. Hun banker på døren, råber ”hej Jan” og går lige ind.
”Jeg troede ellers, du var lys nok i dig selv,” siger han, da sygeplejersken går tilbage til døren for at tænde lampen i loftet. De trækker begge på smilebåndet, og Mona Rasch tager en stol fra spisebordet hen til Jan Ole Rieber for at kunne ordne hans ben.
”Jeg er jo efterhånden kommet til at kende dig godt,” siger han henvendt til sygeplejersken. ”Det er fordelen ved, at det er de samme, der kommer. De ved, hvad der skal gøres og hvordan, så det bliver gjort på den samme måde. Det er dejligt. Og så taler vi jo en hvis legemsdel ud af bukserne.”
Mona Rasch nikker, mens hun noterer sig, at der er ved at komme nye sår på vristene, som lige skal holdes øje med. For i dag er hun færdig, men Mona Rasch får også lige spurgt, om nogle af døtrene eller børnebørnene kommer på besøg i weekenden. ”Ja, et par stykker. Terroristerne…” Inden Jan Ole Rieber får afsluttet sin sætning, byder Mona Rasch ind: ”Og banditterne.” De griner, ønsker god weekend og siger på gensyn på mandag.
I en drømmeverden
Mona Rasch er en ud af to sygeplejersker i teamet:
”Det er sårbart, at vi ikke er flere sygeplejersker. I en drømmeverden var vi et par stykker mere. Men vi får det til at fungere. Ligesom alle andre kommuner skal,” siger hun og pointerer, at det jo gælder ligegyldigt, om der arbejdes i teams eller ej.
Dog giver metoden god mening:
”Jeg startede for tre år siden i den gamle organisering, og jeg kan tydeligt mærke en forskel. Der er en helt anden ro nu. Selvom det går stærkt eksempelvis til morgenmøderne, så er der styr på det,” siger Mona Rasch om at arbejde i et mindre team.
