Skiftedag: "Jeg er næsten lige landet fra Australien"

“Jeg tog til Australien med en veninde, der også er sygeplejerske. Det var egentlig kun meningen, at vi skulle arbejde seks måneder og rejse seks måneder. Men vi blev så glade for at være der, at det halve år på hospitalet ikke var nok. 

Jeg fik hurtigt mulighed for at have 12 timers vagter, og så havde jeg en del fridage, hvor vi tog rundt og så forskellige steder i Australien. Sydney og klimaet var fantastisk. Når vi havde fri, kunne vi bare tage til stranden. Jeg fik gode kolleger, en vennekreds, og pludselig var Sydney mit hjem. 

Så mødte jeg min mand, og vi fik børn.

Inden Australien arbejdede jeg fire år som neurointensiv-syge-plejerske i Danmark, så selvom specialet var det samme, var kulturen, sproget og landet meget spændende og anderledes. En af de største forskelle i sygeplejen er nok, at syge­plejersker i Australien ikke har så meget ansvar som her­hjemme. Man skal akkrediteres til mange af opgaverne, f.eks. hvis du skal lægge en ernæringssonde. 

Vi flyttede her til Danmark, fordi min familie bor her. Under covid-pandemien fyldte det meget, at vi var så langt væk fra hinanden. Jeg ville gerne tættere på dem. Vores børn er to og fire år, så hvis vi skulle prøve at bo i Danmark, var det nu, inden de starter skole. 

Min mand er fra Australien og er født og opvokset i Sydney, så det bliver noget helt andet at skulle bo i Skanderborg, hvor vi lige har lejet et hus. Men han er også frisk på at prøve det. 

Så da jeg for et par måneder siden sad hjemme i Australien og så, at min veninde – som arbejder her på Neurologisk Klinik på Aarhus Universitetshospital – delte et Facebook-opslag om, at de søgte en sygeplejerske til epilepsiområdet, gik det hurtigt. Og jeg blev særligt interesseret, da jeg fandt ud af, at jobbet handler om at vejlede og rådgive patienter. Det har jeg savnet.

I Sydney var jeg på et af de helt store universitetshospitaler, hvor vi havde akutte og ofte alvorligt syge patienter - alt fra blodprop i hjernen og hjernetumor til epilepsi og traumepatienter. Man ser mange sørgelige historier på intensiv. Det kræver meget af én psykisk. Så jeg har længe gerne villet noget andet. Her på Skejby er jeg en del af epilepsiteamet, hvor jeg skal hjælpe, vejlede og informere epilepsipatienter, så de får en optimal behandling af deres epilepsi. De kan ringe ind hver morgen, hvis de har bivirkninger af medicinen eller har haft nye anfald, og vi ser også patienter her i klinikken. Jeg har fået en god veksling mellem et kontorjob, hvor man sidder bag skærm, og patientkontakt med informationssamtaler og vejledning. Det har jeg det godt med. 

Jeg trængte til det skifte. Det bliver spændende at være sygeplejerske i Danmark igen og dykke endnu mere ned i et subspeciale af neurologien. Men det hele er meget nyt. Vi er lige flyttet i hus i Skanderborg, børnene skal starte i institution. og jeg skal lige lande i jobbet. Jeg er næsten lige landet fra Australien.”