Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Danmark er attraktiv for udenlandske sygeplejersker

Antallet af sygeplejersker fra lande uden for EU og Norden, der søger om dansk autorisation, er steget fra under 100 om året til henved 1.000.

Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 52-53

Af:

Ulla Abildtrup, journalist

sy2-2023_autorisation_else-trabjerg_006

Historier om mangel på sygeplejersker i Danmark er nået til udlandet og særligt til lande uden for EU og Norden. Tidligere søgte 50-100 sygeplejersker fra de såkaldte tredjelande hvert år om dansk autorisation. Men i 2020 år steg tallet til omkring 1.000 og året efter til 1.100. Tallet for 2022 er ikke endeligt, men ventes at blive omkring 700.

”Vi har oplevet en eksplosion i antallet af ansøgninger,” siger Kaj Kramer Molbech Pedersen, der er leder af sektionen for autorisation i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Tidligere havde styrelsen kapacitet til at behandle de 50-100 ansøgninger, som styrelsen modtog fra sygeplejersker fra tredjelande hvert år. Men pga. den store stigning fik styrelsen bevilling til at ansætte flere medarbejdere sidste år og i år. 

”Der er i finansloven afsat midler til pukkelafvikling indtil udgangen af 2023. Vi forventer, at alle de ansøgninger, vi havde modtaget pr. 1. december 2021, qua denne bevilling vil være sagsbehandlet hos os inden udgangen af 2023,” forklarer Kaj Kramer Molbech Pedersen. Se boks.

Regeringen vil afsætte yderligere midler i 2023 og 2024 til at nedbringe sagspuklen for ansøgninger fra sundhedspersonale fra tredjelande. Desuden aftales øget brug af evalueringsansættelser med Danske Regioner, fremgår det af regeringsgrundlaget.

Ansøgere fra tredjelande venter

Langt fra elle er dog ikke egnede

1. december 2021 var der en sagspukkel på ca. 1.810 sygeplejersker, der søgte om dansk autorisation fra tredjelande. 

  • Ud af dem har kun omkring 660 pr. ultimo januar 2023 fået vurderet deres uddannelse egnet til afprøvning. 
  • Ud af de 1.810 sager, er Styrelsen for Patientsikkerhed ikke påbegyndt sagsbehandlingen af ansøgninger fra ca. 550 sygeplejersker. 
  • Styrelsen har derudover siden 1. december 2021 og frem til nu modtaget ca. 800 nye ansøgninger fra sygeplejersker. 

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Grunduddannelse vurderes først

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der vurderer ansøgningerne, da den har det overordnede tilsyn på sundhedsområdet, som skal være sikkert for patienterne.

Når Styrelsen for Patientsikkerhed får en ansøgning fra en sygeplejerske med en udenlandsk uddannelse, vurderer den først, om uddannelsen i det væsentligste svarer til den danske sygeplejerskeuddannelse. 

”I nogle lande svarer sygeplejerskeuddannelsen til den danske, men i andre lande er grunduddannelsen kortere eller indeholder ikke de samme fag som den danske uddannelse. Det kan føre til et afslag, også selvom ansøgeren efterfølgende har suppleret med videre- og efteruddannelse, fordi det er grunduddannelsen, der sammenlignes med den danske. Vi foretager for hver ansøgning en konkret vurdering,” forklarer Kaj Kramer Molbech Pedersen.

Får en ansøger afslag, er der mulighed for at søge om optagelse på en dansk uddannelse og eventuelt få merit for sin udenlandske uddannelse.

Mange kæmper med sproget

Hvis ansøgeren får godkendt sin uddannelse af styrelsen, har ansøgeren tre år til at klare sprogkravet og gennemføre en evalueringsansættelse, som kvalificerer til dansk autorisation. 

”Mange kæmper med det da nske sprog og forbedrer sig ved at arbejde som ufaglært. Men nogle opnår aldrig de nødvendige karakterer i dansk for at kunne gennemføre autorisationsprocessen,” siger Kaj Kramer Molbech Pedersen.

Ja eller nej efter ansættelse

De ansøgere, som passerer karakterkravet, skal nu forsøge at finde en evaluerings-
ansættelse på en klinik eller et sygehus i seks måneder. Når det halve år er gået, sender arbejdsgiveren en udtalelse til Styrelsen for Patientsikkerhed, som udsteder autorisation, hvis udtalelsen er positiv, og alle betingelser for autorisation er opfyldt.

Er udtalelsen negativ, vil styrelsen foretage en konkret vurdering ift., om der er grundlag for at tilbyde en ny evalueringsperiode eller give afslag. Får ansøger et afslag, kan ansøgeren eventuelt prøve at søge igen på et senere tidspunkt. 

Læs de øvrige artikler i samme tema