Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Efter 2½ år i Danmark: Iransk sygeplejerske er næsten klar til autorisation

Hanieh Talebloo er en af de tusindvis af udenlandske sygeplejersker, der hvert år søger autorisation i Danmark. Hun er i en evalueringsansættelse på Gentofte Hospital, og hendes oversygeplejerske håber, at hun bliver på afdelingen.

Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 50-51

Af:

Ulla Abildtrup, journalist

sy2-2023_autorisation_hanieh-talebloo

Sygeplejerske Hanieh Talebloo banker på døren til en af stuerne på Hjertemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital. En af hende patienter skal have en pacemaker senere i dag.

”Har du læst samtykkeerklæringen?” spørger hun og lægger blidt hånden på den ældre kvindes skulder.

”Jeg skulle lige til det,” svarer kvinden og smiler til Hanieh Talebloo.

De to har hurtigt fundet hinanden, selvom der har været enkelte sproglige udfordringer:

”Hanieh er sød og hjælpsom, og vi finder ud af det, når vi ikke lige forstår hinanden med det samme,” siger kvinden.

Hanieh Talebloo er fra Iran, hvor hun har taget en 4-årig uddannelse til sygeplejerske. Derefter arbejdede hun fire år på lungemedicinske, almen kirurgiske og ortopædiske afdelinger i Iran.

I august 2020 kom hun til Danmark, efter at hun havde læst om muligheden for en 3-årig opholdstilladelse for sygeplejersker med en uddannelse, som kunne godkendes af de danske myndigheder.

”Min mand og jeg ville gerne opleve livet i et andet land, og vi søgte hertil, fordi Danmark er et frit og fredeligt demokrati,” forklarer hun på et formfuldendt dansk.

Job i  genbrugsbutik for at lære dansk

Hanieh Talebloos uddannelse blev godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed, men det var kun første trin i ansøgningsprocessen for at opnå dansk autorisation. Næste trin handlede om sproget.

”Da jeg kom til Danmark, gik jeg på sprogskole to gange om ugen. Men jeg syntes ikke, det gik hurtigt nok med at lære dansk. Så jeg gik ind i en Røde Kors-genbrugsbutik og spurgte, om jeg måtte være frivillig,” fortæller Hanieh Talebloo.

Efter et år i genbrugsbutikken var hendes dansk blevet så godt, at hun fik arbejde som social- og sundhedshjælper på et plejehjem i ca. 10 måneder.

I maj 2022 bestod hun sprogprøven PD3, som er afslutning på danskuddannelse 3 i mundtlig og skriftlig dansk samt kommunikation med karaktererne 7, 10, 10. Hermed havde hun passeret trin nummer to i ansøgningsprocessen, hvor karakterkravet lyder på 7, 7, 10. Nu var vejen åben for, at Hanieh Talebloo kunne fortsætte til trin 3, som er en seks måneders evalueringsansættelse.

Rette kompetencer

Da Hjertemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital sidste år slog en ledig stilling som sygeplejerske op, fik afdelingen kun få ansøgninger. En af dem var fra Hanieh Talebloo. Oversygeplejerske Pernille Jensen slår ud med armene:

”Hanieh Talebloo kom på besøg og viste mig alle papirerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed om en evalueringsansættelse, og jeg tænkte: ”Hvad er det for noget?” Jeg kendte slet ikke til evalueringsansættelser, men jeg syntes, det lød spændende, og da afdelingsledelse syntes om idéen, gik vi i gang,” fortæller hun.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke en opskrift for en evalueringsansættelse, så Pernille Jensen måtte selv finde ud af, hvordan afdelingen ville tilrettelægge Hanieh Talebloos forløb på afdelingen.

”Jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle sikre mig, at hun fik de rette kompetencer, så jeg efter evalueringsansættelsen kunne skrive under på, at hun kan sin sygepleje ift. danske retningslinjer og standarder,” siger Pernille Jensen.

Mere ansvar efter tre måneder

Hun fik god hjælp af afdelingens kliniske sygeplejespecialister, hvoraf den ene blev Hanieh Talebloos vejleder og fik det overordnede ansvar for evalueringsansættelsen. 

De blev enige om et grundlæggende introduktionsprogram for Hanieh Talebloo, som de også anvender til nyuddannede sygeplejersker. Dette betød, at den iransk-uddannede sygeplejerske de første måneder var tilknyttet to sygeplejersker på afdelingen.

Hanieh Talebloo lærte hurtigt og blev utålmodig efter at få mere ansvar.

”Efter tre måneder fik hun lov at passe patienter selvstændigt, men en kollega har stadig det kardiologiske ansvar. Hun er selvfølgelig ikke ekspert, men på niveau med en nyuddannet. Hendes dansk er desuden blevet så godt, at hun bl.a. kan skrive udskrivningsrapporter til kommunen. Vi er så glade for Hanieh, at vi har tilbudt hende en fastansættelse, så snart hun får sin autorisation,” siger Pernille Jensen.

Deltog i oktoberfest

Pernille Jensen tilskriver en del af succesen, at det danske sundhedsvæsen er vant til at integrere elever, studerende og nyuddannede samt tage imod medarbejdere fra mange kulturer. Desuden har det haft betydning, at Hanieh Talebloo inden ansættelsen havde lært om det danske arbejdsmarked i sit job på plejehjemmet og var vant til at møde til tiden, gå i vagter m.m.

Den vigtigste årsag er dog Hanieh Talebloos egen nysgerrighed, stædighed og gå-på-mod, mener Pernille Jensen, der samtidig roser den iranske kvindes indsats for at lære de sociale koder:

”To uger efter hun begyndte, deltog hun i en oktoberfest med afdelingen med øl og udklædning. Hun gik også hurtigt med til personalemøder, hvor diskussionerne går højt hen over bordet. Hun henvender sig til lægerne for at få vejledning og præsenterer nu selv sine patienter ved morgenkonferencer.”

Udover arbejdet på afdelingen har Pernille Jensen sørget for, at Hanieh Talebloo kom på PVK-kursus og Region Hovedstadens introduktionsforløb for nyuddannede sygeplejersker ’Godt på vej i sygeplejen’.

Hanieh Talebloo siger:

”Jeg havde ingen erfaring med hjerteafdelinger fra Iran, men nu vil jeg gerne tage en kardiologisk efteruddannelse, så jeg kan få de samme faglige kompetencer som mine kolleger.” 

Læs de øvrige artikler i samme tema