Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kvinder bør have reelle valg

Den gode sygeplejepraksis kendetegnes ved, at brystopererede kvinder får præcis information om de tilbud, de kan vælge imellem, når det drejer sig om valg af protese. Det er ikke nok, at en patient får et tilbud, hun kan sige enten ja eller nej til. Hun skal kende alternativet og skal støttes i det valg, hun træffer, viser undersøgelse af brystopererede kvinders møde med proteseforhandleren på sygehuset.

Sygeplejersken 1997 nr. 1, s. 48-51

Af:

Vibeke Østergaard Steenfeldt, sygeplejelærer

Brystopererede kvinder bør have mulighed for selv at vælge, hvor og hvornår de ønsker at tale med en proteseforhandler om valg af brystprotese. Det er konklusionen på et projekt om brystopererede kvinders oplevelser ved deres møde med en proteseforhandler.

Projektet består af en interviewundersøgelse af otte kvinder, der alle har fået fjernet et bryst og har haft besøg af en proteseforhandler på sygehuset. Hensigten med undersøgelsen har været dels at få viden om, hvilke oplevelser brystopererede kvinder har haft i forbindelse med besøget, dels at inspirere til yderligere opmærksomhed på området.

Undersøgelsen er gennemført på en organkirurgisk afdeling med subspeciale i mammakirurgi. På denne afdeling indlægges ca. 150 kvinder om året, der opereres for

Side 49

mammacancer. Ca. fire femtedele af disse kvinder får fjernet et bryst. Efterfølgende skal kvinderne have tilbudt en brystprotese, hvilket de fleste i dag tager imod. På denne afdeling har det gennem mangeår været praksis at tilbyde patienterne at formidle kontakt til en proteseforhandler. Forhandleren kommer enten i afdelingen under selve indlæggelsen eller i ambulatoriet, hvor patienterne kommer ca. 10 dage efter operationen. Der er fra mange sider en del modstand mod denne praksis. Blandt andet mener nogle, at det er for tidligt for kvinderne, at de ikke oplever et reelt frit forhandlervalg, og at man ikke kan finde en passende protese, inden operationssåret er 'faldet til'.

På andre afdelinger informerer man kvinderne om, hvilke forhandlere de har mulighed for at tage ind til, og taler med kvinderne om, hvordan de kan opsøge en forhandler, når de føler sig parate til det.

Der er også en del argumenter for, at de brystopererede skal tilbydes besøg af forhandleren på sygehuset. Det kræver fx stor overvindelse, selv at skulle gå ind i en forretning for at se på protese, ligesom det giver tryghed, at kontakten til forhandleren er etableret, inden kvinden senere skal ind i forretningen. Hvis protesen ikke passer, når såret er faldet til, kan kvinden komme ind til forhandleren og få den byttet. Desuden oplever personalet, at kvinderne stråler af selvtillid, efter de har fået deres protese.

Hvad enten det gælder den ene eller den anden praksis, er hensigten med sygeplejen til de brystopererede kvinder at styrke dem til at komme videre i livet efter operationen. Fælles er også, at praksis bygger dels på egne meninger om, hvad man som sygeplejerske synes er bedst for patienterne, dels på forskellige tilkendegivelser fra patienterne. Trods studier i dansk og udenlandsk litteratur har det ikke været muligt at finde kilder, der netop belyser, hvad de brystopererede kvinder mener er bedst for dem. Jeg fandt det derfor vigtigt at lave en undersøgelse, der beskriver de brystopererede kvinders egne oplevelser på en mere systematisk måde, end de indtryk sygeplejersker får i det daglige arbejde.

Kompetencen

Ved projektets spæde start blev begrebet praksis nærmest anvendt i betydningen fremgangsmåde eller skik og brug. Undervejs i projektforløbet er brugen af begrebet imidlertid blevet mere og mere bevidst, og praksis skal her opfattes som ''de samlede aktiviteter, der indgår i sygeplejen til den brystopererede kvinde i forbindelse med, at hun tilbydes at få en brystprotese, og som det grundlag det samlede professionelle team tager udgangspunkt i over for kvinden i denne forbindelse.''

Teorigrundlaget i projektet er 'interaktionel sygeplejepraksis' (1). Scheel beskriver tre handlemåder i den interaktionelle sygeplejepraksis:

  • Den kognitiv-instrumentelle handlemåde, der er aktiv, indgribende og målrettet,
  • Den æstetisk-ekspressive handlemåde, hvor sygeplejersken ud fra forståelse af sig selv og andre bliver klar over, hvad der er betydningsfuldt og afgørende i en aktuel situation samt
  • Den moralsk-praktiske handlemåde, der indeholder det etiske element, d.v.s. den måde man mødes med et andet menneske på, patient-sygeplejerske-relationen.

Alle tre handlemåder må være til stede i et frit samspil i den enkelte situation, hvorved der er en frigørende handlingskompetence. Jeg vælger at forstå dette udtryk lidt baglæns ved at sige, at sygeplejersken har kompetence til at handle frit i situationen, når hun er opmærksom på alle tre aspekter og praktiserer alle tre handlemåder i den udstrækning, det ud fra et sygeplejefagligt skøn er påkrævet netop i denne situation.

I forhold til den aktuelle patientgruppe vil de forskellige handlemåder alle afspejle sig i sygeplejehandlingerne ved fx forståelse af, hvorvidt kvinden er parat til at få vejledning om protese, se, røre ved etc. Samtidig vil der være noget indgribende og målrettet i situationen, fx at patienten får en protese, der passer. Endelig er der interaktionen mellem patienten og den professionelle i form aftillid, ro, atmosfære, væremåde m.m.

Den interaktionelle sygeplejepraksis drejer sig selvsagt om sygepleje og sygeplejerskers virksomhed, men i dette tilfælde, hvor også andre professionelle – proteseforhandlerne – er stærkt involverede i praksis, mener jeg, at det har stor betydning, at også de inden for deres felt besidder denne frigørende handlingskompetence, og denne holdning er således også en forudsætning i dette projekt.

Positive møder

Undersøgelsen er kvalitativ og består af semistrukturerede interview med otte tilfældigt udvalgte kvinder. Som hjælp under interviewet anvendes en interviewguide indeholdende nogle stikord for områder, der vurderes som nødvendige at få belyst. Afhængigt af, hvad kvinden selv kommer ind på, stilles der supplerende spørgsmål ud fra stikordene.

For de fleste af kvinderne har det været positivt at møde proteseforhandleren på sygehuset. De giver overvejende udtryk for at være parate til mødet på dette tidspunkt. Flere af kvinderne fik dog en protese, der ikke passede efter et stykke tid, men syv af de otte kvinder havde tilbud om at få protesen byttet efter nogle uger. Af fordele ved denne praksis nævnes især trygheden ved at kende forhandleren, når kvinden senere skal ind i forretningen. En anden fordel er følelsen af at have protesen med sig hjem og allerede på dette tidspunkt at kunne se feminin ud trods tabet af sit ene bryst. Det er en udbredt holdning, at kvinderne

Side 50

Annonce

Side 51

er glade for at have muligheden for at få besøg på sygehuset.

Trods de overvejende positive tilkendegivelser er der dog også tilkendegivelser, der ikke kan siges at være i overensstemmelse med god praksis. I to tilfælde foregik mødet på en fler-sengsstue. Mindst fem af de otte kvinder er af hverken plejepersonalet eller forhandleren blevet oplyst om, at de til enhver tid kan skifte til en anden forhandler. Kun tre var informeret om at kunne tage en pårørende med, og ingen havde tilbud om at have en sygeplejerske med. Flere af kvinderne opfattede tilbuddet om besøg af proteseforhandleren som en rutine i afdelingen, snarere end et egentligt tilbud.

For to kvinder havde mødet ikke været særligt positivt. Den ene havde således haft en meget dårlig oplevelse. Disse to kvinder havde ud over deres aktuelle sygdom også en del andre belastninger.

Overordnet praksis

Men hvad er da god praksis?

Af undersøgelsen fremgår det, at det ikke er hensigtsmæssigt, at samme praksis er gældende over for alle brystopererede kvinder. Den praksis, der udøves på det konkrete situationsorienterede praksisniveau, må være tilpasset den enkelte kvinde. Kvinderne skal have mulighed for at vælge, hvor og hvornår de ønsker at møde en proteseforhandler. Det kunne for så vidt også være, at hjemmebesøg skulle være en mulighed, som en enkelt kvinde udtrykker ønske om. På det generelle niveau må fastlægges en overordnet praksis, der hviler på det herskende værdigrundlag og rummer det, man ønsker skal kendetegne sygeplejen til denne patientgruppe. At kunne vælge betinger, at kvinden har et grundlag at vælge ud fra. Det indebærer, at hun skal kende sine valgmuligheder, og at mulighederne reelt er til stede.

Det nytter altså ikke noget, at sygeplejepraksis rummer tilbud, der ikke eksisterer. Det er dog ikke givet, at alle forhandlere har mulighed for eller ønsker at tilbyde besøg på sygehuset. Imidlertid mener jeg med denne undersøgelse at have redegjort for, at det er relevant at tilbyde de brystopererede kvinder denne mulighed. Konsekvensen må være, at de enkelte forhandlere også forsøger at indstille sig på dette.

Egentlig er der ikke noget nyt i, at sygeplejen skal tilrettelægges ud fra individuelle forhold. Det er imidlertid vigtigt at hæfte sig ved, at det ikke er nok, at en patient får et tilbud, hun kan sige ja eller nej til. Hun skal kende alternativet, og hun skal støttes i forhold til det valg, hun træffer. En afdeling skal altså ikke beslutte sig for at give kvinden den ene eller den anden mulighed. Det må være et spørgsmål om, at kvinden kan vælge mellem flere muligheder.

Den gode praksis skal altså kendetegnes ved, at patienterne får grundig og præcis information om, hvilke tilbud de kan vælge imellem, og konsekvenserne af det tilbud, de vælger. Ønsker kvinden selv at opsøge forhandleren, må hun informeres om, hvor hun kan finde de forskellige forhandlere, og hun må støttes i, hvordan hun eventuelt kan bære sig ad. Kvinden skal også være klar over, at hun til enhver tid kan skifte forhandler, medmindre særlige aftaler er gældende. Her må man være opmærksom på, at kvinderne på dette tidspunkt kan være i krise og derfor måske ikke modtager informationen så klart som ellers. Når kvinden vælger at få besøg på sygehuset, må rammerne for mødet være i orden.

Det er mangel på respekt for kvinden, at mødet foregår på en fler-sengsstue, ligesom det er en lemfældig omgang med tavshedspligten. Kvinden skal også være klar over, at hun kan tage en pårørende med, ligesom det må være naturligt at plejepersonalet står til rådighed, hvis hun har behov for deres støtte. Endelig er det klart nok, at udvalget af proteser vil være mindre, når forhandleren kommer ud på sygehuset, men det er helt uacceptabelt, at fire af de interviewede kvinder kun har prøvet én protese. Uanset om den første ser ud til at passe, må det ligge i den gode praksis, at kvinden kender de forskellige typer, hun kan vælge imellem.

Samspillet

Ud fra de overvejende positive oplevelser, der er tilkendegivet fra de interviewede kvinder, tyder det på, at det har sin berettigelse at kunne tilbyde besøg af en proteseforhandler på sygehuset. Undersøgelsen er for afgrænset til at være generaliserbar, og den giver således ikke baggrund for at vurdere, hvorvidt den aktuelle praksis er bedre eller dårligere end andre.

Der er ikke noget nyt i at tilrettelægge sygeplejen individuelt i samspil med den enkelte patient, men det er med denne undersøgelse beskrevet, at dette også må gælde sygeplejen til brystopererede kvinder. Vi skal ikke fastlægge en snæver praksis, som vi mener er bedst. Derimod skal vi fastlægge en overordnet praksis, som rummer forskellige muligheder, alt efter hvilke behov og ønsker den enkelte kvinde har.

For at leve op til dette, må vi tage vore holdninger op til vurdering. Dette bør ikke kun gælde blandt sygeplejersker, men også blandt de forhandlere, der har med brystopererede kvinder at gøre.Litteratur1. Scheel, M E. Interaktionel sygeplejepraksis. Vidensgrundlag – etik og sygepleje. København: Munksgaard 1994.

Vibeke Østergaard Steenfeldt er sygeplejelærer ved Center for Sundhedsuddannelser i Nuuk, Grønland. Undersøgelsen med de brystopererede kvinder er foretaget på Frederikssund Sygehus.

Nøgleord: Brystopererede, protese.