Københavnere er mere syge

Sygehusene i hovedstaden er 43 pct. dyrere at drive end sygehusene i Danmark som helhed. Det er der en meget enkel forklaring på: Københavnerne er mere syge end andre danskere.

De ligger oftere og længere på sygehuset end andre, og det er ikke, fordi de er pivede, eller fordi lægerne i København indlægger for et godt ord.

En del af forklaringen er, at der er mange gamle. Men når man har renset statistikkerne for de indlæggelser og sengedage, der kan forklares med forskelle i køn og alder, er der stadig et stort overforbrug af indlæggelser og sengedage i hovedstaden.

Det kan for en meget stor del forklares med sociale forhold. Ingen eller kortvarig uddannelse, lav indtægt eller kontanthjælp, dårlig bolig, ledighed, at være enlig.

Det er vilkår, der disponerer for større sygelighed, uanset hvor i landet man bor, og når sygehusvæsenet i hovedstadsområdet er dyrere at drive end i resten af landet, kan det langt hen ad vejen forklares med dårligere sociale forhold.

Den større sygelighed hos københavnerne rammer da heller ikke ens. Man kan konstatere, at den er højest i de kvarterer, hvor indtægterne er lavest.

Sygeligheden rammer til gengæld bredt. Den kan aflæses på den ene diagnosegruppe efter den anden – karsygdomme i hjernen, lårbenshalsbrud, bronkitis og andre lungesygdomme, mfl.

Den helt store forskel på behandlingsbehovene hos københavnere og andre danskere ligger imidlertid i psykiatrien.

23 pct. af de danskere, der har diagnosen skizofreni, bor i Københavns Kommune, hvor mindre end 10 pct. af den samlede befolkning bor. 30 pct. af landets retspsykiatriske patienter hører til i Københavns Kommune.

Strid om udligning

Når sammenhængen mellem store kommunale udgifter og sociale belastninger har været et omdiskuteret emne i mange år, hænger det sammen med den danske tradition for, at de velstillede må være med til at betale til de svagere.

Det er princippet i bloktilskuddene og kommunale udligningsordninger.

Men bedrestillede amter og kommuner har ofte protesteret mod udligningen. Argumentet er, at højere offentlige udgifter enten er et udtryk for et selvvalgt højere serviceniveau eller for uduelig offentlig administration.

Hårdt belastede amter og kommuner har til gengæld klaget over, at den kompensation, de fik, ikke var tilstrækkelig.

Da Københavns Kommune i begyndelsen af 90'erne var i store økonomiske vanskeligheder, blev spørgsmålet om sygehusudgifterne igen aktuelt, og regeringen blev enig med Københavns og Frederiksberg Kommuner om at nedsætte et udvalg under sundhedsministeriet til at undersøge forskellene på sygehusudgifterne mellem de to kommuner og det øvrige land.

Foruden de to kommuner deltog Amtsrådsforeningen og finansministeriet, indenrigsministeriet, sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Historisk forklaring

Redegørelsen 'Københavns og Frederiksberg Kommuners sygehusudgifter' fra 1992 indeholder en beskrivelse af befolkningsudviklingen i de to kommuner, som på mange måder har været anderledes end i resten af landet.

Fra 1950 til 1990 faldt indbyggertallet i København fra 760.000 til 465.000. På Frederiksberg faldt det i samme periode fra 120.000 til 86.000.

Den store fraflytning skete i 60'erne og 70'erne, hvor mange flyttede til omegnskommunerne for at få en bedre bolig, evt. eget hus. Det var de 20-40 årige, der flyttede, mens de 40-50 årige blev tilbage og i dag udgør den meget store ældregruppe, der findes i hovedstaden.

Udflytningen var altså skæv aldersmæssigt, men også på den måde, at de, der flyttede, var socialt og økonomisk bedre stillet end dem, der blev tilbage.

Denne skævhed præger den sociale sammensætning af nutidens københavnske ældrebefolkning.

Den sociale sorteringsmekanisme fungerer stadig, selv om befolkningstallet i hovedstaden ikke længere falder.

Der er en stor tilflytning af unge i alderen 15 til 24 og en stor fraflytning af 25-39 årige. Og der er grund til at tro, at der blandt dem, der flytter fra byen igen, fx efter endt uddannelse, er flere af de ressourcestærke end blandt dem, der bliver.

I den forbindelse er det afgørende, at hovedstaden har mange relativt billige, men dårlige boliger.

Noget tyder på, at storbyen med dens anonymitet og billige boliger tiltrækker mindre grupper med en ganske særlig helbredsrisiko, fx misbrugere og grupper, der generelt lever et hårdt liv, siger udvalget i redegørelsen.

Værst i psykiatrien

Når man korrigerer for forskelle i køn og alder, har Københavns Kommune stadig et sengedagsforbrug i somatikken, der ligger 32 pct. over landsgennemsnittet. Frederiksberg Kommunes sengedagsforbrug ligger 19 pct. over.

Side 13

Sygehusudgifterne i HS er betydeligt højere end i restenaf landet. Det skyldes, at folk i København og på Frederiksberg bliver oftere indlagt og ligger længere, når de kommer ind. Foto: Klaus Holsting

.

 Side 14

Knap halvdelen af de ekstra sengedage i København skyldes flere indlæggelser, godt halvdelen skyldes længere liggetid. De ekstra indlæggelser findes især i de ældre aldersgrupper og blandt de 0-4-årige.

Samtidig er der væsentlig flere ambulante besøg i København end i resten af landet.

På Frederiksberg skyldes merforbruget først og fremmest flere indlæggelser.

Det er vanskeligt at vurdere, om der også er større omkostninger ved behandlingen i hovedstadsområdet, siger redegørelsen.

Indlæggelserne er ganske vist dyrere i hovedstadsområdet end resten af landet, men sengedagene er billigere.

De dyrere indlæggelser kan enten forklares med længere liggetid eller en anden diagnosesammensætning, og især i København er der en overrepræsentation af diagnoser, der giver lang liggetid.

15 pct. af den længere liggetid i København kan forklares med en diagnosesammensætning, der medfører flere sengedage. Forskellene på indlæggelser og sengedagsforbrug er endnu større i psykiatrien.

Her har Københavns Kommune et køns- og alderskorrigeret merforbrug, der er 98 pct. over landsgennemsnittet, altså dobbelt så mange indlæggelser. Frederiksberg kommunes merforbrug er 42 pct.

Merforbruget af sengedage er 149 pct. i København. Altså to en halv gange større end landsgennemsnittet. Merforbruget af sengedage på Frederiksberg er 45 pct.

Lægernes forklaring

I udvalgets arbejde indgik en spørgeskemaundersøgelse, foretaget blandt overlæger og 1. reservelæger, der alle havde erfaring både fra sygehuse i hovedstadsområdet og i andre amter.

Spørgeskemaundersøgelsen viser, hvordan en række læger ser på forskellene i hovedstadens og provinsens sygehusforbrug.

Lægernes vurdering er, at patienterne indlægges tidligere og udskrives senere i København end andre steder, fordi deres sociale netværk er dårligere end det, man ser i provinsen.

Men der mangler også boliger med passende støttemuligheder for svage ældre. Mulighederne for hjemmepleje og hjemmehjælp beskrives som ringere end andre steder, og samarbejdet mellem sygehusene og de praktiserende læger som dårligere.

Når det gælder psykiatrien, angiver lægerne de samme problemer: svage netværk, ringe boligforhold, manglende hjemmepleje og hjemmehjælp, ventetid på plejehjem.

De psykiatriske læger mener, at de københavnske patienter generelt er dårligere end psykiatriske patienter i andre dele af landet.

Mens psykiatriske afdelinger i provinsen har patienter med sygdomme i varierende sværhedsgrad, har de københavnske patienter gennemgående et meget tungt behandlingsbehov. Misbrugere nævnes som et særligt problem.

Mange understreger i deres besvarelser, at behandlingskapaciteten er utilstrækkelig. Og selv om et flertal mener, at de psykiatriske patienter i København udskrives senere, anfører en del læger, at patienterne ofte udskrives, før de er færdigbehandlede.

Psykiaterne peger altså på en række sociale forhold, der medfører et større sengedagsforbrug. Men de peger også på, at Københavns Kommune selv udløser en del af forbruget med den måde, man tilrettelægger den tilgrænsende social- og sundhedssektor på. Samtidig peger de på det problem, at de praktiserende læger kender deres patienter så dårligt, at flere sygdomstilfælde først opdages, når de er blevet svært behandlingskrævende.

Ringere sociale forhold

I forbindelse med udvalgsarbejdet blev der foretaget en undersøgelse af, hvad sociale forhold betyder for indlæggelser og sengedage.

Undersøgelsen af sammenhængene i somatikken bygger på et meget stort materiale, nemlig alle udskrevne patienter i 1989. Det vil sige 600.000 indlæggelser, som er sammenlignet med en befolkningsstikprøve på 500.000.

Undersøgelsen viser, at en meget stor del af forskellene kan forklares med forskelle i sociale forhold som civilstand, formue, indkomst, boligtype, boligstørrelse, uddannelse, branche, kontanthjælp og ledighed.

Når man korrigerer for sociale forhold, falder merforbruget af indlæggelser i København så meget, at det bliver til et mindreforbrug.

De sociale forhold i København er rent faktisk sådan, at man skulle forvente et større antal indlæggelser, end tilfældet er.

Sengedagsforbruget i København er stadig større end i hele landet, selv når man har korrigeret for sociale forhold. Men merforbruget falder fra 32 pct. til 12 pct.

For Frederiksberg Kommune betyder korrektionen, at merforbruget af indlæggelser falder fra 6 til 5 pct., og merforbruget af sengedage falder fra 20 til 13 pct.

Tilbage er der altså et merforbrug i sengedage på henholdsvis 12 og 13 pct. i de to kommuner, som må hænge sammen med andre forhold end patienternes sociale og økonomiske vilkår.

Kontanthjælp farligst

Sammenhængen mellem sociale forhold og sengedagsforbrug i psykiatrien kan ikke gøres op på samme måde som i somatikken, fordi de sociale forhold i sig selv bliver påvirket af de langvarige psykiatriske indlæggelser.

Derfor er det kun sammenhængen mellem førstegangsindlæggelser på psykiatriske afdelinger og patienternes sociale forhold, der er analyseret.

Men også her kan en stor del af merforbruget forklares med sociale forskelle.

Korrigeret for køn og alder har Københavns Kommune et merforbrug på 71 pct. Korrigeret også for sociale forhold falder merforbruget til 21 pct.

Merforbruget i Frederiksberg Kommune falder tilsvarende fra 35 til 12 pct.

De forhold, der spiller ind, kan påvirke forskelligt i de enkelte aldersgrupper, og der kan være kønsforskelle. Men tendensernes sammenhængene er for det meste ensartede.

Ugifte, fraskilte og enker eller enkemænd har flere førstegangsindlæggelser end gifte. Især har fraskilte mænd og enkemænd flere indlæggelser. Lille formue og lav indkomst giver flere indlæggelser.

Yngre kvinder og mænd i 40-69 års alderen bliver oftere indlagt, hvis de bor til leje, end hvis de ejer deres bolig. Kvinder bliver oftere indlagt, jo mindre boligen er.

Uddannelsesbaggrund spiller en tydelig rolle, men ikke på samme måde hos yngre og ældre. Yngre mænd uden erhvervsuddannelse bliver oftere indlagt, men forholdet er modsat i aldersgruppen 40-69 år. Her bliver både mænd og kvinder oftere indlagt, hvis de har en videregående uddannelse.

Ledighed har en klar sammenhæng med hyppigere indlæggelser.

Den klareste sammenhæng med psykiatriske førstegangsindlæggelser findes imidlertid

Side 15

hos kontanthjælpsmodtagere. Korrigeret for alle andre forhold, der kan på virke hyppigheden, bliver kontanthjælpsmodtagere stadig indlagt to-tre gange oftere end ikke-modtagere.

Nye tal viser det samme

Sundhedsministeriets redegørelse for Københavns og Frederiksberg kommuners sygehusudgifter bygger på tal fra 1989.

Men forskellene på sundhed og sygehusforbrug i København er stadig markante.

Det viser den årlige redegørelse fra Stadslægen og Københavns Sundhedsdirektorat, der netop er udkommet for tredje gang. 'Sundhed og sygdom i København '97' indeholder ikke kun tal på forskellene mellem København og hele Danmark, den viser også forskellene mellem de enkelte kvarterer i København.

Dødeligheden (antallet af personer, der er døde i det pågældende år) for københavnske mænd er knap 30 pct. over niveauet for hele Danmark. Kvindernes dødelighed er 15 pct. højere. Københavnske mænd har 25 pct. flere somatiske indlæggelser, københavnske kvinder 15 pct. flere. Sengedagsforbruget i København er 30-40 pct. over niveauet for hele Danmark.

Sengedagsforbruget på psykiatriske afdelinger er dobbelt så højt i København som i hele Danmark, både for kvinder og mænd.

Der er generelt en stigende forekomst af blødninger, åreforkalkning og blodpropper i hjernens kar. Stigningen har siden 1988 været 15 pct. for mænd og 10 pct. for kvinder i hele Danmark. I København er stigningen omkring 35 pct. for begge køn.

Kræftdødeligheden ligger 30 pct. over landsgennemsnittet for københavnske mænd, 15 pct. over for kvinderne. Kronisk bronkitis og emfysem giver 40 pct. større dødelighed for kvinder i København end i hele landet, forskellen for mænd er 15 pct.

Brud på lårbenshalsen koster dobbelt så mange sengedage i København som hele landet, når det gælder mænd, mens de københavnske kvinders sengedagsforbrug er 60 pct. over niveauet for hele landet.

Alkoholbetingede sygdomme giver dobbelt så mange indlæggelser på somatiske afdelinger i København som hele Danmark. Det gælder både mænd og kvinder. 

 
Nøgleord: Budgetter, Frederiksberg Kommune, HS, Københavns Kommune.