Et helbredelsesforløb

Illustration: Birgitte Ahlmann

Da min far i foråret blev opereret for en utæt hjerteklap, opstod der komplikationer med at stoppe blødninger efter operationen. Blodet blev i brysthulen, og han blev i al hast åbnet igen inde på stuen. På denne dramatiske dag blev han opereret i alt tre gange. Der fulgte nogle meget kritiske døgn. Far lå i respirator og blev holdt dybt sovende.

Da fars sovemedicin blev nedtrappet og han begyndte at vågne, var han i starten kun klar en gang imellem. Han lå stadig i respirator og kunne derfor dårligt gøre sig forståelig. Da min mor besøgte ham, samlede han alle sine kræfter og skrev med næsten ulæselig håndskrift: Tak for alt.

Her, hvor vi andre var begyndt at tro på, at han ville overleve, troede han selv, at han skulle dø. Senere, da far blev helt klar, fortalte han mig om mange af sine tanker og oplevelser i de par døgn, hvor han troede, han skulle dø. De stod stadig helt klart for ham.

Sej rekreationsproces

Herefter startede en lang, sej rekreationsproces – stadig med en del komplikationer, ikke så meget på hjertet, men alt muligt andet: vand i lungerne, høje levertal, åndedrætsbesvær m.v.

Min far har to kunstige hofter, og efter den udmattende operation kunne han ikke styre sine ben. Kræfter havde han ingen af, bevægeligheden var meget minimal, appetitten var helt væk, og han tabte sig 16 kg. Han var meget træt, men sov sjældent mere end et par timer ad gangen. Lægerne foretog utallige undersøgelser, scanninger, målinger osv. for at finde en forklaring på hans meget svingende og dårlige tilstand.

De første to måneder var fremskridtene meget små – men de var der dog. På dette tidspunkt blev min morfar – som stod os alle sammen meget nær – indlagt på samme sygehus som far og døde i løbet af få dage.

Umiddelbart efter begravelsen sneg en ændring sig ind hos far: han fik hyppigere anfald af 'at have det dårligt', han var meget afhængig af ilt, han fik næsten aggressiv madlede, han var ofte uklar og sagde underlige ting. Morgenbadet tog alle hans kræfter, og han kom stort set ikke længere op af sengen. Han fik meget vanddrivende medicin og kunne ikke styre vandladningen. Han havde intet initiativ, og hver gang vi foreslog ham noget, ville han godt være med til det – bare ikke nu. Jeg kunne se min mor miste håbet.

En mandag havde jeg en samtale med en sygeplejerske ved fars seng, så han hørte med. Jeg sagde, at efter min vurdering havde min far en depression, jeg opsummerede ovennævnte ting og spurgte sygeplejersken, om de havde det med i overvejelserne. Ja, svarede hun. Jeg spurgte, om den psykiater, der er tilknyttet hospitalet, havde talt med min far. Sygeplejersken så på mig og sagde med eftertryk: 'Din far er ikke sindssyg'.

I en samtale samme dag med en fysioterapeut og en sygeplejerske foreslog jeg, at vi fik far en tur ud i solen i en kørestol. Sygeplejersken sagde, at det var han for syg til – fysioterapeuten sagde, at det nok var det, der skulle til, for at han kunne komme til kræfter.

Der kom to konkrete resultater ud af den dag:

– Vi fik en aftale om, at vi i familien skulle have et møde med en sygeplejerske, fysioterapeuten og en af de læger, der havde mest

Side 27

kendskab til far. Og jeg fik grønt lys til at komme og give min far en omgang massage.

Massage hjalp

Tirsdag mødte jeg op med min sammenklappelige briks og andet udstyr. Jeg har flere gange før dette forløb givet far en kropsmassage og vidste, at han kunne lide det. Far lå på tomandsstue, men netop den dag var den anden seng tom. Begge senge kunne skubbes til side og briksen stilles op, så far kunne ligge på den, stadig med ilt i næsen. Jeg satte glad hawaiiansk musik på ghettoblasteren og begyndte at massere far over hele kroppen med masser af olie og glidende, bølgende, blide bevægelser: masser af berøring og kærlig omsorg.

Midt i massageforløbet kom en læge ind for at orientere far om, at den undersøgelse, han havde været igennem for et par dage siden, intet havde vist. Og nu skulle han dagen efter til scanning for en byld eller anden betændelsestilstand, der kunne være årsag til hans dårlige tilstand. Jeg nævnte også for denne læge muligheden for en depression. Jeg beskrev de symptomer, jeg mente at kunne se. Jeg spurgte, hvor far skulle kunne finde et psykisk overskud til at komme sig. Og jeg sagde, at var det mig, der havde været gennem den tur, far havde stået model til, ville jeg for længst være gået amok.

Lige præcist hér tror jeg, at far fik en oplevelse af at blive hørt, set og forstået. Han sagde: ''Ja, det er faktisk sådan, jeg har det.'' Lægen sagde, at min far var fysisk syg, og de arbejdede på at finde årsagen.

Onsdag gik med undersøgelse på et andet sygehus.

Torsdag gav jeg igen min far en omgang massage med fuld musik og mandelolie. Han slappede meget af og tog virkelig imod.

Fredag havde vi aftalt møde med sygeplejerske, fysioterapeut og læge. Min mor havde valgt ikke at tage med. Hun er døvbleven og kan ikke deltage på lige fod uden tolk, så hun foretrak at få vores resumé. Min bror og jeg mødte op. Mødet startede med, at vi bad om deres vurdering af fars tilstand.

Kritisk.

Nedadgående kurve.

Massagen havde virket positivt.

Vores håb var, at vi kunne bibringe personalet forskellige oplysninger, der kunne være med til at tegne et billede af hele far, af hans psyke, af, hvad der er værdifuldt for ham, og af, hvad vi troede kunne være med til at forbedre hans tilstand.

Igen nævnte vi depression, psykosomatisk reaktion, behovet for forandring og nydelse, behovet for at flytte opmærksomheden væk fra undersøgelser og sygdom, behovet for fysisk og psykisk næring, behovet for at sætte far i situationer, hvor han kunne finde noget overskud til at få kræfter af.

Ud i den friske luft

Vores konkrete forslag var mangfoldige: det vigtigste for os var at få ham ud i den friske luft. Far er landmand og har altid levet i og med naturen og vejret. Nu havde han i to en halv måned ikke haft nogen form for fornemmelse af vind og vejr, og vi foreslog, han kom ud i en kørestol. Gerne springe morgenbadet over for at bruge kræfterne til at komme ud. Og at arbejde frem mod, at han kunne komme hjem et par timer.

Vi foreslog at få en diætist til at finde mad, som både var nærende og kunne give ham nydelse. Simpelthen forfølge fars mindste pip om, hvad han måtte have lyst til. Vi foreslog at give far lys af den slags, som folk med vinterdepressioner får. Vi foreslog endog lykkepiller for måske ad den vej at finde ind til noget overskud hos far. Vi blev lyttet til og oplevede mødet konstruktivt. Vi konstaterede dog også, at skulle vores intentioner føres ud i livet, måtte vi selv følge dem op helt tæt.

To timer efter dette møde sad far i en kørestol med en bærbar iltflaske, og fysioterapeuten kørte ham ud i solen. Så snart far kom udenfor, kunne han trække vejret uden ilttilskud. Tilbage på stuen spiste han is og syltede ferskner, som mor kom med, med glubende appetit. Hans sanser var blevet vækket – han havde fundet viljen.

Samme dag fejrede vi rund fødselsdag i familien, og om aftenen ringede far fra hospitalet og gratulerede sin svigerdatter med fødselsdagen. Han var glad og havde det godt.

Herfra gik det så stærkt, at det er svært at tro.

Fra den ene dag til den næste var far oppe fra morgen til aften, kun afbrudt af middagssøvn. Vi tog på skift hen til ham for at køre ham ud i solen. Mor kom med lækre retter fra familiefesten og – på fars opfordring – kærnemælkssuppe. Far spiste med god appetit. Fra dag til dag kunne vi se fremskridt på humør, kræfter og mobilitet.

Den følgende onsdag kom far hjem på besøg med kørestol og bærbar ilt. Da Falck ville hente ham efter tre timer, var han ikke parat til at komme med tilbage, så han aftalte med dem, at de skulle komme igen senere. Derhjemme havde han kræfter til selv at komme fra kørestolen over på toilettet.

Dagen efter gik med have- og bytur i kørestol. Efterhånden havde far mange kræfter og en begyndende kontrol over benene.

Fredag talte jeg i telefon med en læge om far, hvordan han havde det og om udskrivningsperspektiver. Det første, jeg fik at vide, var, at han ikke havde feber. Det havde han ikke haft i flere uger, vidste jeg. Og at han inden for det sidste døgn ikke havde haft meget brug for ilt. Desuden fik jeg at vide, at nu skulle far holdes i kort snor. Han var skrøbelig, de måtte jo kontrollere ham i nogen tid – og bare nu ikke læsset vælter.

Samme dag fik far overtalt mor til at køre sig hjem i privatbil. Min bror har heldigvis en bil med åbent lad, så han kunne transportere kørestol og iltapparat.

I weekenden kom far hjem for at overnatte. Han kunne nu bevæge sig rundt med krykker og havde ikke længere brug for kørestolen.

Var ved at kede og sulte sig ihjel

Mandag morgen til stuegang spurgte far, hvornår han kunne blive udskrevet. Om en uge, var svaret. Men det kunne han ikke vente på, og da han protesterede, fik han at vide, at han kunne komme hjem dagen efter. Altså 15 dage efter vores intensive indsats startede.

Vi fik en aftale om, at der skulle komme en hjemmehjælper hver morgen for at hjælpe far med at komme op og i bad, så belastningen for min mor ikke blev for stor. Men efter et besøg, var far og mor enige om, at det var helt unødvendigt. Nu går de to hjemme og klarer sig fint – og far bliver stadig stærkere og mere selvhjulpen.

I hele dette forløb var det os, der tog alle initiativer og beslutninger. Vi havde hele tiden kontakt til personalet på hospitalet og mødte ingen modstand.

Til gengæld ved vi ikke noget om, hvad der reelt var af reaktioner på afdelingen, og hvordan forløbet blev oplevet fra den side.

Hvordan kan man integrere lægevidenskabelig behandling med individuel hensyntagen til det hele menneske på et almindeligt sygehus, hvis ikke der tilfældigvis er et stærkt familienetværk med ressourcer til en aktiv indsats?

Omkring operationen og det kritiske forløb derefter var lægernes og sygeplejerskernes specialiserede indsats altafgørende. Senere i forløbet blev far – groft sagt – reduceret til et hjerte, en lever, et par lunger osv., der blev tilset af hver sin specialist.

Den uendelige række af undersøgelser var næsten lammende. Hver gang vi fik at vide, at nu skulle far til den og den undersøgelse, kunne jeg mærke angsten i maven og gik et par dage i passiv venten for at få dommen. Men hver gang kunne man ingenting finde. Far havde det imidlertid stadig dårligt, og så blev der iværksat nye undersøgelser.

Selvfølgelig er det vigtigt, at alt fysisk bliver tjekket. Men på et tidspunkt var det, som om der blev ledt i blinde efter en påstået fysisk årsag.

Et gammelt polynesisk ord, makia, siger: energien flyder derhen, hvor man retter sin opmærksomhed. Det var præcist det, der skete her. Fars, vores, lægernes, alles opmærksomhed og dermed energi var rettet mod en sygdom, som angiveligt måtte være der et eller andet sted. Og vi så ikke skoven for bare træer.

Min far er, som så mange andre, en person, der oplever og udtrykker sine sindstilstande somatisk. Og i mødet med et system af læger og plejepersonale med tilsvarende somatisk indfaldsvinkel var han på vej til at kede og sulte sig ihjel.

Nøgleord: Indlæggelse, psyke, pårørende.