Fælles politik for blod og organer

Folkesundheden fylder ikke meget i debatten om den seneste EU-traktat, der blev forhandlet på plads i Amsterdam midt i juni måned, og som danskerne skal stemme om næste forår.

Men bladrer man forbi afsnittene i traktatteksten om miljøgaranti, Schengensamarbejde og sikkerhedspolitik, så står der pludselig noget om organer, donorblod og folkesundhed.

Helt konkret indeholder traktaten to nye elementer i sundhedssamarbejdet. Det ene er fælles standarder for kvalitet og sikkerhed for håndtering af donororganer og donorblod, og det andet er en bestemmelse om, at beskyttelse af folkesundheden går forud for hensynet til landbrugets interesser.

Ønsket om at inddrage folkesundheden i de veterinære spørgsmål er en udløber af kogalskabsskandalen.

Hvordan denne bestemmelse skal udmøntes i praksis er for tidligt at sige, men den nye bestemmelse betyder, at Europaparlamentet får direkte indflydelse i disse sager, hvor parlamentet i rene landbrugsspørgsmål kun har høringsret.

Den danske EU-koordinator på sundhedsområdet, kontorchef Marianne Lauridsen fra Sundhedsministeriet, anser denne bestemmelse for en styrkelse af forbruger- og sundhedsinteresser, da parlamentet traditionelt er meget optaget af netop disse spørgsmål.

Frivillige donorer

Manglen på donorblod har været på EUs dagsorden i flere år, men endnu har det ikke ført til de store initiativer. I efteråret 1996 vedtog Ministerrådet en resolution, der pålagde Kommissionen – som hastesag – at komme med et udspil om fælles mindsteregler for kvalitet og sikkerhed af donorblod ud fra en målsætning om, at der bør sikres selvforsyning af blod indenfor EU-landene.

Med kvalitet og sikkerhed menes blandt andet fælles mindsteregler for udvælgelse af donorer, screening af blod og kvalitetskontrol kombineret med et princip om, at blod skal afgives af frivillige og ubetalte donorer, blandt andet fordi betaling i sig selv vil øge risikoen for at tiltrække donorer med et tvivlsomt helbred.

Baggrunden er ikke mindst bløderskandaler i Frankrig og flere andre EU-lande, hvilket i den grad har fået borgerne i en del EU-lande til at miste tilliden til det frivillige bloddonorsystem.

I 1995 viste en meningsmåling, at mens 80 procent af danskerne ikke har noget imod at modtage blod fra fremmede, så er det kun 24 procent i Tyskland og omkring 42 procent af borgerne i Frankrig. Derfor forsøger EU at genoprette tilliden til donorblodet via bestemmelserne i den nye traktat, selvom det i princippet kunne vedtages efter den eksisterende Maastricht-traktat.

Endnu er der ikke helt så konkrete planer inden for sikring af kvalitet og sikkerhed af organer, men det er dog vigtigt at understrege, at fælles standarder på disse områder ikke er til hinder for, at den enkelte medlemsstat indfører strengere regler. Det er direkte præciseret i traktaten.

Ud over disse to meget konkrete, nye elementer i Amsterdam-traktaten så indeholder den en mere generel målsætning om, at et højt niveau for sundhedsbeskyttelse skal sikres ved alle de initiativer, som der i øvrigt tages i EU.

I forvejen eksisterer der et vist samarbejde inden for EU på sundhedsområdet. Det blev slået fast med Maastricht-traktaten i 1993, at Kommissionen skulle tage en række initiativer på udvalgte områder.

Penge til programmer

Fire programmer er i gang inden for kræft, AIDS og andre smitsomme sygdomme samt sundhedsfremme og narkotika. I øjeblikket er der forhandling om at starte programmer inden for forureningsrelaterede sygdomme, ulykker og sjældne sygdomme. Programmerne består først og fremmest af såkaldte tilskyndelsesforanstaltninger, som er et andet ord for penge. I forbindelse med sundhedsfremmeprogrammet kan det for eksempel være støtte til sund ernæring i Europa eller støtte til det europæiske netværk til fremme af sundhed i skolerne.

Der er altså tale om at understøtte en række initiativer på tværs af landene frem for direkte at føre sundhedspolitik.

Ud over penge under handlingsprogrammerne er der et veludviklet samarbejde om forskning i blandt andet folkesundhed.

Landene bestemmer selv

Marianne Lauridsen fra Sundhedsministeriet understreger, at rollefordelingen mellem de enkelte lande og EU på sundhedsområdet fortsat er den, at det er et nationalt anliggende, hvordan de enkelte lande organiserer og prioriterer inden for deres eget sundhedsvæsen. Det fulgte allerede af Maastricht-traktaten, men er nu indskrevet direkte i Amsterdam-traktatens reviderede sundhedsbestemmelse, som hedder artikel 129.

Her står, at hvad fællesskabet foretager sig på folkesundhedsområdet fuldt ud skal respektere medlemsstaternes ansvar for organisation og levering af sundhedsydelser og medicinsk behandling.

Men EU har dog en indirekte indflydelse på sundhedsspørgsmål i de enkelte lande.

Når EU kan vedtage fælles maksimumsregler for indhold af tjære og nikotin i cigaretter, er det ikke ud fra en bestemmelse om sundhed. Her bruges argumentet, at der er nødt til at være ens niveauer i alle lande, for at cigaretter kan markedsføres over hele EU. Der bruges altså en markedsbestemmelse, hvor EU godt kan træffe bestemmelser, der gælder i hvert EU-land.

På samme måde er medicin og andre 'varer' underlagt fælles EU-regler, ligesom der helt tilbage i 1979 blev vedtaget fælles standarder for uddannelsen til sygeplejerske – for at sikre en fri udveksling af arbejdskraft.

Nøgleord: Donorblod, donororganer, EU, sundhedspolitik