Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygehuse går online

Et stigende antal sygehuse præsenterer sig med såkaldte hjemmesider på Internettet. Informationerne er typisk rettet mod borgere og kommende patienter, men der er også nyttig information at hente for sundhedspersonalet. Journalist Martin Vestergaard, der bl.a. underviser i research på internettet, har checket sygehusenes hjemmesider.

Sygeplejersken 1997 nr. 32, s. 16-17

Af:

Martin Vestergaard, journalist

Næsten halvdelen af landets omkring 100 sygehuse har fundet vej til det verdensomspændende internet. Her har sygehusene selv eller amterne lagt informationer, som enhver med en computer og adgang til internettet kan gå ind og læse.

Men der er meget stor forskel på, hvor meget information det enkelte sygehus har lagt ud på nettet.

De fleste sygehuse nøjes med en kort tekst-præsentation efterfulgt af adresse og telefonnummer, hvilket ikke adskiller sig væsentligt fra de informationer, der kunne være indeholdt i en trykt pjece.

Internettet giver dog langt videre muligheder for at levere målrettede og præcise informationer til borgere, patienter og personale.

Noget som især sygehusene i Århus og Frederiksborg Amter så småt er ved at udnytte.

Via internettet kan man kalde en side frem, der hedder 'Sygehusene i Århus Amt'. Den indeholder en liste over navnene på alle amtets sygehuse, ligesom der på siden blandt andet står en linje med 'ventetider til sygehusbehandling'.

Alle ord med en streg under angiver, at her kan brugeren klikke med sin computermus, så vil der komme mere information.

Det er hele princippet i internettet, at informationerne ligger i lag, som gør det muligt at søge videre på et bestemt ord eller billede.

På hjemmesiden for sygehusene i Århus Amt er der eksempelvis en linje, der hedder Odense Universitetshospital.

Ved at klikke på linjen vil skærmsiden springe fra Århus til Odense, hvilket i internetsprog kaldes at surfe på nettet.

På Århus-siden, hvor brugeren kan klikke sig ind på Århus Universitetshospital, er en kort præsentation af tre af de fire sygehuse, der tilsammen udgør universitetshospitalet.

De mest detaljerede oplysninger er over Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus, der hver indeholder nogle gode eksempler på, hvad internettet kan bruges til.

Oplysninger til patienter

Århus Amtssygehus giver nogle meget klare og let forståelige informationer til patienter og pårørende under tekstlinjen 'patientvejledning'.

Her står, hvad en patient bør huske før, under og efter indlæggelsen, ligesom der er information til pårørende om besøg, muligheder for at købe mad, regler for tobaksrygning, og at de for eksempel kun må medbringe afskårne blomster til patienterne.

Så langt er Kommunehospitalet ikke kommet med patientinformationen, men til gengæld indeholder dets hjemmeside en række spændende informationer til personalet.

Under punktet 'lægefaglige vejledninger' er der en meget præcis vejledning i, hvordan personalet kan bestille røntgenundersøgelser. Ned i mindste detalje står der, hvordan en henvisningsseddel skal udfyldes, hvilke telefonnumre og hvad tid en ordinær undersøgelse kan bestilles, hvordan en konference i røntgenafdelingen foregår, og hvornår svar kan forventes.

Det eneste, der mangler for at gøre disse nyttige oplysninger helt komplette, er en mulighed for at udfylde henvisningssedlen direkte på nettet og overføre den elektronisk.

På hjemmesiden er der også en liste over, hvilke forskningsprogrammer, der er i gang på sygehuset. Dog synes den ikke helt komplet.

Ventetider uden indhold

Når det gælder 'ventetider til sygehusbehandling' er der ikke meget at hente for patienterne. Her oplyser de to sygehuse, at Århus Amt ikke i øjeblikket offentliggør ventetider på internettet.

Det gør sygehusene til gengæld i Frederiksborg Amt, hvor patienterne kan få oplyst, at der eksempelvis er 18-20 ugers ventetid på operation for grå stær og 1-8 uger for cyste på æggestokken.

I Frederiksborg Amt er hjemmesiden for sundhedsinformation opdelt i to. En indgang for patienter og en anden for sundhedsaktører.

Flere af oplysningerne går igen begge steder, når man dykker videre ned i lagene, men for sundhedsaktørerne er der en række oplysninger om privatpraktiserende speciallæger, embedslægeinstitutionen og andre adresser og telefonnumre – foruden et nyhedsbrev.

Alt i alt er der tale om ret passiv information, men den er opbygget

Side 17

meget pædagogisk – ikke mindst opdelingen mellem information for henholdsvis patienter og sundhedsaktører synes meget velovervejet.

SY-1997-32-16-1a
Under tekstlinien 'Patientvejledning' giver Århus Amtssygehus nogle meget klare og let forståelige informationer til patienter og pårørende. Alle ord med streg under angiver, at her kan brugeren klikke for at få mere information.

SY-1997-32-16-1b
Under tekstlinien 'Lægefaglige vejledninger' findes en præcis vejledning i, hvordan personalet kan bestille røntgenundersøgelser. Endnu kan en henvisningsseddel ikke udfyldes direkte på nettet og overføres elektronisk.

Rodet information

Noget mere rodet og uovervejet virker hjemmesiderne fra de mange sygehuse, der udelukkende giver en præsentation af sig selv.

For eksempel har Sønderjyllands Amt en noget teksttung præsentation af alle sine sygehuse, hvor der ligger oplysninger om antallet af ansatte, specialer, afdelinger blandet med alt muligt andet.

Ud fra teksten er det meget uklart, om informationerne er rettet mod kommende patienter, alle borgere, ansatte eller journalister.

Eksempelvis står der, at der er 13.000 henvendelser på skadestuen i Sønderborg om året, at teknisk afdeling har indført energibesparende foranstaltninger og portørerne står til rådighed døgnet rundt.

Med andre ord er der tale om informationer i spredt fægtning, som ikke yder megen hjælp og vejledning til eksempelvis personale eller patienter. Disse noget uklare budskaber kendetegner ikke kun sygehusene i Sønderborg Amt men er meget kendetegnende for de fleste sygehuse, der er gået på internettet.

Kørselsvejledning

De fleste hjemmesider mangler en meget mere præcis holdning til, hvem der skal informeres, og hvad der skal informeres om. Ud over telefonnumre, navne på læger og oversygeplejersker, numre på alle patientelefoner og oversigt over afdelinger, bør patienter og pårørende kunne finde oplysninger med kort og vejnavne over, hvordan de finder vej til sygehuset. En simpel kørselsvejledning, som ikke mindst landsdelssygehusene bør tilbydes, da mange patienter kommer langvejs fra.

Der bør også ligge et kort over sygehuset, som brugeren kan printe ud og tage i hånden inden et besøg eller en indlæggelse.

Endelig ville det også være ønskeligt med en søgefunktion, så den enkelte bruger kan søge på et afdelingsnavn, en sygdom eller lignende for lettere at få de ønskede informationer. Altså en mulighed for at bruge nettet mere aktivt.

Med tiden vil det nok også blive aktuelt med muligheder for at udfylde skemaer eller rette konkrete henvendelser direkte over computeren.

Men som der står på de fleste hjemmesider fra sygehusene, så er de i fuld gang med at udbygge deres internettjeneste.

Nøgleord: Internet, online