Synspunkt: Brug for plejehjem til stofmisbrugere

60'erne blev stofferne introduceret til mange unge mennesker. Stofferne blev en del af en voksende ungdomskultur. Hurtigt stod det klart, at ikke alle kunne stå distancen, og en del af de mennesker, der prøvede stofferne, blev stofmisbrugere. I slutningen af 60'erne blev det første egentlige behandlingstilbud til stofmisbrugere startet i København.

Der er løbet meget vand i åen siden dengang. I dag er antallet af stofmisbrugere i Danmark anslået til at være mellem 10-15.000 personer. Det er uvist, hvor mange der er på vej ind i misbruget. En ting er dog sikker, og det er, at mange misbrugere med debut i 70'erne er blevet ældre, og snart har brug for plads på plejehjem.

Stofmisbrugsbehandlingen herhjemme har aldrig kunnet prale med de store behandlingsmæssige resultater, og det er da også sådan, at i dag foregår langt den største del af behandlingen ud fra en 'harm reduction'-model. Det betyder i praksis, at mange stofmisbrugere får metadon ambulant, men at der kun sjældent er tilknyttet social- eller omsorgstilbud til behandlingen. Metadon klarer det ikke alene. Stofmisbrugerens liv drejer sig ofte om at få bistandshjælpen eller pensionen til at slå til, til både medicin, sidemisbrug, gæld, bøder, et fix eller to ved udbetalingsdagen og til husleje og mad. Stofferne prioriteres stadig højt, trods metadonbehandlingen.

Stofmisbrug er skadeligt, og en metadonbehandling med et sidemisbrug er skadeligt. Ofte bliver det fremført, at det ikke er fysisk skadeligt at indtage ren heroin. I praksis findes der ingen stofmisbrugere, som er rene heroinmisbrugere. Næsten alle er blandingsmisbrugere, de har et misbrug af heroin, Metadon, Rohypnol, Stesolid, speed, kokain og andet, der er tilgængeligt på det lokale skarpe hjørne. Denne blanding af mange forskellige stoffer, sammen med dårlige muligheder for en forsvarlig hygiejnisk indtagelse af stofferne, og en livsstil præget af en dårlig ernæring betyder, at mange misbrugere i perioder bliver fysisk syge og ikke kan klare sig selv.

Herbergerne og forsorgshjemmene har op gennem 80'erne og 90'erne fået en øget tilgang af stofmisbrugere, der ikke selv kan håndtere egen tilværelse i en bolig. På Mændenes Hjem har vi kontakt med mange misbrugere, både dem, som bor på institutionen, og de mange, som jævnligt bevæger sig i Istedgade. Det er mennesker med et årelangt misbrug, eller som i årevis er i metadonbehandling med et sidemisbrug. Deres almenfysiske tilstand er ringe. Det er ikke unormalt at se ældre stofmisbrugere, der har fået amputeret et ben, eller se misbrugere, der er ødelagt af bylder. Man støder på hiv-smittede misbrugere. Man støder på sygdomme, som vi herhjemme anså for at høre fortiden til, fx tuberkulose.

De mange misbrugere, der debuterede i 1970'erne, er blevet ældre, og en stor del har pådraget sig fysisk og psykisk handicap af årevis af misbrug. Det er sikkert, at mange af disse ældre misbrugere i løbet af nogle år vil få nye behov, som social- og sundhedssystemet skal kunne honorere. Der vil blive brug for omsorgstilbud eller plejetilbud. Man kan allerede se, at der er behov for et forsorgshjem, som udelukkende tager stofmisbrugere, og som kan varetage omsorgsbehovene for de misbrugere, der i en periode ikke kan klare sig med et ambulant metadontilbud. Dette kan, i lighed med fx Optagelseshjemmet Møltrup, være statsligt finansieret med kommunal klientbehandling, således at institutionen kan tage klienter fra hele landet. Her skal den ældre misbruger kunne få plejet fysiske skavanker, rekreere sig, få god solid føde, have fritids- og aktivitetstilbud.

I løbet af få år vil der endvidere blive behov for plejehjemspladser, som er specielt gearet til at yde omsorg og pleje over for stofmisbrugere. Stofmisbrugerne vil få svært ved at klare sig på plejehjemmene, og de vil have svært ved at honorere kravene fra personale om fællesskab, samvær o.lign. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke problemer og diskussioner der vil opstå på et almindeligt plejehjem, når denne nye plejekrævende gruppe skal have plads på et plejehjem. Derfor er det vigtigt, både af hensyn til misbrugeren og af hensyn til andre plejehjemsbeboere, at social- og sundhedssektoren begynder at diskutere, under hvilke forhold og former ældre misbrugere skal blive gamle.