Deltagernes syn på mammografiscreening

Det er en af konklusionerne i et forskningsprojekt om mammografi-screening, som praktiserende læge og forskningskoordinator Inga Marie Lunde har gennemført via Ringkjøbing Amts Medicinske Forskningsenhed.

Resultaterne af en analyse af screening for brystkræft, set ud fra de berørte kvinders synsvinkel, er netop offentliggjort i en rapport med titlen 'Jeg håber det bedste ...'. Undersøgelsen er blevet til på initiativ af Kræftens Bekæmpelse, der har finansieret forsknigsprojektet.

Der er i disse år stor interesse for screenings-undersøgelser for brystkræft, både lægeligt, politisk og i befolkningen, fordi tidlig opsporing af kræftsygdommen betyder bedre behandlingsresultater for nogle af de syge. Siden 1. april 1991 er kvinder i Københavns Kommune i alderen 50-69 år blevet inviteret til mammografi hvert andet år.

Interview med 19 af disse kvinder danner grundlaget i Inga Marie Lundes forskningsprojekt. 10 af de 19 kvinder havde et normalt screenings-resultat, mens ni kvinder havde et unormalt screenings-resultat (dvs. at resultatet af screeningen gav en ubegrundet mistanke om brystkræft).

Her er nogle hovedtræk i de deltagende kvinders synspunkter på mammografi-screening, som de er beskrevet i rapporten om forskningsprojektet:

· Tilbuddet om at blive undersøgt for brystkræft betragtede alle som et gode. Deltagerne mødte op med 'håbet om det bedste ...'. Men de ville generelt ikke selv have taget initiativ til at blive undersøgt, hvis ikke brevet med tilbuddet var kommet.

· Deltagerne fandt, at det var betryggende at blive undersøgt og at være 'under kontrol'. De følte, at de fik en sikkerhed via undersøgelsen, men havde paradoksalt nok ikke kendskab til usikkerheden i form af de falske resultater, som forekommer i screening.

· Mange udsagn viste, at deltagerne forestillede sig, at en cancer opdaget ved screening gav en sikkerhed for, at de ikke ville dø af sygdommen.

· Deltagerne ønskede at blive oplyst om usikkerheder og risikoen for at få et falsk screenings-resultat. Dette ville stille dem mere frit i valget mellem at blive undersøgt, eller at ''tro på man er rask, så længe man føler sig rask.''

· De inviterede følte sig forpligtede til at deltage i screeningen og ville have fået ''dårlig samvittighed,'' hvis de havde undladt det. De frygtede, at de ved senere sygdom kunne blive bebrejdet, at det gik galt. De rejser spørgsmålet, om de reelt oplevede, at de havde et frit valg.

Resultaterne viser bl.a. at deltagere i screeninger ønsker oplysninger om usikkerhederne i undersøgelserne. De ønsker at vide noget om disse, fordi en viden herom giver dem et andet grundlag for at vælge, om de vil deltage i screening eller ej, konkluderer Inga Marie Lunde bl.a. i rapporten.

Deltagernes kobling af screening, sygdom og skyld hang sammen med frygten for, at de kunne blive bebrejdet, at de ikke havde ladet sig screene, hvis de siden hen blev syge. De vidste ikke, at der er ca. 24 pct. af kræfttilfældene, der ikke opdages, selv om der bliver foretaget en screening. Der var også en forestilling om, at blev canceren opdaget ved screening, ville man ikke dø af den. Dette siger en del om uvidenheden på screeningsområdet.

Deltagerne kendte risikoen ved ikke at lade sig screene. Men de kendte ikke risikoen ved at deltage i screening i form af de falske resultater, som kan føre til en ubegrundet mistanke om en kræftsygdom hos ca. 25 pct. af de raske, understreger Inga Marie Lunde.

Hun gør i den forbindelse opmærksom på, at der er behov for et stort oplysningsarbejde om screeninger generelt:

''Forhåbentlig kan analysen af deltagernes synsvinkler fremme nye forståelser og nuancere synet på, hvad screeninger kan føre med sig i det enkelte menneskes liv. Da har dette forskningsarbejde opfyldt sit formål,'' siger Inga Marie Lunde.