Faglig kommentar: Grundlæggende sygepleje

Tidligere på året, da debatten om evalueringsrapporten var på sit højeste, læste jeg i en af artiklerne her i tidsskriftet, at en sygeplejestuderende fandt det for dårligt, at hun ikke engang havde lært at lægge en Venflon i løbet af sin uddannelse.

Nådada, tænkte jeg, er tiden helt løbet fra mig? Jeg har da aldrig lært at lægge Venflon. I min tid kaldte man på en læge, når der skulle lægges drop. Første gang, jeg prøvede det, var som privatsygeplejerske i Versailles, hvor jeg havde otte dages uafbrudt døgnvagt hjemme hos en døende mand med kræft i spiserøret. Væske skulle han jo have, og jeg vogtede det bedste, jeg havde lært, over den spinkle kanyle, han var udstyret med, og satte vækkeuret til at ringe hver time natten igennem, så jeg kunne tilse patient og drop. I natkjole. For jeg sov i ægtesengen, mens patienten lå i en hospitalsseng, der var stillet klos op ad den. Men kun lidt hjalp det, og på femtedagen var venen forudsigeligt og uigenkaldeligt tromboseret. Hustruen kom farende med en standerlampe for at lyse for mig, og jeg måtte bruge forlængerledningen som staseslange, da jeg med rystende hænder skulle til at lægge mit første drop, og mens jeg ønskede min forvirrede og ivrigt snakkende tilskuer langt væk.

Jo, da ønskede jeg, at jeg havde lært at lægge en Venflon i løbet af min uddannelse.

Men er det grundlæggende sygepleje? Og er det i det hele taget grundlæggende sygepleje, de studerende skal lære i løbet af uddannelsen? Der er faktisk slet ikke enighed om, hvad grundlæggende sygepleje omfatter.

For Virginia Henderson var det grundlæggende princip i sygeplejen at hjælpe syge og svage med at tilfredsstille deres grundlæggende behov, hvilket man så kan kalde den grundlæggende sygepleje.

Krav om specialviden

Nogle opfatter grundlæggende sygepleje som en basis af viden, færdigheder og holdninger, der nødvendigvis må beherskes, før man kan gå i gang med at lære og udføre mere kompliceret og speciel sygepleje. Selve den grundlæggende sygepleje kan overlades til faggrupper med kortere uddannelser, mens sygeplejerskerne selv tager sig af den mere behandlingsrettede sygepleje.

Andre opfatter den grundlæggende sygepleje som den del af sygeplejen, sygeplejersken suverænt behersker på alle niveauer, og som udføres og udvikles alene af sygeplejersker, og som alene sygeplejersken er ansvarlig for.

Virkeligheden er imidlertid, at en stor del af sygeplejerskens patienter og klienter er i en eller anden form for behandling, som kræver en ganske betydelig specialviden, og at sygeplejersken kan betjene forskellige former for teknik. Det kan være nødvendigt for at vide, hvor meget patienten må vendes og bevæge sig, hvordan han skal observeres, hvordan han skal lejres, hvad han må spise osv. Sygeplejersken må altså ofte have stort specialekendskab for at kunne nå målet om at opfylde de mest grundlæggende behov.

Det er de samme grundlæggende behov og de samme mål, der skal nås, når social- og sundhedshjælperen dagligt og på tredje år hjælper den samme klient med at blive vasket, få mad og drikke og komme af med det igen.

Men kan det dog være rigtigt, at sygeplejersken end ikke er suveræn inden for den grundlæggende sygepleje?

Jo, hvis vi betragter den grundlæggende sygepleje som andet end en sum af viden, færdigheder og holdninger. Grundlæggende sygepleje består for mig i, at sygeplejersken fastholder, at mennesket har nogle grundlæggende behov, som sygeplejersken tager ansvar for bliver dækket, hvis patienten ikke selv kan. Den viden og de færdigheder, der skal til for at dække disse behov, kan derimod kræve sygepleje på meget forskellige niveauer og endog indebære, at sygeplejersken må konferere med andre faggrupper, for at den grundlæggende sygepleje kan udføres.

Henderson på efteruddannelse

Der er løbet meget vand i åen, siden Virginia Henderson skrev sine lærebøger, men selv uden efteruddannelse ville hun kunne se, om sygeplejen opfyldte sine mål. Hun ville se ind i patientens mund, om den var ren, fugtig og uden revner og belægninger. Hun ville se under dynen, om huden var hel og uden trykmærker. Hun ville observere, om patientens væskebalance og ernæringstilstand var god, om tåneglene var klippet, om håret var nyvasket, om patienten var meningsfuldt beskæftiget osv.

Det uforanderlige i den grundlæggende sygepleje er sygeplejerskens ansvar for, at patientens grundlæggende behov bliver opfyldt.

Nogle af de værste plejeforsømmelser, man kan komme ud for, ses netop, når sygeplejersker i de ofte pressede situationer, de står i i hverdagen, lader sig presse til at bruge tiden og kræfterne på at få flest muligt patienter behandlet, deltage i projekter, udføre visse former for behandling mv., mens patientens grundlæggende behov forsømmes. Det resulterer i dårlig ernæringstilstand, tryksår, dårlig mundhygiejne, apatiske eller frustrerede patienter, for blot at nævne nogle af de hyppigste forsømmelser. Det suveræne vil vise sig i, om sygeplejersken formår at argumentere for og fastholde, at det til hver en tid er patientens grundlæggende behov, hun skal prioritere.

Det foranderlige i den grundlæggende sygepleje er metoderne og teknikkerne, som skifter afhængigt af tid og sted, og hvad der er almindelig praksis. Og æren for at beherske metoder og teknikker må vi dele med andre faggrupper.

Om blodtryksmåling, kateterisation og anlæggelse af Venflon skal læres i løbet af uddannelsen må afhænge af, hvad der er behov for i praksis, så sygeplejersken ikke skal stå og fumle med en ukendt teknik hver eller hver anden dag. I dag er der nok mere brug for at kunne anlægge en Venflon end for at kunne ventrikelskylle for syrefaste stave. Det kan jeg til gengæld, og jeg har papir på det.