Fattigdom tvinger børn til institutionsliv

Billederne her er fra det børnehjem i Bukarest, som popsangeren Michael Jackson har besøgt på en tourné. Fotografierne kan næppe tages som udtryk for standarden på de rumænske børneinstitutioner.

I Ceausescus tid var det uønskede børn – resultater af diktatorens præventionsforbud – der blev sendt på børnehjem.

I dag er det børn af fattige forældre – resultater af frie markedskræfter i kombination med dårlig social sikkerhed – der tilbringer deres barndom på institution.

Sådan kan man generalisere ud fra resultaterne af to Unicef-undersøgelser af årsagerne til institutionsanbringelse af rumænske børn. Undersøgelserne blev gennemført i henholdsvis 1991 og 1996.

Der blev knebet mangen en tåre i hjemmene, da tv-billeder af forfærdeligt understimulerede og underernærede børn på rumænske institutioner gik verden rundt ved juletid i 1989. Ren og kold opbevaring af børn, som hverken forældre eller samfundet gjorde noget for.

Den gode nyhed først: Takket være en massiv indsats fra internationale og private hjælpeorganisationer – og flere penge på det rumænske nationalbudget til området – er forholdene blevet væsentligt forbedret (1), siden Ceausescu blevet styrtet. Institutionerne er bedre bemandede, børnenes ernæringstilstand er forbedret, og forekomsten af hiv og aids blandt børnene er mindsket.

Forholdene er dog ikke bedre, end at de rumænske børn, der har tilbragt hele eller store dele af deres barndom hos offentligt ansatte omsorgspersoner, også risikerer at tilbringe hele voksenlivet på en eller anden form for institution.

For den pædagogiske og psykologiske ekspertise har glimret ved sit fravær på instutionerne, hvor størstedelen af personalet ikke har nogle uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne tage vare på disse børn. For øjeblikket sluses mellem 20 og 40 procent af samtlige børnehjemsbørn direkte over til en vokseninstitution, typisk for psykisk udviklingshæmmede, så snart de er fyldt 18 år.

Og den udvikling vil fortsætte, hvis ikke der sættes kraftigt ind. For flere og flere forældre overlader forsørgelsen af et eller flere af deres børn i statens varetægt, tvunget af de økomoniske vilkår i Rumænien, hvor minimumslønnen er så lav, at selv to indkomster kan være utilstrækkeligt til at kunne betale selv de mest basale ting som mad og bolig. Børnetilskud, barselsorlov og bistandshjælp er der heller ikke noget, der hedder.

Fattigdom og vold

Overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi har været hård for den rumænske befolkning. Så hård, at cirka fem millioner rumænere ud af godt 22 millioner indbyggere i dag lever under fattigdomsgrænsen (defineret af Verdensbanken). Det svarer til cirka 22 procent af befolkningen (2).

Arbejdsløsheden er steget fra praktisk talt nul til 11 procent i de seneste syv år, og samtidig er reallønnen faldet (3). Det er især gået ud over børnerige familier med små indtægter. Det er børn fra disse hjem, der havner på døgninstitution.

I 1989 boede 39.908 børn på døgninstitution, i 1995 var antallet steget til 47.931 (1). Der svarer til en stigning på 17 procent. Tendensen slog igennem i 1993. Der er fire typer børnedøgninstitutioner i Rumænien, hvoraf de to af dem er for svært handicappede. De forholdsvis raske (man stødte ofte på mindre fysiske eller psykiske skavanker i Unicef-undersøgelsen) børn anbringes enten på 'Leagane', der ordret oversat betyder 'vugge', hvor småbørn fra nul til tre år bor eller på 'Casa de Copii' – børnehjem, der huser børn frem til 18-årsalderen.

Unicefs seneste undersøgelse blandt 3695 børn boende på henholdsvis 'Leagane' og 'Casa de Copii' viser (4), at fattigdom – og følgevirkningerne af den – er de hyppigst angivne årsager til, at børnene ikke længere bor hjemme. Forældrene vil i og for sig gerne have deres børn hjemme, men der er hverken råd til tøj

Side 17

mad, skolegang og evt. medicin. Børnene kommer som oftest fra hjem med kun én forsøger – i reglen en enlig mor. Hvor der er to forældre, er der ofte i vold i hjemmet, som også er en ofte forekommende social årsag til anbringelserne.

Europarekord i aborter

Det har også betydning, hvor mange børn der er. Jo større børneflokken i en social og økonomisk dårligt stillet familie er, desto større er sandsynligheden for, at et eller flere børn kommer til at bo uden for familien. En stor del af børnene i Unicef-undersøgelsen har tre eller flere søskende.

Det er ikke, fordi Rumænien generelt oplever et babyboom. Tværtimod. Fødselsraten er kun på 1.5 – så lav, at befolkningen ikke kan reproducere sig selv. De rumænske kvinder kender ikke meget til prævention, fordi familieplanlægning var forbudt i Ceausescus tid. Der åbnes familieplanlægningsklinikker, men uvidenheden om prævention er stadig meget udbredt.

Og selv om den menige rumænske kvinde er oplyst, er det ikke sikkert, at hun har råd til at beskytte sig. For øjeblikket er p-piller i Rumænien dyrere end at få foretaget en provokeret abort – medmindre man har fået præventionen billigere gennem en familieplanlægningsklinik. Så foreløbig er provokeret abort, der er blevet tilladt efter Ceausescu-styrets fald, løsningen på et uønsket svangerskab. Resultatet er foreløbig, at Rumænien har en kedelig Europarekord, idet der bliver foretaget 2,4 aborter for hvert barn, der bliver født (2).

Bruges som aflastning

Unicef har også kigget på, hvorfra børnene er visiteret. Selvom de fleste spæd- og småbørn bliver overflyttet til 'Leagane' direkte fra fødeklinikken, er der væsentligt flere børn, der når at tilbringe nogen tid i eget hjem, før de kommer på institution, i dag, end der var i 1991. Unicef har ingen forklaring på det forhold, fordi undersøgelsen ikke omfattede interview med forældrene. Men det kunne tyde på, at nogle mødre forsøger at tage sig af barnet selv, men må give op efter et stykke tid.

Halvdelen af de større børn (3-18 år) kommer til børnehjemmet direkte fra hjemmet, mens den anden halvdel er viderevisiteret fra anden institution.

I øvrigt er der en mindre gruppe børn, der ikke bliver hængende i systemet. De kommer hjem igen, dvs. at nogle familier bruger institutionen som aflastning i særligt hårde tider, konkluderer Unicef.

Institutionsforstanderne har ansvaret for at finde familielignende alternativer. Men deres primære interesse er drift og administration.

Forbliver institutionsbørn

I slutningen af 1995 vedtog det rumænske parlament en handlingsplan for beskyttelse af børn, der blandt andet indeholdt en strategi, der skulle fremme alternativer til institutionsanbringelse.

Foreløbig er det hovedsageligtde ikke-statslige organisationer (NGO'er), der kører den slags projekter. I de mest succesfulde af dem er det lykkedes at holde børnene hjemme i deres biologiske familier i cirka halvdelen af en given tidsperiode. Et eksempel på dette er en pædiatrisk dagklinik for hiv-smittede børn, hvor barnet får medicinsk behandling i dagtimerne, men tilbringer aften og nat derhjemme.

Den rumænske lovgivning pålægger institutionsforstanderne ansvaret for at kanalisere børnene ud til adoptiv- eller plejefamilier. Men de har rigeligt at gøre med den daglige administration, og det bevirker, at langt de fleste børn bliver fastholdt i et institutionsliv, konkluderer Unicef. Man kan også formulere det anderledes: Hvorfor i alverden skulle institutionslederne have interesse i at save den gren over, de selv sidder på?

Der er dog stor forskel på institutionernes indsats for at finde plejealternativer, afhængig af den enkelte forstanders entusiasme for sagen: Nogle er yderst aktive for at finde adoptiv- eller plejefamilier, andre gør ingenting overhovedet.

I Rumænien er det juridiske kriterium for adoption, at barnet skal have været uden forælderkontakt i et halvt år eller længere. Denne regel kan 70 procent af spæd- og småbørnene og 60 procent af børnehjemsbørnene opfylde i 1996-undersøgelsen. Men der ligger kun forældresamtykke til adoption hos otte procent af børnene i 'Leagane' og to procent af børnehjemsbørnene.

Adoption er ikke populært i Rumænien, og ordninger som aflastningsfamilier og familiepleje har hidtil ligget rumænerne fjernt. Så størsteparten af børnene forbliver institutionsbørn, og et fåtal bliver bortadopteret til familier i udlandet, læs Vesten. Adoptioner, som ikke altid foregår efter de internationalt gældende regler og forskrifter på området, påpeger Unicef (5).

Det allerbedste er naturligvis, at børnene kan blive i deres biologiske familier. Unicef anbefaler – blandt en mængde andre forslag – en gradvis lukning af de centrale, statslige børneinstitutioner til fordel for lokale børnepasningsmuligheder, i kombination med direkte økonomisk støtte til familierne i form af fx børnetilskud og skolepenge.

Litteratur

1. Can Romania Afford Not to? The Costs and Benefits of Implementing Community-Based Alternatives to Institutional Care. Unicef, Final report Winter 1996, Bukarest, Rumænien.
2. Romania 1996. Statistical overview, Unicef Romania, august 1996.
3. The Situation of Child and Family in Romania. Udgivet af The National Committee for Child Protection og Unicef, Rumænien.
4. The Causes of Institutionalization of Romanian Children. Unicef and International Foundation for Children and Families, Bucharest, January 1997.
5. Master plan of operations for 1995-1999. Government of Romania and Unicef. Country programme of cooperation Romania.

Nøgleord: Børnehjem, Rumænien.