Flest fordele ved åbne døgnhuse

Institutionsleder og chefsygeplejerske Helle Jørgensen: ''Det gode ved den decentrale model med de åbne sengeafsnit ude i distrikterne er, at langt de fleste patienter kan blive behandlet der, hvor de bor. Foto. Claus Lunau.

Patienterne må ikke kaldes patienter, men brugere. Det psykiatriske sygehus, der har skiftet navn til det neutrale Søndersøparken, har flyttet mange af sine senge ud i åbne døgnhuse. Og så er hele det psykiatriske område overført fra sundhedsforvaltningen til socialforvaltningen.

Med sin meget decentrale distriktspsykiatri satser Viborg Amt stort på en samlet tværfaglig indsats i lokalmiljøerne. Det var nyt i 1991, da amtet gik i gang med omstruktureringen, og det er stadigvæk så alternativt og utraditionelt i 1997, at Viborg-modellen er genstand for stor opmærksomhed, sidst i forbindelse med planerne for udflytningen af psykiatrien fra Kommunehospitalet i København til Amager Hospital.

Hovedstadens Sygehusfællessab har været på besøg i Viborg Amt og overvejer nu en Viborg-inspireret model med åbne sengeafsnit ude i distrikterne, men med en anden struktur og administration. Både før og efter HS-besøget har der været udtrykt betænkelighed ved Viborg-modellen både i dags- og fagpressen og i to evalueringer af henholdsvis epidemiologien (1) og organiseringen (2) af den psykiatriske indsats i Viborgs nordlige distrikt Thisted og Nykøbing Mors.

Det er især lægerne, der har ytret sig i debatten, hvor kritikken meget har gået på, at det er uhensigtsmæssigt at udskille pykiatrien fra de øvrige lægefaglige specialer under sundhedsområdet. At det er svært at drive sygehuse i to parallelle forvaltninger. At den distriktspsykiatriske netværksorganisation med mange faggrupper, der skal arbejde tæt sammen, fungerer trægt.

Modellen

I Viborg-modellen opererer man med fire distrikter: Nord, Midt, Syd og Viborg by. Hver især er de forbundet med stamafdelingen Søndersøparken, der ligger i Viborg – i gåafstand fra det somatiske sygehus. Hvert område udgør en distriktspsykiatrisk enhed med et team, et eller flere døgnhuse, daghuse og træningskollektiver alt afhængigt af befolkningsunderlaget de pågældende steder.

Døgnhusene, som er den mest interessante nyskabelse, fungerer som åbne afsnit efter paragraf 138 i bistandsloven. Det betyder bl.a., at der ikke kan anvendes nogen form for tvang i døgnhusene. Bliver en patient dårlig eller nægter at tage sin medicin, må han overflyttes til Søndersøparkens lukkede afsnit, hvis han har brug for den låste dørs skærmning. Døgnhusene bruges ofte som udslusningsmulighed for patienter fra Søndersøparken.

Daghusene er åbne tilbud med fysio- og ergoterapi og ellers lidt af hvert, afhængigt af brugere og område. Daghus Viborg rummer eksempelvis et værksted for kronisk syge patienter. Det er også her havefolkene dyrker masser af gode grøntsager, som bruges rundt om i systemet. Lederne af daghusene er altid en ergo- eller fysioterapeut. Til hvert distrikt er knyttet et fagligt team, som består af læger, sygeplejersker, psykolog og socialrådgiver. Det samme team følger så vidt muligt patienten både under indlæggelse og i ambulant behandling.

Søndersøparken er først og fremmest ramme om de lukkede sengeafsnit, som relaterer sig geografisk til de forskellige distrikter. Flere afsnit har akut modtagefunktion, andre fungerer som rehabiliteringsafsnit med intensiv behandling under langvarige indlæggelser.

Det er også her, amtet har sine specialfunktioner som gerontopsykiatri, retspsykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. Og som noget specielt for Søndersøparken er her også en døgntjeneste, som ikke må forveksles med en skadestue. Døgntjenesten er et socialt tilbud og har derfor ingen lægebemanding. 3-400 mennesker henvender sig her hver måned enten personligt eller over telefonen for at tale om deres problemer.

Som noget yderligere specielt i Viborg-modellen er der tale om enhedsledelse. Hver enhed eller institution har sin egen ledelse, som er budgetansvarlig, både når det drejer sig om bygninger, inventar og aktiviteter.

Svært med aftaler

Hans Henrik Godt skal som koordinerende overlæge sørge for vagtplanlægningen, et job, som nok kan give anledning til sved på panden:

''Jeg vil nødig betegnes som en Rasmus Modsat, men Viborg-modellen har en del ulemper – set med lægeøjne,'' siger han.

''En typisk arbejdsdag for lægen indeholder mange komponenter – ambulante patienter, besøg i døgnhuset, besøg i de lukkede afsnit og måske et eller flere hjemmebesøg rundt om i distriktet. Det skal sammenholdes med, at Viborg Amt geografisk er et langstrakt amt. Der skal køres meget fra det ene til det andet. Det er svært at håndtere. Der vil uundgåeligt komme forsinkelser. Der går tit en ekstra halv time til en patient, og så er man bare bagefter den dag. Ofte involverer lægebesøgene andre personalekategorier, så inden man får set sig om, er der klager fra døgnhuse og sengeafsnit over, at man ikke overholder de aftalte tider.''

En andet forhold, der gør Hans Henrik Godts job som koordinator besværligt, er den udtalte lægemangel i amtet. Der er vakante stillinger, så sygdom, kurser eller andet fravær er noget, der har stor betydning for vagtplanlægningen.

Problemet med at rekruttere arbejdskraft er ikke noget, der er specielt for psykiatrien i Viborg Amt. Der er også problemer inden for det somatiske område. Distrikt Nord, Thisted og Nykøbing Mors, har altid haft det særlig svært. Men Hans Henrik Godt mener, at den nye distriktspsykiatriske model sammen med det daglige arbejde er med til at forstærke dette forhold. En oplagt grund er ifølge Godt, at hele det psykiatriske område er overflyttet fra sundhedsområdet til socialområdet:

''Alt har nu overskriften 'socialt'. Patienterne er brugere, og vi bedriver socialpsykiatri. På et eller andet plan har det nok en psykologisk betydning for kollegerne. Og helt konkret lider vi en række afsavn. Vi er nu i modsætning til

Side 7

tidligere udskilt fra de øvrige lægespecialer på sygehuset i Viborg, og det betyder, at vi ikke er med til ét eneste planlægningsmøde om, hvordan vi indretter vores sygehusvæsen. Det savner både jeg og kollegerne. Jeg kan give et eksempel.

Som psykiatere har vi flere gange efterlyst en bedre behandling her i amtet af mennesker med organiske hjerneskader. Efter at have besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at se på problemet erfarer jeg her for ganske nylig, at det somatiske område allerede har etableret sig med en sådan arbejdsgruppe uden på noget tidspunkt at have medinddraget os. Det føles meget frustrerende.

Læger er til syvende og sidst ikke anderledes end andre fagfolk. Vi vil gerne have et fagligt miljø, og det får vi ikke meget af med vores placering i socialforvaltningen. Derfor tror jeg, det er ekstra svært for os at få besat vores ledige stillinger, også selv om jeg har gjort virkelig meget for at gøre det attraktivt at være hos os.''

Viborg Amts meget decentrale model med de åbne sengeafsnit i døgnhuse ude i lokalområderne og med de lukkede afsnit i Søndersøparken i Viborg. Mange borgere kan nu blive i deres hjemlige miljø og dér få den behandling og pleje, de har brug for.
Døgnhusene bruges også til udslusning af patienter, der indlægges på et af de lukkede afsnit i Søndersøparken. Hus tre i Viborg rummer langtidsbeboere. Her støtter personale en gruppe beboere, som er svære at integrere i det almindelige udlejningsmiljø. 
Distriktspsykiatrien i Viborg Amt hører i dag under socialforvaltningen og refererer til et særligt socialpsykiatrisk kontor – med undtagelse af børne- og ungdomspsykiatrien, der refererer til socialforvaltningens familieafdeling.

Småt er er også godt

Chefsygeplejerske Helle Jørgensens titel i socialforvaltningsregi er institutionsleder, hvilket indebærer, at hun er ansvarlig for alt fra rengøring til pleje og behandling på de lukkede voksenpsykiatriske sengeafsnit i Søndersøparken. For hende spiller det ikke den store rolle med titelbetegnelsen eller det, at psykiatrien er i socialt regi. Efter hendes mening har den decentrale model flere fordele end ulemper, ikke mindst for patienterne, siger hun:

''Tidligere skulle patienterne næsten altid til Viborg, også dengang psykiatrien i Ringkøbing Amt hørte under amtet her. Efterhånden fik Viborg en lidt odiøs klang. Havnede man først her, ja, så var man virkelig syg. Det gode ved den decentrale model med de åbne sengeafsnit ude i distrikterne er jo, at langt de fleste patienter kan blive behandlet der, hvor de bor.

Døgnhusene ligger som små enheder centralt placeret ude i lokalsamfundene og har egentlig meget lidt institutionspræg, selv om der er tale om behandlings- og plejemiljøer. Det er mit bestemte indtryk, at både patienterne og personalet i døgnhusene er meget glade for denne nyskabelse, som psykiatrien i Viborg har været først med. Der er faktisk tale om en lokal jysk opfindelse, som ikke er afprøvet tidligere hverken her i landet eller udlandet.''

Helle Jørgensen har en temmelig unik baggrund for at udtale sig om psykiatriske behandlings- og plejemiljøer. Ikke alene har hun mange års erfaring som psykiatrisk sygeplejerske på forskellige institutioner rundt om i landet, men hun er, som hun selv siger, både født og opvokset på et sindssygehospital:

''Min første barnepige var faktisk en skizofren ung mand!''

Helle Jørgensen mindes især sin tid som sygeplejeelev på Sct. Hans Hospital ved Roskilde. Det var i 1968, og dengang var forholdene meget forskellige fra, hvordan de er nu:

''Patienterne havde horrible tilstande, syntes jeg dengang. I dag er der en helt anderledes respektfuldhed og ligeværdighed i forholdet mellem patient og institution, og ved omlægningen af psykiatrien i Viborg Amt har man faktisk taget meget vidt hensyn til de målsætninger (3), som er udstukket fra starten. Overordnet er det noget med at give den enkelte mulighed for at leve en tilværelse

Side 8

så normalt som muligt, og det kan man sige, at det gør netop døgnhusene, hvor patienterne, eller brugerne, som jeg skal sige, har hyggelige eneværelser med bad, og hvor de meget langt hen ad vejen deltager i alle de aktiviteter, der nu skal til for at holde et hjem i gang – tøjvask, indkøb, madlavning, rengøring osv.''

Nærhedsprincip, mindsteindgrebsprincip, kontinuitet, forebyggende foranstaltninger og tværfagligt samarbejde er andre overskrifter for Viborg-modellen, som specifikt er organiseret i mindre, overskuelige lokale enheder.

Som Helle Jørgensen siger: ''Småt kan også være godt.''

Hun vil dog gerne indrømme, at små enheder kan have deres begrænsninger: ''Jeg har som Hans Henrik Godt ambitioner om et levende fagligt miljø, og det kræver måske lidt ekstra kræfter at få etableret på tværs af faggrænser og imellem de små enheder. Men jeg har nu en tro på, at hvis man vil, så kan det også lade sig gøre.''

Gamle myter

Helle Jørgensen har naturligvis også fulgt debatten i medierne. Den gør hende tankefuld, for, som hun siger, den nærmer sig efterhånden det mytologiske:

''Jeg tror, psykiaterne er bange for, at det går med psykiatrien som med åndssvageforsorgen, når der sker overflytning fra sundhedsområdet til det sociale område. Der er ikke længere noget lægeligt speciale knyttet til åndssvageforsorgen, men hvorfor i alverden skulle der ske noget tilsvarende for psykiatrien. Rent tankespind,'' siger hun og tilføjer: ''Lad os få gjort op med alle de gamle, patriarkalske statshospitalsholdninger. Her i Viborg har vi strukturen og murstenene på plads, lad os nu bruge de meget fine forhold, vi i virkeligheden har.''

Helle Jørgensen hentyder her både til økonomi og selve de fysiske rammer. Og her får hun følgeskab af Hans Henrik Godt. Begge er rørende enige om, at økonomien er blevet bedre på enhver måde, efter at det psykiatriske område i Viborg Amt er flyttet over i socialforvaltningen:

''Det er hævet over enhver tvivl, at vi økonomisk har fået det bedre,'' siger Hans Henrik Godt.

''Vi har fået tilført langt flere ressourcer, end hvis vi var forblevet under sundhedsområdet. Her har hjerter og andet vitalt langt større bevågenhed end psykiatrien. ''

De ekstra ressourcer er især gået til at forbedr de fysiske rammer for patienterne. Døgnhusene opfylder til fulde de materielle patientrettigheder, som forslaget til ny psykiatrilov lægger op til, og meget snart bliver også de lukkede afsnit i Søndersøparken ført up to date: ''Der bliver enestuer til alle, og med hensyn til det retspsykiatriske afsnit får vi nok det bedste i landet,'' siger begge.

Hans Henrik Godt tilføjer, at det også gælder det gerontopsykiatriske afsnit. Her er driftsfunktionen helt i top. Psykiatrien i Viborg Amt har mange spændende faglige udfordringer til de læger, der kan løsrive sig fra de store byområder, mener han.

''Måske er Viborg-modellen i virkeligheden et spørgsmål om at vænne sig til en ny kultur,'' tilføjer han.

''Følelser og holdninger kan mange gange være irrationelle.''

Litteratur

1. Søgaard, Hans Jørgen. Distriktspsykiatri i Viborg Amt, Region Nord. Risskov: Institut for Psykiatrisk Grundforskning 1994.
2. Seemann, Janne. Når organisationer skal samarbejde. København: Munksgaard 1996.
3. Viborg Amt, Socialforvaltningen. Målsætninger og behandlingsprincipper for Psykiatrien i Viborg Amt. Viborg 1994.

Nøgleord: Distriktspsykiatri, døgnhuse, lokalpsykiatri, psykiatri, Viborg.