Her i vores hus

Dannebrogsgade 16 i Viborg. Foto: Claus Lunau.

Adressen er Dannebrogsgade 16. Huset er nyt, men falder naturligt ind i rækken af de lidt ældre huse i et af Viborgs gamle hyggelige kvarterer. I kælderen snurrer vaskemaskinen. Der er kage til kaffen. Og Asmus inviterer indenfor.

Som bruger er han meget tilpas med sin egen hyggelige stue. Døgnhus Viborg kommer så tæt på et almindeligt hjem, som det nu er muligt, når der er tale om en moderne, effektiv behandlingsinstitution for 16 psykiatriske patienter.

Døgnhusene i Viborg Amt er åbne, psykiatriske sengeafsnit, der er flyttet væk fra sygehuset og ud i lokalmiljøerne. En rent lokal, jysk opfindelse, som vækker opmærksomhed både øst og vest for Storebælt. Sidst har Københavns Borgerrepræsentation og direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab Lone de Neergaard været på besøg i Dannebrogsgade.

Ikke alle i systemet er begejstrede for amtets nye distriktspsykiatriske model, som i dag er overflyttet fra sundhedsområdet til socialforvaltningen. Men set med brugernes øjne og personalegruppernes i de enkelte huse er fordelene store:

''Overordnet er totalinstitutionen væk.

Brugerne bliver ikke institutionaliserede i samme grad, som man kan blive det på det store sygehus.

Her bliver de i lokalmiljøet. Ofte bor de lige om hjørnet og kan smutte hjem og vande blomster, kigge i køleskabet og se, hvordan familien har det.

Og omvendt har vi mulighed for at komme forbi efter udskrivningen og lette overgangen fra indlæggelse til hverdag, hvis der er behov for det,'' siger institutionsleder Gitte Agner.

Gitte Agner er psykiatrisk sygeplejerske med mere end 20 års erfaring fra både lukkede og åbne afsnit på psykiatriske sygehuse i henholdsvis Københavns og Frederiksborg Amter.

En pose penge

Jobbet som institutionsleder indebærer langt mere end en sædvanlig afdelingssygeplejerskestilling, for som titlen lægger op til, så er Gitte Agner ansvarlig for døgnhuset i Dannebrogsgade. Helt konkret. Det er op til hende, at plankeværket og terrassen bliver malet, sikringerne skiftet, hvis relæet slår fra osv. Ikke at hun manuelt skal gøre tingene selv, men som hun siger: ''Jeg har fået en pose penge fra forvaltningen, og det betyder, at jeg er budgetansvarlig og dermed selv kan bestemme, hvad pengene skal gå til.

Det giver i virkeligheden en høj grad af ansvarlighed over for de betroede midler. Jeg og medarbejderne kan selv prioritere.

Side 9

Vil vi bruge penge på vedligeholdelse, aktiviteter eller uddannelse? Det er op til os.''

Gør tingene selv

I og med at døgnhusene er en nyskabelse er der tale om nogle fysiske rammer, som lever op til de materielle patientrettigheder, som stadig efterlyses mange steder i psykiatrien. Her er enestuer med eget bad en selvfølge, og har man som bruger behov for det, kan man selvfølgelig få sin egen værelsesnøgle. Herudover er der alt, hvad der skal være i døgnhusene for at imødekomme brugernes behov for en adækvat behandling og pleje, samtalerum, opholdsrum, køkken og spisestue, fritidsfaciliteter, udendørsmuligheder mv.

''De mange gode faciliteter gør, at vi har mulighed for at lave et virkelig godt stykke miljøterapeutisk arbejde, der skal hjælpe den enkelte bruger til kontrol over egen livssituation. Vi får ikke maden serveret på en bakke eller det rene tøj ind på en vogn. Her laver vi mad selv, gør rent, rydder op, vasker tøj, ordner have. Det er naturligvis personalets ansvar, at det bliver gjort, men formålet med disse mange aktiviteter er jo at inddrage brugerne så meget, som vi nu er i stand til alt afhængigt af deres sygdom,'' siger Gitte Agner.

Miljøterapien i døgnhuset handler ikke kun om husets indre miljø, men i høj grad om det omgivende miljø og brugernes egen baggrund, familie, arbejde, fritidsinteresser osv. Herudover suppleres naturligvis med medicinsk behandling og egentlig psykoterapi, hvor det er relevant.

Kontaktpersoner

Et andet meget vigtigt led i opholdet er funktionen med kontaktpersonerne. Hver bruger er knyttet til mindst to kontaktpersoner, som man planlægger behandling, aktiviteter og ophold sammen med.

''Kontaktpersonernes fornemste opgaver er at skabe en menneskelig relation mellem brugerne og sig selv og få brugerne integreret i det daglige liv i huset. Det lykkes fint,'' siger Gitte Agner.

Indlæggelsestiden i døgnhuset er meget varierende. Som regel er der tale om nogle uger, men det kan svinge fra en enkelt eller to og helt op til halvandet år.

Til de 16 patienter, eller brugere, som forvaltningschefen fremover ønsker patienterne omtalt som, er der knyttet 21 fuldtidsstillinger fordelt på institutionslederen og hendes stedfortræder (begge er sygeplejersker), otte sygeplejersker, en ergoterapeut, en pædagog, en kontorasssistent, tre køkken- og rengøringsassisstenter samt herudover plejere og social- og sundhedsassistenter, nogle på fuld tid, andre på deltid.

''Vi er typisk mellem fire og seks plejepersonaler i dagvagt, tre i aftenvagt og to i nattevagt, den ene dog sovende med mulighed for tilkald,'' fortæller Gitte Agner.

På frivillighedens basis

Til hvert distrikt i amtet er knyttet et fagligt team, bestående af psykiatere og sygeplejersker, en psykolog og en socialrådgiver. De visiterer brugerne til de forskellige behandlingstilbud i systemet, hvad enten det drejer sig om et lukket afsnit på Søndersøparken i Viborg ( amtets distriktspsykiatriske sygehus), et åbent afsnit i et døgnhus eller måske til et af daghusene, der fungerer som åbne væresteder med tilbud om ergo- og fysioterapi og diverse aktiviteter.

''Vi har tæt samarbejde med de lukkede afsnit i Søndersøparken. Vi fungerer ofte som udslusningssted for deres udskrevne patienter, og omvendt så betjener de os, hvis nogle af vores beboere bliver dårlige og må overflyttes til et lukket afsnit. Det sidste sker heldigvis meget sjældent. Jeg tror, jeg har oplevet det tre-fire gange i det års tid, jeg har været her i døgnhuset. Brugerne er her frivilligt. Vi kan ikke udøve nogen som helst form for tvang, så hvis en patient bliver rigtig dårlig, kan vi hverken tvangsfiksere eller tvangsmedicinere. Så må vi få overført vedkommende til Søndersøparken, hvis det bliver nødvendigt,'' siger Gitte Agner.

Træning i selvforsvar

Både hun og det øvrige personale har skullet vænne sig til, at de selv skal kunne tackle situationer, som måske kan udvikle sig til noget voldsomt:

''De fleste af os har jo været vant til at arbejde i et stort hus, hvor man kunne trykke på en knap – og så kom hjælpen farende. Det kan vi ikke her. Her må vi selv klare tingene. Vi har naturligvis et internt alarmsystem og i øvrigt en aftale med det lokale politi, at trykker vi 112 her fra Dannebrogsgade, så får vi omgående hjælp. Men selv har jeg som leder gjort meget for, at hele personalet har fået oplæring i, hvordan man kan tackle en aggressiv bruger. De har bl.a. fået træning i selvforsvar. Og herudover har vi gjort meget ud af, hvordan man på det psykologiske plan klarer prekære situationer,'' siger Gitte Agner.

Trods kritikken tror hun, at Viborg-modellen med sine åbne sengeafsnit ude i lokalmiljøet har en fremtid for sig:

''Det er en udfordrende opgave at få det tværfaglige samarbejde til at fungere i et helt amt. Her inden for døgnhusets vægge går det vældig godt, synes jeg. Men også samarbejdet udadtil med det distriktspsykiatriske team bliver bedre og bedre, og det er sygeplejerskernes fortjeneste. Det er os, der tålmodigt laver den koordinering, som er så nødvendig for, at ordningen kan fungere optimalt. Jeg ved, lægerne føler sig ophængt med deres mange funktioner ude i lokalmiljøerne og inde på de lukkede afsnit på Søndersøparken. Derfor er det i meget høj grad os, der får aftalerne i stand.''

For hende og kollegerne er der noget meget tilfredsstillende i at kunne forvalte eget budget, at kunne opstille sine egne mål for aktiviteterne i huset inden for rammerne af den overordnede målsætning om nærhed, kontinuitet, ligeværdighed og tværfagligt samarbejde.

Nøgleord: Distriktspsykiatri, døgnhuse, lokalpsykiatri, psykiatri, Viborg.