Mistede tilliden til systemet

For tre år siden en søndag morgen i februar. Der var meget stille, sne overalt, temperaturen var nær frysepunktet, himlen var klar, og klokken var kvarter i otte. Jeg står i køkkenet og kikker ud ad vinduet. Jeg ser en person gå ind i indkørslen. Han kikker ned, som om han leder efter noget. Det undrer mig, han kommer nærmere, lidt tøvende og banker på. Jeg lukker op.

Jeg føler en uforklarlig uro, spørger, om jeg kan hjælpe med noget. Han ser på mig og siger ja, om han må komme ind? Er der sket noget, min stemme stiger, et sted inde i mig vidste jeg, at det var drengen. Hvad er der sket? Jeres søn er sprunget ud fra . . .

Det svimlede, politibetjenten virkede forlegen. Sig, det ikke passer.

Politibetjenten tager sine papirer frem, ser efter, er han usikker? Jo det passer. Alligevel tror jeg ikke rigtig på det, vi vandrer som vanvittige frem og tilbage. Fuldstændig forsvarsløse, en følelse af at være nøgne, uden mulighed for beskyttelse. En rædsel så stor og dyb, fuldstændig uvirkelig, fylder hele kroppen, hele rummet, alt.

Hvad skal vi stille op? Politibetjenten forklarer, at drengen har taget speed, er nærmest blevet psykotisk, troede, han kunne flyve, løb op på sjette sal, sprang ud og blev dræbt på stedet. Det var den nøgne barske sandhed, vi fik den søndag morgen i februar, den dag vores liv blev forandret, den dag vi skulle opleve vores livs største og dybeste sorg, en smerte så ubeskrivelig stor.

Vores søn havde været til fødselsdag aftenen før, var glad gået til fest, havde sin nye jakke på, som han havde fået til jul. Han syntes selv han så flot ud. Han havde taget køretimer den dag, vi havde spist morgenmad sammen, været i svømmehallen. Jeg mærker smerten i mit bryst, helt langt ind i sjælen, når jeg tænker på det. Prøver at fastholde oplevelsen og nærheden. Jeg vil ikke have, at det er slut, jeg vil ikke have, at han forlader mig.

Lille og ydmyg

Vi skulle med på sygehuset, vi skulle identificere ham, sagde betjenten. Vi fik noget tøj på, vi sad sammen bag i politibilen, han var civilklædt i egen bil, tror jeg. Vi sad fuldstændig forstenet, knugede hinandens hænder. Jeg sad hele tiden og tænkte, at måske var det slet ikke rigtigt, de kunne måske have taget fejl. Vi går op på skadestuen sammen med betjenten, bliver modtaget af en sygeplejerske, venlig, synlig påvirket af situationen, alvoren stod malet i hendes ansigt. Vi bliver fulgt ind på afdelingssygeplejerskens kontor. Vi må vente, til de er færdige, færdige med hvad? Det får vi ikke at vide. Hvad skal de ordne? Hvad gør de ved ham? Hvad kommer det dem ved? De skal ikke gøre ham noget! Sygeplejersken kommer ind, jeg er utålmodig, urolig over, at det skal tage så lang tid, de skal vist tage nogle blodprøver. Hvorfor det? Der er gået 10 minutter nu, men som sygeplejersken lidt fornærmet siger, de gør det jo ikke for at genere os. Jeg føler mig straks skyldig, irettesat, lille og ydmyg, her er det dem, der bestemmer, vi er i deres magt, afhængige af dem, jeg må hellere være taknemlig, de er jo venlige, og jeg synes også, at de gør deres bedste for at hjælpe os.

Jeg husker helt klart den følelse af ydmyghed og afhængighed, at jeg ikke kunne være bekendt at opføre mig sådan, jeg burde være taknemlig for deres venlighed. Jeg kan stadig blive utrolig vred over, at jeg skulle påføres

Side 31

den følelse, det var ikke rimeligt, det var ikke værdigt. Hvorfor skulle jeg føle dårlig samvittighed?

Meget står i en tåge, men meget står også lysende klart. Vi fik tilbudt stesolid, så vi kunne sove om natten.

Skyndede på os

Endelig fik vi lov til at følge med. Da vi gik, følte jeg, at noget havde indtaget mig, noget havde indfanget det mest private af mig, følte mig totalt blottet og nøgen, og alligevel med et skjold af vrede og afstandtagen også til den sygeplejerske, som fulgte med os. Hvad havde hun her at gøre?

Hun lukkede døren op til det rum, hvor drengen lå, her gik virkeligheden i al sin gru op for os. Der lå vores søn med et lagen over, med sin jakke og højhalsede bluse. Han var så pæn, så så sød og rolig ud. Jeg skreg og hulkede. Jeg turde næsten ikke røre ham, han var så kold. Jeg kan stadig mærke han stive hår.

Jeg tror ikke, en større gru og rædsel kan opleves. Vi havde hele tiden sygeplejersken for enden af værelset. Hvorfor gik hun ikke? Hun ligesom vogtede på os. Det her var for privat, kunne hun ikke forstå det? Hun blev ved at vente, sagde, at vi bare skulle give os tid, men med sin tilstedeværelse skyndede hun ubevidst på os. Det var ikke let at gå, og alligevel gik vi alt for hurtigt, vi forlod ham, vi lod ham være alene, uden for vores beskyttelse, uden for vores rækkevidde, uden mulighed for at nå ham mere. Vi gik igen op på afdelingssygeplejerskens kontor, vi skulle vente, jeg husker ikke på hvad. Jeg tænkte, at det var underligt, at vi ikke skulle tale meden læge. Der var en hel masse ubesvarede spørgsmål, hvorfor kom han ikke? Tankerne kørte i mit hoved, men de blev ikke til ord. Vi blev spurgt, om vi havde noget imod, at der blev foretaget obduktion. Der var vi ikke i tvivl. Ingen skulle røre ham, han skulle være i fred, så det var et klart nej. Sygeplejersken sagde, at hun ville notere det i journalen, jeg bad hende understrege det, for at vi kunne være sikre. Senere blev vi alligevel nødt til at acceptere, at der skulle foretages obduktion. Det blev dagen efter pr. telefon meddelt os. Vi blev spurgt, om vi var medlem af Falck's Redningskorps, for så kunne vi måske få hjælp af en psykolog, hvis vi altså havde tegnet et sådant abonnement.

Jeg tænkte på, hvorfor er her ingen læge? Hvorfor tilbyder de os ikke at tale med en læge? Det havde selvfølgelig ingen forskel gjort, men måske havde vi haft mulighed for at få en forklaring på noget af det uforståelige. Han holdt sig måske væk, fordi det var for ubehageligt. Drengen var jo død, 18 år, sprunget ud fra sjette sal. Da vi gik, så vi ingen, det var, som om at alle holdt sig væk. Jeg sagde tak, da vi gik!

Sat på plads

Jeg oplevede, at forholdet mellem sygeplejersken og os ikke var ligeværdigt. Tværtimod indtog sygeplejersken en dominerende, styrende rolle over for os. Jeg oplevede samspillet mellem os som et slags overgreb, som om vi skulle forsvare os.

En bemærkning, tavshed, manglende forståelse for vores tidsopfattelse, manglende forklaring og manglende indlevelse på det rigtige tidspunkt medførte tillidsbruddet.

Da sygeplejersken svarede mig, at hun ikke gjorde det for at genere mig, satte hun mig godt og grundig på plads og gav mig en følelse af at være lidt uforskammet og for utålmodig. Vi blev sat til at vente alene, vi fik ikke noget at vide om, hvad de foretog sig, og hvor længe vi skulle vente. Vi blev sat uden for indflydelse og ikke inddraget, og vi havde i vores situation ikke mulighed for at reagere med andet end angst, uro og vrede.

Måske var hensigten ubevidst at gøre situationen ufarlig i forhold til sig selv og os. Måske vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op? Måske var hun ikke kompetent nok til at handle rigtigt i situationen, men skulle vi være medansvarlige for det? Blev vi i stedet ofre for et ikke helt professionelt personale?

Sygeplejersker, læger og politi er jo de faggrupper, der er tættest på død, tab, tragiske skæbner og chokerede mennesker. Men omsorgen for pårørende og efterladte i de mest kritiske timer er ofte en sygeplejerskes ansvar. En omsorg, der kan være særdeles afgørende for disse menneskers senere opfattelse af og tillid til de professionelle, og som også stiller store menneskelige og professionelle krav, ikke mindst til sygeplejersker.·

Lissie Rosenager er områdeleder i Herlev Kommunes Hjemmepleje.

Nøgleord: Pårørende, sygepleje.