Det kræver et godt bryst

''Nu har jeg ammet i 12 timer, og jeg kan ikke mere.'' Den nybagte mor, der med lidt god vilje ligner en mellemting af udskidt æblegrød og et lille andelsmejeri, følger med mig ned ad gangen på fødeafdelingen. Vi er begge nybagte mødre, og vi er ved at lære den svære teknik at amme sit barn. Amningen er, ud over afføringen, det samtaleemne, der fylder mest i vores hverdag. Vi er ikke i tvivl om, hvor vigtigt det er at amme sit barn. Langt de fleste kvinder – ca. 95 pct. i Danmark begynder på amningen, men halvdelen stopper igen, når barnet er fire måneder. Selvom ammefrekvensen er højere end i de fleste andre lande, er det vigtigt, at vi ammer vores børn længere. Derfor bugner vores borde også hurtigt med informationsmateriale og bøger om amningens fortræffeligheder.

Brystmælk beskytter mod alt. Derudover kommer der alle de sekundære fordele; det er billigt, det  Side 37

er nemt, du får en helt speciel kontakt til dit barn, det er god prævention og det er hygiejnisk. Den giver kort sagt gladere og sundere børn.

På hospitalet instruerer sygeplejersker og jordemødre de nye mødre i amning. Når du kommer hjem, kan du, ud over hjælp fra sundhedsplejersken, ringe til en amme-rådgiver i dit lokalområde fra foreningen 'Forældre og fødsel'. De mere eller mindre offentlige instanser står kort sagt i kø for at hjælpe dit barn til brystet.

Så skulle alt jo være godt? Men det erfarer jeg hurtigt, at det ikke er. Min unge skriger og skriger. Jeg lægger ham til brystet hver halve time. Han spiser, indtil han sover, så bliver han forsigtigt lagt over i vuggen. Inden jeg når at udstøde lettelsens suk: lyder et vræl. Og det bliver ved indtil jeg lægger ham til igen. Mit princip om, at mit barn skal sove i sin egen seng, er hurtigt glemt. Nu ligger han hele natten med brystet i munden med det resultat, at vi begge vågner sovset ind i mælk, med faderen sovende på sofaen. Intet vil lykkes, og til slut tuder vi om kap. Enten har jeg fået verdens mest ulykkelige nyfødte barn eller også er der noget andet galt. I min nød går jeg på jagt efter flere informationer.

Et skrige-helvede

Der findes mange informationer om amning. Fra hospitalet havde jeg fået bogen fra Sundhedsstyrrelsen 'Sunde børn'. Afsnittet om ernæring indledes med: ''Modermælk er bedst. Den bedste ernæring for et spædbarn er modermælk. Næsten alle mødre kan amme – i hvert fald hvis de får den rette vejledning'' (2).

Vejledning har jeg fået rigeligt af. Jeg ved alt om, hvordan barnet skal lægges til. Jeg drikker minimum tre liter vand om dagen. Jeg tør ikke støvsuge for tænk nu, hvis jeg bruger for meget energi, og det så går ud over mælkeproduktionen. Der er ikke umiddelbart noget, jeg gør forkert. Sundhedsplejersken forsikrer mig om, at alt er, som det skal være. Ungen tager jo også fint på i vægt. Hvad så?

Min mors teori går på, at der ingen næring er i min mækl. Den bliver hurtigt banket i jorden. I al modermælk findes de næringsstoffer, der skal være. Dog kan fedtindholdet variere, ligesom sammensætningen af næringsstoffer varierer igennem måltidet (2, side 17). Så måske er det rigtigt. Dette skrige-helvede, det er simpelthen sådan, det skal være. Heldigvis kender jeg Dorthe, der ingen problemer har haft med at amme. Hun har to børn, den ældste ammede hun, indtil han var syv måneder, selv om hun følte sig meget træt i slutningen af ammeforløbet. De første seks måneder af drengens liv kunne hun ikke bevæge sig væk fra hjemmet i mere end to timer ad gangen. Dorthes barn nummer to suttede også frejdigt, så jeg spurgte hende, hvad hun gjorde, hvis og når barnet blev ved med at skrige, selv om barnet lige havde været lagt til. Hun svarede: ''Det er det største problem ved at amme. Når ungen lige har spist, men bliver ved med at skrige, så kan man jo ikke være sikker på, om han nu er mere sulten, eller om det er noget andet. Du kan jo ikke se og måle i milliliter, hvor meget han har spist. Det kan du med en flaske. Hvis han lige har spist 200 ml, men stadig skriger, jamen så er det ikke sult men noget andet, der er galt. Men heldigvis har vi ikke de store skrigeture. Jeg ammer ikke særligt længe og ikke særligt tit, alligevel tager han meget godt på og skriger kun lidt. Og jeg vil meget gerne amme.''

Mit udgangspunkt var det samme. Det var min klare overbevisning, at alle kunne amme. Det var et ur-instinkt, som man måske skulle arbejde for at finde, men det ville komme til sidst.

I visse lande er en massiv amme-information måske mere påkrævet. Der var fx i Afrika på et tidspunkt et modermælkserstatningsfirma, der reklamerede så godt for deres produkt, at næsten alle kvinderne gik væk fra amningen. Resultatet var katastrofalt. Kvinderne havde ikke rent vand til rådighed, og børnene blev derfor syge og døde af mælken. I USA ammer kun ca. 20 pct. af kvinderne deres børn.

I Vesteuropa bliver den 'ikke-moderne' kvinde idylliseret: Hvis vi bare kommer 'back to basic', så vil vi alle kunne amme igen. Det er jo ikke virkeligheden. I et afrikansk samfund som fx Somalia benytter man i dag ammer. Hvis kvinden ikke selv kan amme sit barn, jamen så overtager en anden kvinde med mere eller bedre mælk amningen af barnet. I visse afrikanske kulturer bliver børn ammet af den samme kvinde betragtet som biologiske søskende, og må fx ikke gifte sig med hinanden (3).

Unikt

Når nu naturen er så viseligt indrettet, at den har sørget for, at maden til menneskets umiddelbare overlevelse er nem at gå til og altid inden for rækkevidde, er det da også fjollet ikke at benytte den. Der er også noget unikt over det at amme sit barn. Det er en speciel følelse, når du mærker barnet drikke mælken fra brystet. Du føder dit barn, og senest tre dage efter har du mælk i brysterne til det. Det er ikke noget, du har bestilt, det er der bare. Uden din egen vilje løber mælken til brystet, hvis du hører et barneskrig. Det behøver ikke engang komme fra dit eget barn. Du kan ikke, sådan lidt populært, lukke for hanen. Det er uden for din egen kontrol, det sker af sig selv. Det er da forunderligt i vores højteknologiske verden, at kroppen sådan overtager styringen. Det er ubeskriveligt.

Ikke desto mindre måtte jeg opgive amningen efter tre måneder.

Når jeg ikke kan amme mit barn, er jeg så ikke bare repræsentant for den forkælede generation, der ikke vil ofre den tid, det tager. At ting koster noget, som vores forældre sagde. Det tager tid med små børn. Og det er os mennesker og hovedsagelig kvinderne, der skal indrette sig på denne naturlov og ikke bekæmpe den, ikke sandt?

Hvis vi slår fast, at der biologisk set ikke er noget til hindrer for, at næsten alle kan amme, så må svaret være: jo.

Men vi er nået videre, og vi ved, at både sammen med og ind i den biologiske cirkel kører den psykiske cirkel. Og ikke alle mennesker, og derfor heller ikke alle kvinder og børn, er psykisk ens. En ting, der amme-biologisk er forskelligt fra kvinde til kvinde, er brystets nedløbsreflekser. Her varierer det, hvor hurtigt mælken kommer, hvordan den kommer, og hvor nemt det er at suge den ud (2, side 19). Hvis vi så forestiller os kombinationen af en langsom nedløbsrefleks og en utålmodig barnesjæl, så er konflikten og skrigeriet vel en mulighed?

Mødrenes psyke varierer også. Derfor vil nogle kvinder finde det opfyldelsen af alle hendes drømme, hvis hun skal sidde og amme 80 pct. at den tid, hun er vågen. Føle det som et kald at vugge rundt med et skrigende barn på armen. For mig var det et helvede. Jeg blev ked af, at mit barn skulle skrige de første tre måneder af sit liv. Det jeg manglede var, at amme-hjælperne tog udgangspunkt i kombinationen mig og mit barn.

Pegefinger-pædagogik

Derfor virker det også som en sten til den store mur af dårlig samvittighed, usikkerhed og det pres, vi nybagte mødre allerede tynges under, når man blot får et klap på kinden og besked på at amme noget mere, når vi beder om en sut til aflastning på fødegangen. Derfor undskylder jeg i dag – fire år senere – hver gang snakken falder på amning: ''Jeg ammede kun i tre måneder fordi . . . osv.'' De informationer jeg har modtaget om amning, har været autoritativt formidlet, så erkendelsen kun går den ene vej – jeg skal gøre, som der bliver sagt fra sagkundskaben – jeg skal amme. Det er den løftede pegefingers pædagogik, der medfører skyld og dårlig samvittighed.

Vi skal være stolte af de amme-resultater, som vi har i Danmark. Problemet er vi kvinder, der af den ene eller den anden grund ikke kan amme. Hvem skal informere og samle os op, så vi ikke føler os som dårlige mødre? For det er vi vel ikke, eller hvad?

Litteratur

1. 'Sunde børn', Sundhedsstyrelsen, Kommuneinformation, København 1988.
2. 'Vellykket amning', Komiteen for Sundhedsoplysning, Kommuneinformation, København 1995.
3. Bernhard, Helander: 'The Slaughtered Camel', Ph.D.afhandling, University of Uppsala, Sweden 1989.

Janne Bang er cand.phil. i kommunikation og freelancer.

Nøgleord: Amning, spædbørnsernæring.