Boganmeldelser

Cementerer stivnet fagchauvinisme

Niels Høiby

Jeg har en plan – en sygehusgeneralplan, lige til at gå til

Essays og debat om den danske sundhedspolitik
Farum: Niels Høiby 1997
88 sider 

Titlen lyder spændende, og man må sige, den lever op til intensionen om at være essay. Overlæge Niels Høiby kommer med sin uforbeholdne mening om mangt og meget i sundhedsvæsenet. Til tider er det svært at finde en rød tråd.

Essayene har for størstedelens vedkommende været publiceret tidligere. Det kan være godt nok, men jeg kunne godt ønske mig, at der var skelet til aktualiteten af essays skrevet i 80 og 90. Det er ikke et konstruktivt bidrag til debatten om problemerne i sundhedsvæsenet at problematisere 37 timers arbejdsugen. Hvis ikke lægerne endnu har fundet ud af, hvordan de skal planlægge en 37 timers arbejdsuge, er der kun et at sige: Se at finde ud af det! Den nedsatte arbejdstid er kommet for at blive, selv for lægerne, er jeg sikker på.

Som symptom på det skrantende sundhedsvæsen har Høiby et hovedbudskab. Middellevetiden i Danmark er stagnerende, det hænger sammen med den mindskede andel af bruttonationalproduktet, der bruges på sundhedsvæsenet. Høiby sammenligner tallene om middellevetid og bruttonationalprodukt med henholdsvis Norden og Europa. Til at underbygge denne opfattelse problematiserer Høiby bl.a., at Danmark ligger på sidstepladsen i forbruget af antibiotika i Norden. En plads, jeg mener, vi skal være glade for, det unødigt høje forbrug af antibiotika taget i betragtning. Budskabet er for Høiby så vigtigt, at det gentages mange gange gennem bogen, hvilket jo ikke gør det mere rigtigt. At der skulle være en sammenhæng mellem disse to tal, kan selvfølgelig ikke udelukkes, men det er overvejende sandsynligt, at den stagnerede middellevetid i Danmark skal søges i andre årsager, såsom livsstil, miljø, social isolation o.s.v.

At der er problemer i det danske sundhedsvæsen, kan enhver se, men at anlægge en så snæver vinkel, som Høiby gør, er forkert. At tro, at en tilbagevenden til det, der var engang, vil løse problemerne, er useriøst. Som sundhedspersonale må vi, det gælder også lægerne, komme med konstruktive og nytænkende ideer. Hvis sundhedstilstanden skal bedres og middellevetiden øges, skal der tænkes anderledes nyt og utraditionelt. En øgning af bevillingerne til sundhedsvæsenet vil ikke nødvendigvis ændre på det.

Den sidste tredjedel af bogen er mere interessant. Her giver Høiby en kritisk ironisk beskrivelse af de sidste års begivenheder på Rigshospitalet og senere HS. En beskrivelse, der dog efter min mening mangler en konstruktiv ansvarlig holdning. Høiby kan slet ikke styre sin aversion mod andre faggrupper som f.eks. økonomer. Høiby bliver nødt til at erkende, at den tid, hvor lægerne var kejsere, der regerede over kejserdømmer, er forbi. Det aktuelle krav til sundhedsvæsenet fra såvel brugerne som politikerne er tværfagligt samarbejde og mest muligt for pengene. Det kræver, at de enkelte faggrupper er parate til samarbejde og vil respektere hinanden.

En bog, der på nogle områder fremstiller begivenheder i sundhedsvæsenet, som vi skal tage ved lære af. Men desværre også en bog, der i stedet for at bygge broer til fremtiden visse steder cementerer stivnede, fagchauvinistiske opfattelser.

Af Lone Petersen, sygeplejelærer, Københavns Amt, sygeplejeskolen.

Utroværdig prædiken

O'Connor, MacDermott
Oversat fra engelsk af Flemming Bindslev

NLP

Neuro-Lingvistisk programmering

København: Borgen 1996
181 sider, kr. 178,- 

NLP-principperne kaldes forudsætninger, fordi man forudsætter, at de er sande, og handler derefter. Handler man, som om de er sande, vil man opleve livet mere virkningsfuldt, interessant, tilfredsstillende og berigende.

Forfatterne tror givetvis på, at NLP er svaret på snart sagt alle spørgsmål, og at man bliver lykkelig, hvis man behersker teknikkerne i NLP. De lægger ikke skjul på, at det handler mere om teknik end begrundet teori, og alligevel vil de gerne have det til at se ud som videnskab. Det er det indtryk, bogen efterlader.

Bogen har lidt om alt inden for NLP, men meget kort fortalt. Det er forstyrrende i læsningen, at afsnittene er så korte, men til gengæld gentages det meste, men aldrig med en dybde, der gør det anvendeligt for den, der ikke ved noget om NLP i forvejen. Ved man noget om NLP i forvejen, bliver man ikke klogere.

Det er almen viden om psykologi, der sættes NLP-begreber på, og så beskrives teknikkerne, som om det er meget simpelt at ændre på sin egen personlighed. Det har præg af at være en prædiken og bliver næsten religiøst, og så kniber det for mig med troværdigheden.

Afsnittet om mål med livet er konkretiseret ved en checkliste, som sikkert kan være brugbar for folk, der står i en problematisk situation, men det kræver overskud, at gå i gang med at bruge NLP på sig selv. Og har man det, har man ikke brug for NLP.

Den enkelte kan muligvis godt lære noget om sig selv ved at læse denne bog, men den er ikke tilstrækkeligt grundlag, hvis man vil bruge NLP over for andre og slet ikke sårbare patienter/klienter.

Af Birte Johannessen, sygeplejelærer ved Sygeplejeskolen i Odense. 

Forflytningsteknik skal læres med kroppen

Per Halvor Lunde

Bevegelse og forflytning – et alternativ til løftning

2. udgave
Oslo: Universitetsforlaget 1997
216 sider, nkr. 235,- 

At en del af afsnittene – bl.a. 'Hva er forflytningsteknik', 'Skadelige arbejdsstillinger og smertefulle greb' og 'Forslag til gode forflytninger' – er de samme som i udgaven fra 1991, gør dem ikke mindre rigtige. Per Halvor Lunde har på en god måde beskrevet begreber og teknikker, så det virker enkelt og ganske logisk. Men at læse om teorien og se illustrationer kan ikke overføres umiddelbart til noget kropsligt.

Forflytningsteknikker er noget, der skal læres med kroppen. Teknikkerne skal indøves, så de bliver en selvfølge, hvad Per Halvor Lunde også konkluderer efter sit projekt med undervisning og intervention på Aker sykehus.

Jeg er ikke helt enig med Per Halvor Lunde, når han skriver, at vi altid som raske personer bruger hensigtsmæssige bevægemønstre. Nogle bevægemønstre kan være blevet normale for os, selv om vi egentlig laver noget uhensigtsmæssigt med kroppen, det, Alexander kalder misbrug.

Den måde, Per Halvor Lunde beskriver normale bevægemønstre som en bevægelse med en kropsdel ad gangen, ved at flytte tyngden fra en del til en anden, kan tilpasses til en hvilken som helst situation og med utrolig mange nuancer.

Jeg finder dog ikke, at der er frit valg på alle hylder, når det gælder hjerneskadede. Her mener jeg, at resultaterne fra Burgau tyder på, at Bobaths/Davies principper og Affolters koncept er nødvendigt som grundbase for al forflytning og træning.

Bogen har fået en ekstra styrke i forhold til 1991 ved endnu flere patientrelaterede eksempler. For hver forflytning startes med de normale bevægemønstre. Derefter gives eksempel på en person, der skal have lidt hjælp, eksempel på en, der har brug for to hjælpere, og endelig et eksempel om den, der er helt passiv, og hvor hjælpemidler og personløftere må tages i brug. Det er godt, at der altid tages udgangspunkt i såvel det hensigtsmæssige for patienten som i det, der ikke skader hjælperen.

I det etiske afsnit ses der på princippet om ikke at gøre patienterne passive. Her mener jeg, man også skal overveje noget om blufærdighed og intimitetsgrænser.

Det pædagogiske afsnit virker, som om det er skrevet i relation til projektet, og det fremstår ikke helt så klart i sit budskab som resten af bogen.

Grundstillinger for plejeren går Per Halvor Lunde let hen over. Han nævner, at man skal undgå vrid og drejninger, og at man skal have en bred gangstående stilling, men han tager ikke højde for, at skonæser og næsen skal være i samme retning – og vel at mærke i den retning, som bevægelserne foregår, hvis der ikke skal komme vrid eller drejninger.

På side 105 og side 123 er der billeder af, hvorledes to plejere hjælper en siddende patient op at stå. Gøres det som illustreret, vil der komme et vrid eller en sidebøjning, hvilket de små rygmuskler næppe har godt af.

Som helhed er bogen absolut værd at læse. Forfatteren kommer med mange gode ideer, som kan hjælpe i den daglige pleje af patienterne, og Per Halvor Lunde har meget stor viden og erfaring med forflytningsteknikker.

Af Birte Aarslew-Jensen, sygeplejelærer på Diakonissestiftelsens sygeplejeskole for H:S.  

Personale skal flytte grænser

Instruktion: Claus Ploug
Vold som udtryksform

– en film om vold på arbejdspladsen

København: Produceret med støtte fra Amterne i Danmark, Socialministeriet, Dansk Sygeplejeråd, Forbundet af Offentligt Ansatte, Socialpædagogernes Landsforbund, Landsforeningen LEV 1996
Spilletid: 20 min.  

Filmen er en blanding af fiktion og dokumentation, som på udramatisk, men meget realistisk måde viser, hvordan volden opstår, og hvad der kan være med til at forstærke den, ligesom den kommer med nogle bud på, hvordan volden gennem åbenhed og supervision kan forebygges.

Tre personer optræder. Den ene er en psykotisk patient, som tilfældigt møder et personalemedlem, han ikke kender, fordi hun kun er vikar, og som kender ham af omtale som: ''Ham skal du passe på, for han er voldelig.''

Den tredje person er en af det faste personale med erfaring i arbejdet med psykisk syge og et godt kendskab til patienten, og som ved, hvad det er for tanker, der rører sig i ham, hvad der kan provokere ham. Frem for alt har hun en meget fin holdning og respekt for det anderledes og til tider helt uforstående.

Filmen viser i klip, hvordan den voldsramte påtager sig skylden: ''Jeg var ikke god nok,'' og samtidig prøver at fastholde sig selv i, at alle havde sagt, at hun netop var så god til at snakke med patienterne. Hun giver udtryk for smerten og angsten, og hvordan hun igen og igen oplever det hele. Patienten fortæller om sine oplevelser med institutioner, om hvor kolde og sterile de opleves, og om at man har brug for noget, der roder, for ''rod det hygger.'' Han fortæller også om sit eget syn på volden, at det er en dårlig måde at argumentere på, men når argumenterne ikke slår til, tager volden over. Indimellem fortæller den erfarne fra det faste personale om vigtigheden i ikke at have for faste rammer, og at det at klare hverdagen og tage ansvar for sig selv er en læreproces for patienterne. ''Det er vore grænser, der skal flyttes,'' siger hun, fordi patienterne ofte nok har fået at vide, at det er dem, der skal ændre sig. Det er vigtigt at tage patienterne alvorligt, også selv om det kan være svært at forstå dem.

Selve voldsscenen er meget lærerig og viser udmærket, hvordan situationen tilspidses mere og mere, så den til sidst ender i et voldeligt overgreb fra patientens side, fordi han ikke med sin stereotype argumentation kan bryde gennem vikarens efterhånden stereotype smil.

Slutscenen er et stemningsbillede, hvor voldsofferet ser tilbage på tiden efter voldsepisoden og fortæller, at personalet nu er blevet mere åbne om volden, og at man har planlagt nogle tiltag, som skal forebygge vold i fremtiden.

Et lille teksthæfte medfølger med sentenser fra filmen, spørgsmål om, hvad vold er, og hvor meget vi som personale skal finde os i, samt nogle forslag til, hvordan volden kan forebygges.

Filmen er et udmærket diskussionsoplæg til både afdelinger og undervisning af kommende sundhedsarbejdere.

Af Anne-Marie Ørsted, studievejleder på Københavns Amts Sygeplejeskole. 

ALLE TABERE I ALLES KAMP MOD ALLE

Jørgen Skovsted

Moderret – og faderløs?
Når forældremyndigheden skal placeres

Højbjerg: Forlaget Hovedland 1997
208 sider, kr. 198 

Det er en uhyggelig bog at læse, når man er alene hjemme, og ægtefællen er i byen med det fælles barn. Man får nærmest fornemmelsen af, at ens ægtefælle uden nærmere forklaring og anledning kan tage det fælles barn og rejse med det, og at man aldrig får barnet at se mere – uden kamp mod ægtefællen og ikke mindst mod systemet, som slet ikke kan hjælpe den part, som står tilbage.

Spørg og sort humor til side – at slås om fælles børn er en meget alvorlig sag, som tilkommer seriøsitet og en lovgivning, som tilgodeser ikke mindst børnene som de største ofre i skilsmissesagerne.

Bogen er et partsindlæg og en stærk personlig beretning om en skilsmissesag, som næsten ikke kunne blive værre og med flere tabere end i dette tilfælde. Denne sag udviklede sig i sandhed til at blive alles kamp mod alle, og der blev ingen vindere. Som i alle krige er der tabere på alle fronter. Faderen (som har skrevet bogen, og som først får al sympati) og hans familie tabte. Moderen og sønnen (om hvem kampen stod) tabte. Moderens familie tabte. Alle myndigheder, som var indblandet i sagen, tabte. Sygeplejerskerne på det plejehjem, som skulle udlevere barnet til faderen, tabte, selv om de forsøgte at bistå. De eneste, der tilnærmelsesvis kan have vundet noget i denne sag, er ægtefællernes advokater, men de må begge stå tilbage med en meget dårlig smag i munden over at skulle medvirke og tjene penge på en så dårlig sag.

Efter bogen står læseren også tilbage med en dårlig smag i munden, undrende sig over al den smerte og al den ødelæggende adfærd, der fremvises fra alle sider. Moderen, der beskylder faderen for hvad som helst åbenbart. Faderen, der heller ikke kan siges at være nem at bide skeer med ud fra bogen at dømme. Bedsteforældre, der assisterer deres børn mod den anden part. Myndigheder, der svinger frem og tilbage og ikke kan finde ud af, hvad der skal stilles op, støtter så den ene og så den anden af parterne, men tilsyneladende aldrig barnet. Ingen af sagens parter gør sig fortjent til at blive fremhævet for deres måde at håndtere den tiltagende krise på.

Hos myndighederne er det især afmagten og ulysten til at blande sig, at mægle og få parterne til at samarbejde med forståelse for hinanden, som står krystalklart registreret hos læseren. Den modsatte adfærd ville have været ønskværdig og anbefalelsesværdig. Børn er, hvad vi normalt vil kalde svage parter, og hvis ikke forældrene kan tage vare på deres velfærd og rettigheder, skal myndighederne sørge for det ifølge gældende lov.

Der er intet nyt i, at samfundet principielt mener, at et barn har ret til både en far og en mor. Sådan har det altid været i historisk tid, og mange af vore love og normer er blevet indrettet efter denne forståelse. Men moderen har alligevel i de fleste tilfælde fået tildelt forældremyndigheden, både på godt og ondt, kan man sige. Denne moderlige ret anfægtes i vores tid, og det er fint, at flere fædre har fået interesse for at deltage aktivt i deres børns opvækst i stedet for blot at overlade det til moderen.

Desværre får en lille gruppe fædre, som ikke kan få ret til deres barn, uforholdsmæssig megen presseomtale, så det kommer til at lyde, som om mødre generelt holder på retten til deres børn uden faderens indblanding.

Den mere afbalancerede version lyder nok mere i retning af, at de fleste forældre forsøger at få det bedste ud af skilsmissesituationen for børnene og dem selv. Dem, det lykkes at give børnene de bedste vilkår som skilsmissebarn, er som hovedregel dem, der ikke tilhører de såkaldte svage grupper, som har mange problemer i forvejen.

Retfærdigvis skal det nævnes, at forfatteren i sidste del af bogen har givet forslag til, hvorledes en skilsmissesag kunne forløbe, som et modbillede til den selvoplevede historie.

Men ikke desto mindre sidder læseren tilbage med tanken om, at det kunne være interessant at høre moderens version af denne historie. For ikke at tale om barnets version om nogle år. Forfatteren og faderen må formodes at være ressourcestærk i forhold til at kunne udtrykke sig, i og med at bogen er blevet skrevet. Forfatteren er også journalist, og har brugt sit eget eksempel i en tv-udsendelse!

Bogen kan læses som et partsindlæg i den standende debat om skilsmisseforældres og skilsmissebørns legitime ret til hinanden. En debat, hvor udgangspunktet til enhver tid bør og skal være barnet og barnets tarv, som mindst er retten til begge forældrene.

Af Bodil Ludvigsen, sygeplejerske og konsulent.