Daglig kamp for at skaffe medicin

Aleksij på ti år er bløderpatient, og får doser af et blodpræparat, fordi han har fået et lille sår på albuen.  Foto: Geir Hus/Norsk Avisburå.

Aleksij er ikke værst stillet. Han er bløder og får nogle doser af et blodpræparat, fordi han har fået et lille sår på albuen. Som en aktiv tiårig har han uundgåeligt brug for medicinen med jævne mellemrum. Værre er det for Nastya på syv år. For tre år siden fik hun leukæmi. Hun blev rask, men har fået et pludseligt tilbagefald. Personalet er bekymret. De ved, at behandlingen er kostbar.

''At skaffe medicin er et stort problem. Vi ved egentlig ikke, om vi kan behandle i morgen,'' sukker Galina Pavlova, der er cheflæge på cancerafdelingen.

Som regel finder man en løsning, og cancerafdelingen er blandt de højest prioriterede på sygehuset. Galina Pavlova oplever ikke, at det er et generelt problem at skaffe engangsudstyr, men det hænder.

På genoplivningsafdelingen er personalet forsigtige, når de får besøg udefra, på grund af infektionsfaren. Vi får kitler på, og anæstesilæge Mikhail Gendelman viser os nogle af patienterne.

En tre uger gammel dreng ligger i respirator. Han har meningitis, lungebetændelse og problemer med hjertet. Han vil næppe overleve, mener lægen. Forældrene, som bor i en anden by, har ikke set drengen siden fødslen, men de ringer til sygehuset for at blive orienteret. En anden lille dreng, der blev født dagen før, er netop blevet opereret i urinvejene og vil blive helt rask. En større pige er kureret for sepsis, hvilket personalet er meget stolt over. En sygeplejerske sidder ved et bord midt i rummet. Der er altid en sygeplejerske til stede hos disse overvågningspatienter.

Syge børn i nord

Spædbarnsdødeligheden stiger i Rusland, og her i nord er børnene 40 procent sygere end i resten af landet. Mens russiske børn i gennemsnit er syge 1,5 gange om året, er børnene i Murmansk syge to gange. Medfødte sygdomme stiger, det samme gør luftvejslidelser, muskel- og skeletsygdomme, svulster og kræft. I første del af 1997 er der registreret 210 tilfælde af tuberkulose i Murmansk by.

''Vi tror, at hovedårsagen til stigningen i sygeligheden skyldes den sociale og økonomiske situation snarere end forureningen. Desuden påvirker klimaet i nord sundheden mere end forureningen,'' siger Arkadij Rubin, der er børnelæge og vicechef for provinsmyndighederne i Murmansk.

At klimaet i nord har større indflydelse på sundheden end antaget, bekræftes i undersøgelser, der er udført i samarbejde med Norge. Der er ikke stor forskel på sundhedstilstanden blandt børn, som bor nær Nikel i Rusland tæt på den norske grænse, og dem som bor i Norge.

''Situationen er alvorlig. Alle ved, at epidemiske sygdomme er knyttet til social nød. Og alle ved, at det står dårligt til økonomisk og socialt i Rusland. Men man ser også en stigning i tuberkulosetilfældene i England og Amerika,'' siger Boris V. Denshikov, leder af børnesygehuset.

En del af stigningen i sygdomsstatistikken skyldes, at det diagnostiske udstyr er blevet bedre. Rusland har genoptaget vaccineprogrammet, som blev negligeret i en længere periode, hvor der var få epidemiske sygdomme.

Dengang rådede sundhedspersonalet forældre til ikke at få børnene vaccineret, fordi forskerne var overbevist om, at faren for bivirkninger var større end faren for en smitsom sygdom. Men for fem-seks år siden dukkede dødelige tilfælde af difteri op. Da måtte sundhedsmyndighederne drive propaganda både over for forældre og over for sundhedspersonale.

De vanskeligste at overbevise var unge sundhedsarbejdere, som ikke har oplevet epidemier. Propagandaen har virket. Nu er 98 procent af børnene og 93 procent af de voksne vaccineret.

Forældrene betaler

Boris V. Denshikov, som er kirurg, er stolt over det russiske sundhedsvæsen. Hans eget sygehus kan byde på den bedste kompetence inden for børnemedicin i distriktet, fortæller han. Sygehuset kan tage sig af så at

Side 20

sige alle børnelidelser. Men økonomien er dårlig.

''Vi ser gerne, at forældrene betaler, men vi be'r dem ikke. Vi ved ikke altid, om vi kan fortsætte behandlingen i morgen. Men jeg tror, at alle, som har brug for det, får behandling. Spørgsmålet er, hvordan vi klarer at skaffe penge,'' siger han.

Han ser positivt på samarbejdet med udenlandske kolleger. Der kommer stadig delegationer på besøg, i næste uge kommer der besøg fra Holland, og om to uger fra Finland. Både Boris V. Denshikov og vicechefen Irina Morenko vælger at være optimister, for så er det lettere at overleve.

Boris V. Denshikov tror, at situationen i Rusland snart bliver mere stabil. Irina Morenko er mere forbeholden og tror måske, at børnene engang vil komme til at opleve bedre tider.

''Vi mangler penge og udstyr, men vores hænder er der ikke noget i vejen med. Vi har altid haft en vanskelig økonomisk situation. Derfor er vi blevet gode til at klare os,'' siger Irina Morenko.

Hun er først og fremmest imponeret over et effektivt og velorganiseret sundhedsvæsen i Vesten. Det russiske sundhedsvæsen er godt som system, men i praksis kan det svigte. Derfor bliver det for ineffektivt, der bliver for lange ventelister for eksempel til røntgen, og patienterne er længere på sygehuset end det egentlig er nødvendigt.

Petroleum mod betændelse

På en af afdelingerne tager en fysioterapeutisk sygeplejerske imod en flok børn. Fælles for dem er, at de har betændelser, nogle har problemer med bihulerne, nogle med en fod, andre har ørebetændelse. De får noget, som ligner øreklokker på, som er koblet til et laserapparat, og klokkerne sættes fast på det betændte område med stof.

Børnene får varmebølger, som skal kurere betændelsen. Afdelingerne giver også petroleum-behandling mod samme lidelse. Et stykke kraftigt lærredsstof dyppes i varm petroleum, og omslaget surres rundt om det betændte sted.

''Amerikanerne tror ikke, at disse metoder er effektive, men europæerne tror på dem,'' siger Irina Morenko, som viser os rundt på børnesygehuset.

Hun har selv erfaret, at behandlingen er effektiv. Man skal bare være forsigtig med styrken.

''Vil I se vores socialister,'' spørger afdelingssygeplejerskenTatjana på afdelingen for de mindste børn. På en stue ligger fire babyer i hver sin tremmeseng. De tre af dem er børn, som mødrene ikke vil have. Ofte er årsagen alkoholisme eller andre sociale problemer. De tre 'socialister' er påfaldende blege, har kun lidt mimik i ansigtet og et sitrende blik.

''Der er en kø af folk, som vil adoptere børn, men disse børn vil ingen have. De kommer på børnehjem, de er statens ejendom,'' siger Tatjana.

Som afdelingssygeplejerske fordeler hun opgaver og skal holde overblik. Sygeplejerskerne har ansvar for 18 børn hver, men det er på grund af, at det er ferietid.

Keder sig

På nyreafdelingen er der mange oppegående børn. De fortæller, at det er kedeligt at være på sygehus, men at de er blevet gode venner. De går i skole om formiddagen, og om eftermiddagen kan de være i et legerum.

En anden sygeplejerske, der også hedder Tatjana, sidder ved et skrivebord og tegner lodrette linier i en skriveblok. Hun har kun arbejdet som sygeplejerske i én måned.

''Jeg tager prøver, analyserer og kontrollerer, at børnene får deres medikamenter. Jeg gør først og fremmest det, lægerne siger, jeg skal gøre.''

Tatjana fortsætter med at liniere. I bogen skal hun skrive, hvem som får hvilke medikamenter.

Murmansk by har mange sygehuse. Nogle er statslige, nogle er regionale og nogle er byens. Fælles for dem alle er slitagen. Der er ikke penge til vedligeholdelse eller reparationer. Overalt er korridorerne smalle og mørke, men ikke beskidte. Rummene og sengetøjet ser også rent ud. Patientrum og korridorer er ofte malet turkis, kontorerne har brunmønstret tapet.

Situationen på infektionssygehuset er illustrerende. Laboratoriet og genoplivningsafdelingen har været lukket i tre år. Der er ikke penge til at fuldføre vedligeholdelsen.

På fødesygehuset

På Fødesygehus nummer 1 i Murmansk trives de gule stafylokokker så godt, at sygehuset må lukke med jævne mellemrum. En tidligere fødende fortæller, at når det var tid for amning, måtte alle vinduerne lukkes og alle mødrene have mundbind på.

Fødesygehus nummer 2 er bygget i 1938 og ifølge rygtet skal halvdelen af befolkningen på Kola-halvøen, hvor Murmansk ligger, være født her. Sygehuset er overfyldt, og der er ved at blive bygget et nyt. Måske er vi blandt de sidste besøgende. Kapaciteten er 60 patienter, men der er 100 senge. Omkring 150 børn bliver født her hver måned.

På afdelingen for gravide med komplikationer foregår der salg af apotekervarer i korridoren, her kommer også barselskvinder for at købe shampoo og bleer. Der er fem to-sengsstuer med tv og køleskab på stuen for dem, som vil betale 43.000 rubler, ca. 50 kroner, i døgnet. Efterspørgslen efter sådanne stuer er ti gange større end udbuddet. På de almindelige stuer ligger otte-ti kvinder sammen. To kvinder, som har fået kejsersnit, er til overvågning det første døgn. De ser trætte ud og får ikke barnet hos sig før næste dag.

Fødsler uden fædre

I etagen ovenover er fødeafdelingen. I morges kom fire børn til verden her. Kvinderne kan selv vælge stilling i fødesengen. Far kan ikke være med under fødslen, for her føder kvinderne side om side.

''Personligt er jeg negativt stemt med hensyn til at have fædrene med under fødslen,'' oplyser fødselslæge Anatolij Dorofeev. Han tror ikke, at mænd er psykisk forberedt på at se en fødsel, og desuden synes kvinderne, at det bliver for intimt.

Nyfødt og svøbt. Børnelægerne ved, at det ikke er godt for børnene, og traditionen med svøbning er på vej ud.

Der er altid en læge til stede under fødslen. Anatolij Dorofeev plejer at holde sig i baggrunden og lade jordemoderen arbejde selvstændigt, hvis fødslen er normal.

På barselsafdelingen deler seks kvinder et lille rum. De synes, det er hyggeligt med hinandens selskab. Børnene er her ikke.

''Det er klart, at det er bedst for barnet at ligge ved siden af moderen hele tiden, men her vil det blive for tæt og uhygiejnisk,'' siger Anatolij Dorofeev.

Kvinderne selv er heller ikke sikre på, om de ville have lyst til at have barnet hos sig døgnet rundt. De har brug for hvile.

Førstegangsfødende bliver her i fem-seks dage, andengangsfødende i fire-fem. Kejsersnitpatienter bliver i otte dage.

Børn i svøb

Længere borte i korridoren ligger fire nye russere som pakker på rad og række i hver sin seng, de er vendt, så de ligger på venstre side. De er svøbt ind i stof, som gør, at de ikke kan bevæge sig. En af dem skriger intenst, det er en pige, som er det allermest sultne barn, fortæller sygeplejersken. De andre begynder også at give lyd fra sig. Nu skal de bæres ind til deres mødre, for der er amning på faste tider. Børnelægen ved, at det ikke er godt for børnene at blive svøbt ind i stof, og traditionen med svøbning er på vej ud. De fleste mødre svøber ikke børnene hjemme, men nogle tyr til metoden for at få barnet til at sove trygt om natten. Og for et sygehuspersonale med knap tid er det praktisk med rolige, indpakkede bylter.

Anatolij Dorofeev tror, at forholdene for både mor, far og barn vil blive meget bedre på det nye sygehus.

Standarden på fødeinstitutioner i Rusland varierer med geografien. For eksempel er det bare et år siden en fødestue på landet i den sydlige del af provinsen Murmansk fik indlagt vand. Spædbarnsdødeligheden er meget højere på landet end i byerne. Mens gennemsnittet er omkring 16 døde børn pr. 1.000 fødte, er det tilsvarende antal næsten 22 for børn født på landet på Kola-halvøen.

Bag sygehuset går en ung mand og sparker i gruset. En anden mand ser op mod et vindue på anden etage. Pludselig smiler han glad. Hans kone holder deres førstefødte frem.•

Marit Fonn er journalist på Sykepleien.

Nøgleord: Murmansk, Rusland, tema.