Eksemplarisk hjemmepleje

Sygeplejerske Irina Jermolajeva fra hjemmeplejens hospiceteam kommer hver dag hos Lidia Ivanovna. Foto: Søren Svendsen.

Side 17

Hun er svær og ser yngre ud end sine 70 år, med kortklippet, stålgråt, glat hår. Men kjolen og det småblomstrede forklæde, der er nusset af husarbejde, stumper så underligt i kørestolen. Galina Prokovjevna har diabetes og har fået begge ben amputeret ved hoften for to år siden.

Humøret er ikke godt, men hun er egentlig forholdsvis selvhjulpen. Hun kan klare både tøjvask og andet arbejde i lejligheden, men hun må ikke selv lave mad, fordi hun er på diæt.

Hun kan også give sig selv insulinindsprøjtninger og gør det i weekenden. Men mandag til fredag kommer kommunens hjemmesygeplejerske, giver indsprøjtninger og lindrer Galina Prokovjevnas gigt med opvarmede glaskopper, som sættes over huden.

Hver dag kommer der en socialarbejder, som køber ind og laver mad, og en hjemmehjælper, der gør rent og hjælper med den personlige hygiejne.

Truede gamle

Traditionelt er det en familieforpligtelse at pleje og passe de gamle, men voksne børn har deres eget at slås med i disse års omvæltninger. Arbejdsløshed, skilsmisser og alkoholisme er vilkår, mange deler. Mange familier er simpelthen skilt, geografisk.

Nadia Antonova, som leder Dubnas kommunale hjemmepleje, betragter de gamles vilkår med stor bekymring:

''Halvdelen af de 400 patienter, vi har i hjemmeplejen, lever under eksistensminimum. De har ingen penge til at købe medicin for, og vi ser tilfælde af underernæring.

Samtidig er der problemer i mange familier, og jeg er meget bekymret over forholdet mellem ældre og deres børn.

Vi har ingen lov, der beskytter ældre mod vold og misbrug fra deres slægtninge, og man kan let finde eksempler på, at en alkoholiseret søn kommer og tager alle moderens penge, så hun intet har at leve af – og måske endda slår hende.

Indtil for fem år siden var de gamle her i byen helt alene med deres problemer uden professionel pleje eller sociale tilbud. De var afhængige af deres børn.

Der var tilfælde, hvor gamle mennesker døde og først blev fundet mange dage senere, fordi de ikke havde kontakt med nogen.

Det er utænkeligt i dag, hvor vi følger dem 24 timer i døgnet.''

Model for andre byer

Dubnas hjemmepleje er så usædvanligt et tilbud, at kommunen i løbet af 1996 havde 86 studiebesøg fra andre kommunale forvaltninger.

Men hjemmeplejen er ikke det eneste tilbud til byens gamle.

Kommunen har også oprettet en social hjælpefond, hvor sygeplejerskerne kan søge engangsbeløb, når de kan se, at et gammelt menneske er i nød.

På et af byens hospitaler er der oprettet to plejepladser til gamle, der er ved så dårligt helbred, at de ikke kan blive hjemme, og 20 egentlige plejehjemspladser er indrettet i de nedlagte sengeafdelinger på byens ældste hospital.

Side 18

De to- og tresengsstuer, som de gamle bor på i de skæve og forfaldne hospitalsbygninger, er kommunens sundhedsforvaltning ikke specielt stolt af. Men det er ikke desto mindre et enestående tilbud i dagens Rusland.

''Overalt i Rusland er det et stort problem, at der ingen egnede boliger er til gamle, der er helt alene og ikke kan klare sig selv,'' siger Nadia Antonova.

''Og selv om vi har indrettet plejehjemspladser, har vi stadig brug for flere – eller for flere sygeplejersker i hjemmeplejen, for vores personale er overbebyrdet, og der er mange gamle med behov for hjælp.

Et stort problem er også, at vi mangler kørestole, gangstole, krykker og andre hjælpemidler. Så når vi en gang imellem har patienter, der kan betale, bliver de nødt til det.''

Sygeplejerske Valentina Kasakova tager blodtryk. Plejehjemmet drives som en sengeafdeling med en læge som leder og daglig stuegang, for da plejehjemmet blev oprettet, havde man ingen erfaringer med, hvordan et plejehjem ellers kunne fungere.

Ingen tryksår

Et af de hjem, hvor hjemmeplejen støtter massivt, er Lidia Ivanovnas.

Den tidligere lærerinde er kun 67, men hun ligger konstant i sengen og har gjort det i to år nu. Hun har brystkræft, gigt og hoftebrud og bliver passet af hjemmeplejens hospicehold.

Hjemmesygeplejerske Irina Jermolajeva kommer hver dag, det samme gør en socialarbejder og en hjemmehjælper. Patienten bliver tilset løbende af distriktslægen fra det lokale sundhedscenter, og mindst en gang om måneden kommer hjemmeplejens geriater Natalia Baskakova.

Lidia Ivanovna er glad for de daglige besøg og prøver at hjælpe med at flytte sig, så Irina Jermolajeva bedre kan komme til at skifte forbinding. Men hun er ude af stand til selv at bevæge sig i sengen, og Irina Jermolajeva har ingen hjælpemidler til løft.

''Hjemmeplejen har passet Lidia Ivanovna i to år nu,'' fortæller Natalia Baskakova. ''Og vi er temmelig stolte af, at hun ingen tryksår har fået.

Faktisk har ingen patienter fået tryksår i den tid, hjemmeplejen har eksisteret. Det er sygeplejerskernes ansvar. De vender og mobiliserer og masserer med creme.''

Hjemmesygeplejerskerne har ikke bare ansvar for medicingivning og forbindingssskift. De har også ansvaret for at forebygge komplikationer. De observerer patienternes tilstand, vurderer deres behov, og hos kroniske patienter har de lov til at regulere medicinen. Ikke kun insulin og astmamedicin, men også fx medicin for forhøjet blodtryk.

Det er en usædvanlig selvstændig arbejdsform for en russisk sygeplejerske, og alle hjemmeplejens sygeplejersker er da også omhyggeligt udvalgt og efteruddannet.

Skemaer og teamwork

Efter endt forbindingsskift noterer Irina Jermolajeva i patientens hjemmejournal, hvilken pleje hun har givet, og hvilke observationer hun har gjort.

Journalen er en lille indbundet bog, som hjemmeplejen selv har udviklet, med fortrykte skemaer til patientdata, ordinationer, observationer osv.

Det er heller ikke skik og brug i Rusland, at sygeplejersken dokumenterer sit arbejde. Det ser man ikke engang på sygehusene. Men her som så mange andre steder er det samarbejdet med amerikanerne, der har sat sine spor. (Se artiklen 'Den gode cirkel'.)

''Vi har nu arbejdet sammen med ansatte i lignende ordninger i USA gennem fem år,'' siger Nadia Antonova. ''I USA lagde vi mærke til, at de amerikanske sygeplejersker brugte mange skemaer i deres arbejde – og meget detaljerede skemaer.

Vi har langtfra taget alle, vi har taget de bedste og tilpasset dem. Fx bruger vi et observationsskema til den indledende vurdering af patienterne. Men vi lægger megen vægt på at se patientens behov samlet – og ikke bare patientens, men hele familiens behov.

Medarbejdere i vores hospiceteam slipper heller ikke familien, så snart patienten er død. Alle i teamet går med til begravelsen og støtter familien i deres sorg.''

Nadia Antonova gør meget ud af at beskrive hjemmeplejens tilbud som holdarbejde.

''Alle, der kommer i hjemmet, arbejder sammen om patienten. Læge, sygeplejerske, socialarbejder, hjemmehjælper, fysioterapeut, frisør, præst og psykolog.

Det er forskellen på os og andre byer, der har lignende sociale tilbud. De har ikke den samme team approach, og derfor er deres kvalitet ikke så god som vores. Det er deres egen vurdering.''

Skræmmende nyt

Hjemmeplejen i Dubna arbejder da også med deres personale på en måde, som ikke giver vestlige hjemmeplejeordninger noget efter.

Hjemmeplejen har formuleret mål i samarbejde med personalet, der er udformet etiske principper og ansættelseskriterier, og alle nye ansatte bliver uddannet, før de bliver sendt ud i hjemmene.

Alle medarbejdere i hospiceafdelingen får en onkologisk efteruddannelse, og samtlige medarbejdere i hjemmeplejen gennemgår et undervisningsforløb i Dubnas diabetesskole.

Alle bliver desuden undervist af geriateren og en psykolog i, hvordan man skal arbejde med gamle mennesker, og hvordan man støtter psykosocialt.

Jo, det er nok også specielt for Dubna, at man interesserer sig for den psykosociale side af plejen, siger Nadia Antonova.

''I andre byer har man den holdning, at det er nok, hvis man sørger for, at patienterne får tre måltider om dagen.

Mange af disse tanker har da også været meget fremmede for vores personale. Da vi tog de første skridt til at udvikle hospiceordningen, virkede det meget skræmmende på vores medarbejdere.

Man talte ikke åbent med disse patienter. Somme tider kendte de ikke engang deres egen diagnose.

I begyndelsen kendte folk i byen heller ikke hospice-ideen. Nu oplever vi efterhånden, at det somme tider er patienterne selv, der spørger efter hospice-holdet.

I Rusland er folk traditionelt glade for at komme på hospitalet, hvor man får opmærksomhed og måltider serveret tre gange om dagen.

Men når vi interviewer vores brugere om deres syn på hjemmeplejen, svarer de nu, at de foretrækker at få hjælp derhjemme. Kun hvis de bliver dårligere, vil de på hospitalet.''

Nøgleord: Dubna, Rusland, tema.