Faglig kommentar: Den lille terapeut

Jeg spurgte en kollega, om hun ville anmelde en bog. Efter en pause svarede hun, at hun kunne mærke, at det måtte hun sige nej til. ''Kender du ikke det?'

'

Nej, svarede jeg, men huskede samtalen.

Tilsyneladende har et nyt fænomen sneget sig ind i sygeplejen. At mærke med kroppen. Flere og flere af de sygeplejersker, jeg taler med, mærker efter, når det drejer sig om at sige ja eller nej til konkrete opgaver.

Det er for så vidt udmærket. Beslutninger kan træffes på mange forskellige grundlag, og kropslige svingninger kan vel være lige så gode at tage bestik af, som så mange andre parametre. Der er bare ét problem.

Alle de kropslige signaler udelukker diskussion og argumentation. Det er slet og ret umuligt at hamle op med en summen i det ene ben, et stik i hjertet eller en sugen i mellemgulvet. Der er gået meget terapi i sygeplejen, og det er ikke kun blandt sygeplejersker, det giver et sprogligt afkast. Flere og flere patienter får også en tur gennem den terapeutiske vridemaskine at dømme efter beretninger og litteratur.

Spørgsmålet er, om sygeplejen i forsøget på selvstændiggørelse er blevet en pseudoterapeutisk disciplin, hvor identifikation af forsvarsmekanismer er langt væsentligere end plejen i forbindelse med kvalme og opkast. Nogle gange er jeg ved at tro det.

Hvis antagelsen holder stik, er der ikke noget mærkeligt i det. Sådan er verden uden for sygeplejen også skruet sammen for tiden. Om det er afmagt eller individualisme og ydre krav om at være noget specielt, der fører til ønsker om selvindsigt og forklaringer, skal jeg lade være usagt, men kasseapparaterne gløder hos dem, der kan hjælpe.

Hvis man skal gå med en lille terapeut i maven for at få accept inden for sygeplejen, er det påtrængende at identificere sygeplejens nye kerneområder, så præmisserne er klare.

Der er ingen grund til at lokke folk ind i faget under falske forudsætninger. Hvis den legitime adgang til patienterne ikke er deres kroppe, men deres psyke, så lad det fremgå alle vegne. Spørgsmålet er så, om patienter, pårørende og politikere er med på at redefinere sygeplejerskens virksomhedsområde!

Skomager blev ved din læst, lyder et gammelt ordsprog. Men hvad er sygeplejerskers læst, det hersker der tilsyneladende vilduenighed om.

Den tilstand, sygeplejen befinder sig i for øjeblikket, benævnes forskelligt alt efter orientering og fantasi. Vakuum, vadested og paradigmeopløsning eksempelvis. Det er forståeligt nok, at det lige netop er den type ord, der anvendes. Der er sket vældig meget i sygeplejen på utrolig kort tid, og retningen har langtfra været entydig.

Men tomrum, overgange og opløsning efterfølges altid af noget andet. Er det ikke tid at finde ud af, hvad det skal være?

Jette Bagh er sygeplejelærer og ekstern vejleder på de sygeplejefaglige artikler i tidsskriftet.