Motivationen har hårde vilkår

Næsten alle sygeplejersker har en toårig uddannelse, og deres kompetence er tilsvarende begrænset. De er uddannet til at følge instrukser.

Sygeplejersker overalt i Rusland har vanskelige arbejdsforhold. Ikke nok med, at medicin, hjælpemidler og materialer til tider mangler, fordi sygehuset ingen penge har. Sygeplejersken er også nødt til at tage ekstra arbejde for at overleve. Næsten alle sygeplejersker har en toårig uddannelse, og deres kompetence er tilsvarende begrænset. De er uddannet til at følge lægens instrukser.

En sygeplejerske i Moskva sulter ikke, når lønnen udebliver syv måneder i træk. I en storby kan man altid finde en eller anden måde at tjene penge på, siger forstanderinden på et af Moskvas førende sygehuse, det et hundrede år gamle universitetshospital Sechenov Akademi.

Men den pengemangel, der plager den nye russiske stat, har alligevel ødelæggende følger også for Moskvas sygeplejersker.

I Rusland er budgetter én ting, rigtige penge noget andet.

Staten bevilger penge til sundhedsvæsenet og andre dele af den offentlige sektor, men der kommer ikke penge nok ind i skatter og afgifter til finansieringen.

Skattesystemet er bureaukratisk og ineffektivt, skattegrundlaget er faldet drastisk sammen med produktionen siden systemskiftet i 1991.

Og når staten og de lokale offentlige myndigheder mangler penge til løn, instrumenter og tøjvask, forhindrer det sygeplejerskerne i at udføre et godt stykke arbejde.

Inflationsramt løn

Zoja Muhina er en høj, gråhåret dame – uden makeup, i en beskeden hvid nylonkittel – som ikke umiddelbart ligner det, hun er, nemlig forstanderinde på et hospital med 2.500 senge fordelt på 15 specialer og 2.029 medarbejdere i gruppen mellemteknisk medicinsk personale, dvs. sygeplejersker, laboranter, fysioterapeuter, apoteksassistenter osv.

Hun synes ikke, der er grund til at tage billeder, det er ikke hende, det drejer sig om. Selv om hun sidste år sammen med to andre sygeplejersker som de første fik ærestitlen 'Sundhedsvæsenets meriterede medarbejder' og har et par andre ordener i forvejen, bl.a. 'Den Røde Arbejdets Fane Orden', som er den næstfornemste, efter Leninordenen.

Hun bliver ved med at arbejde, selv om hun med sine 62 år har nået pensionsalderen. Fordi hun stadig synes, hun har noget at give, men også af økonomiske grunde. Hun bor sammen med sin invalide søster, og tilsammen ville deres pensioner kun give dem 740.000 rubler (850 kr.) om måneden at leve for. Deres børn har ikke penge at hjælpe dem med.

Zoja Muhina betænker sig ikke på at udpege den lave løn som fagets største problem. Som næsten alle andre i det russiske samfund lider sygeplejerskerne under følgerne af den inflation, der udhulede lønninger og pensioner totalt i 1992-93.

''En sygeplejerske, der kommer lige fra sygeplejeskolen, får 146.000 rubler (167 kr.) om måneden i et sundhedscenter, og 211.000 rubler (242 kr.) på et hospital,'' fortæller Zoja Muhina. ''Men et månedskort til metro, bus og sporveje koster 180.000 rubler (207 kr.).''

Sygeplejersken stiger i løn med anciennitet og kvalifikationer, og arbejdet i nogle afdelinger giver 15 pct. ekstra, fx operations-, intensiv-, anæstesi- og kirurgiske afdelinger.

Hospitalet er tilsluttet det obligatoriske sygesikringssystem, der bygger på arbejdsgiverbidrag og blev indført for nogle år siden. Det giver sygeplejerskerne 100-200.000 rubler ekstra om måneden, men kun i de afdelinger, der er omfattet, dvs. 1.500 af de 2.500 senge.

Men pengene fra sygesikringen kommer lige så uregelmæssigt som dem fra staten. Mange virksomheder står stille eller arbejder på

Side 23

nedsat kraft, og så bliver sygesikringspengene ikke indbetalt.

Ingen job til de unge

En erfaren sygeplejerske kan altså i bedste fald komme op på 4- 500.000 rubler (460-575 kr.), før hun begynder at arbejde over, men det er stadig alt for lidt, siger Zoja Muhina:

''Vi gør det, at vi lader stillinger stå ubesatte, så den sygeplejerske, der arbejder på sygehuset, får mulighed for at tjene ekstra ved at vikariere i den ubesatte stilling.

Derfor tager vi ingen nye sygeplejersker ind, og sygehjælpere findes stort set ikke mere på hospitalet.Vi er nødt til at give de sygeplejersker, vi har, mulighed for at tjene ekstra, de har jo børn.

Men det er klart, at når man skal vikariere både for en sygeplejerske og en sygehjælper, så går det ud over kvaliteten.

Et andet problem er, at de unge ikke får arbejde. Ud af de 80 sygeplejeelever, vi har haft i praktik i år, er det kun 25, der har fået stilling.

Jeg har sygeplejersker, som har arbejdet her i 50 år – halvdelen af mine sygeplejersker er pensionister.''

I Rusland får man nemlig både løn og pension, hvis man fortsætter med at arbejde som pensionist, og pensionsalderen er lav, 55 år for kvinder.

''Nogle sygeplejersker siger selvfølgelig op på grund af lønnen,'' tilføjer Zoja Muhina. ''En sygeplejerske herfra tog sin afsked for nylig og gik på arbejdsformidlingen. Nu får hun lige som meget som arbejdsløs, som hun fik her, plus et beløb pr. barn. Men der er privathospitaler, hvor man tjener mere. Ligesom

Side 24

de ansatte, der hører direkte under ministerierne, har betydelige privilegier, også i forhold til lønnen. Fx de ansatte i det sundhedscenter, der i sin tid blev oprettet for ansatte i KGB.

Jeg kender også en sygeplejerske med kandidatuddannelse, som har fået licens til en privat hjemmeplejepraksis. Hun har allerede en gruppe sygeplejersker ansat og tjener op til 1.000 dollars om måneden (6.700 kr.). For det er de rige, der kan tillade sig at betale for at få deres gamle plejet hjemme.

Ikke tid til tunge patienter

I dag har vi ligefrem svært ved at få sygeplejersker til røntgen og fysioterapi. Lønnen er lav, og man skal arbejde hver dag. Mens sygeplejersker i et vagtskema kan nå at have et ekstrajob.

I børneafdelingen arbejder man fx en hel dag og går hjem, derefter en hel nat, og så har man fri i tre døgn, hvor man kan sælge aviser eller kager på gaden eller hvad ved jeg.''

Sygeplejerskerne gør, hvad de kan, understreger Zoja Muhina. Men det er indlysende, at det går ud over kvaliteten, når stillinger står ubesatte, og de ansatte skal passe to-tre job på én gang.

''Min søster, som har leddegigt, plejede at blive indlagt her en gang om året til prøver og undersøgelser.

Men de sidste to år har hun ikke været indlagt. For hvis hun skal ind, må jeg indlægges sammen med hende. Hun har brug for personlig pleje, og i afdelingen er der ingen sygehjælpere og kun tre sygeplejersker til en gruppe på 45 af disse patienter.

Vi har i det hele taget det store problem i Moskva-regionen, at syge, der ligger hjemme, bliver passet meget dårligt.

Jeg kunne slet ikke gå på arbejde, hvis ikke min nabokone hjalp mig, mod betaling. Der er aldrig kommet nogen fra det lokale sundhedscenter og har spurgt til min søster – hvordan hun har det, hvilken hjælp hun har brug for. Og den medicin, hun har ret til at få gratis som invalid, ser vi heller ikke.''

Patienter medbringer alt

I forhold til andre dele af Rusland, hvor pengene fra den centrale regering forsvinder undervejs og aldrig når ud, er problemet med manglende finansiering ikke så slemt i Moskva-regionen, siger Zoja Muhina.

Selv om der var en periode sidste år, hvor hverken professorer eller sygeplejelærere fik løn. Og selv om alle konti var lukkede fra midt i september til slutningen af december, så der hverken var penge til løn eller medicin.

''Men normalt har vi penge til mad og medicin.

Vi har et stort problem med vasketøj. Vi har ikke vores eget vaskeri endnu, så vi må have vasket på det kommunale vaskeri, og der bliver vi nærmest chikaneret. De nægter at vaske sengetøjet, medmindre vi betaler forud.

Vi har haft situationer, hvor vi afleverede sengetøj fra kirurgiske afdelinger og operationsafdelinger. Det lå på vaskeriet og begyndte at rådne, fordi vi ikke havde penge til at betale forud.

Så nu er det kun sengetøj fra operationsafdelingen, børneafdelingen, psykiatrisk afdeling og hudafdelingen, der bliver vasket. Patienterne må selv medbringe alt undtagen madras, tæppe og hovedpude.

Vi har heller ikke penge til at købe nyt service, når porcelænet går i stykker. Så patienter, der bliver indlagt, må komme med deres egen tallerken og ske.

Vi har medicin, mad og forbindingsstoffer. Men vi mangler fx gummihandsker og desinfektionsmidler. Vi arbejder især med kloramin, som er giftigt – de gode desinfektionsmidler, som resten af verden bruger, har vi ikke.

Vi mangler også kørestole. De gamle sovjetiske modeller, vi har, er slidte og af dårlig kvalitet, og det er ikke til at få dem repareret.

Vi mangler også hjælpemidler til tunge løft. Jeg ved, der findes den slags udstyr, der kan lette sygeplejerskens arbejde, når hun plejer patienten, men vi har det ikke.

Jeg kan ikke engang give mine sygeplejersker en uniform. Hun må selv købe fodtøj og kittel og selv vaske det hele.''

Inertien må overvindes

Når sygeplejersken er overbebyrdet og må arbejde med utilstrækkelige materialer, går det selvfølgelig ud over hendes interesse for arbejdet, konstaterer Zoja Muhina.

''Der er en vis inerti blandt sygeplejersker. En vis laden stå til.

Det har også noget at gøre med samfundets holdning. Som sygeplejerske er man ingenting, og patienterne gør højst sandsynligt ikke, hvad man beder dem om, men svarer, at det kun er lægen, der kan give ordrer.

Forudsætningen for en højere status er en bedre løn, men også en bedre uddannelse. Der er kommet nye undervisningsprogrammer, men skolerne er først nu ved at gå over til dem, og sygeplejerskerne kommer her og er stadig ikke godt nok uddannet.

Før lægen kan have tillid til sygeplejersken, skal hun føle sig sikker på hendes kvalifikationer. Men sygeplejersker er stadig ikke oplært til at arbejde selvstændigt.

De bedste sygeplejersker kommer fra den nye fireårige uddannelse. Det er seriøse piger, der ved, hvad de vil. Men der er stadig mange sygeplejersker, der kun har ni års skolegang, og som ikke engang er myndige, når de første gang kommer i kontakt med patienterne.

Vi har også brug for bedre lærebøger, og vi skal have så mange sygeplejersker som muligt til at undervise på sygeplejeskolerne i stedet for lægerne, der ofte ikke engang kan det, de selv underviser i.

Heldigvis er der meget, sygeplejersker selv kan gøre for at styrke respekten for deres arbejde. Og her på stedet har vi fået et sygeplejefakultet med en videregående uddannelse, det støtter os meget.

Men vi må også have mulighed for at følge uddannelsesreformerne op. Vi har fire sygeplejersker ansat her med en videregående uddannelse. Men hverken jeg eller overlægen, der er direktør på hospitalet, har mulighed for at oprette en stilling, der giver dem løn og ansvar i forhold til deres kvalifikationer.

De arbejder i samme stilling og til samme løn som ledende sygeplejersker med et nimåneders kursus fra en fjern fortid.

Nøgleord: Moskva, tema, Rusland.