Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En vred mand

Den professionelle omsorgsperson skal skabe tillid, også når klienten er knotten.

Sygeplejersken 1998 nr. 12, s. 36

Af:

Inge-Lise Christiansen, sygeplejerske

SY-1998-09-29-1Illustration: Birgitte Ahlmann

Besøg hos Emil Hansen.

I dag har jeg travlt. En kollega har ferie, så derfor har jeg ekstra besøg på min liste.

Jeg skal bl.a. skifte forbinding på 75-årige Emil Hansen. Han har defekter i cicatrisen efter en karoperation i højre ben.

Jeg har hørt, at han er fjendtlig. Han vil kommandere med os. Vi skal ringe på døren og gå ind, ikke vente udenfor. Jeg kommer til huset kl. 9.20. Huset virker tillukket. Jeg ringer på. Døren er låset. Efter en tid bliver døren åbnet på klem. ''Hvem er du, og hvad vil du?'' lyder det gennem dørsprækken. ''Jeg er sygeplejersken og kommer for at hjælpe dig med at få skiftet forbinding på dit ben.'' Jeg smiler. Mig kan han ikke slå ud. Jeg ved, han ikke kan have noget imod min person, for jeg har aldrig mødt ham før.

''Du kommer for tidligt. Du skal først komme efter kl. 10.'' Døren er åbnet lidt mere.

''Ja, det er jo ærgerligt, jeg vidste ikke, at jeg skulle komme på en bestemt tid.''

''Nå,'' siger han.

Jeg er stadig ikke kommet ind.

''Hvad gør vi,'' siger jeg. Jeg ville gerne kunne tilbyde dig at komme igen, men det kan jeg ikke, for jeg har mange besøg i dag.'' Døren går helt op.

''Så kom ind,'' siger Emil Hansen.

''Hvorfor er det så vigtigt for dig, at vi først kommer efter kl. 10?''

''Jeg er ikke morgenmand. Jeg har ikke været i bad, og jeg er sur om morgenen.''

''Nå, det var en skam, jeg ikke vidste det. Jeg skal sørge for, at det kommer på vores besøgsliste. Så må du jo etagevaske i dag, kan det ikke gå?''

''Jo, det går vel.''

Efterhånden venlig

Han er stadig knotten.

Nå, vi må i gang med det, jeg er kommet for, rense og forbinde sårene. Han viser mig ind i soveværelset. Det er svært at komme ind. Der er ting og sager og papkasser overalt. Der er ikke særligt rent, men sengen er ren nok, og han er også selv ren og pæn. Han fortæller, hvordan jeg skal gøre det. Jeg hører efter. Nu forstår jeg godt, hvad mine kollegaer mener, når de siger, at han kommanderer. Men der er nu også mening i det, han siger. Han har ret. Det er vigtigt, at plastrene har en vis længde, og at de bliver placeret i en bestemt afstand fra leddene, ellers falder de af, når han går. Han fortæller mig også, hvordan jeg skal rense sårene. Det ved jeg nu godt, men o.k. – benet er jo hans. Han siger: ''Jeg er nervøs for det ben. Det er noget lort, at der er betændelse i det.''

Ja, det kan jeg da kun gi' ham ret i. ''Men det ser ikke så galt ud. Jeg har set det meget værre. Jeg tror bestemt, vi kan få benet i orden igen,'' siger jeg.

Efterhånden er han helt venlig. Jeg får forbindingen lagt, så han er tilfreds med det. Herefter afslutter jeg besøget. På et senere tidspunkt fortalte Emil Hansen til en af mine kollegaer, at han havde været taget til fange i et fremmed land, da han var ung. Han havde haft nogle frygtelige oplevelser. Han fortalte min kollega, at oplevelserne havde sat sit præg på resten af hans liv.

Inge-Lise Christiansen er primærsygeplejerske i Hjørring.

Nøgleord: Fortælling, sygepleje.