Faglig kommentar: Særlig omsorg

Den lille pige døde, fordi hun ikke kunne få en nyre.'' Udsagnet fandt jeg i en avis for nogen tid siden, hvor nogle børn var blevet interviewet i forbindelse med en lille piges død.

For nogle år siden ville man have sagt: ''Den lille pige døde, fordi hun var syg.'' Jo, synet på sygdom og død ændrer sig med tiden. Man dør åbenbart ikke af sygdom i dag. Man dør, fordi der ikke tildeles nok ressourcer til behandling. Man dør, fordi ventelisten er for lang. Man dør, fordi folk ikke vil donere deres organer til transplantation. Det viser sig i sproget og åbenbart også i den måde, børn får forklaret tingene på. Det er ikke sygdommen, der slår ihjel. Det er andre mennesker og deres dårlige vilje, der er den egentlige dræber. Med små sproglige ændringer antydes det, at vi bør have dårlig samvittighed.

Men nu vil Sundhedsstyrelsen gøre noget ved det. Personale, der har at gøre med potentielle organdonorer og deres familie, skal have tilbudt kurser i at udvise særlig omsorg for pårørende til hjernedøde, så der kan skaffes flere organdonorer. Kurserne skal overvejende finansieres af medicinalfirmaet 'Novartis', der sælger medicin til organtransplanterede patienter.

''Der satses på, at ingen organer går tabt på grund af manglende viden,'' referes Ruth Truelsen fra Sundhedsstyrelsens følgegruppe i Berlingske Tidende den 21. februar i år.

Der var den lille sproglige anklage igen: Et menneskes organer er tabte, hvis de ikke udnyttes efter døden.

Interesseorganisationer har selvfølgelig ret til at iværksætte kampagner, der skal skaffe flere organer til transplantation. Men Sundhedsstyrelsen bør ikke opføre sig som en interesseorganisation. Det harmonerer ikke med Sundhedsstyrelsens officielle indstilling til, at oplysningerne skal være neutrale og ærlige. Bare man tog stilling til organdonation, så var et nej lige så godt som et ja.

Det gælder åbenbart ikke mere, for der er ingen tvivl om, hvad specialtræningen af personalet går ud på. Der skal skaffes flere organer, og informationen skal indhylles i særlig omsorg og gives af personale, der er særligt trænet i kommunikation.

Hvilke pårørende til hjernedøde har midt i deres krise styrke til at afslå omsorg? Hvordan skulle de kunne gennemskue, at omsorgen ydes med skjult dagsorden?

Video

Sundhedsstyrelsen vil satse på, at ingen organer går tabt på grund af manglende information.

Burde Sundhedsstyrelsen ikke satse lige så meget på, at ingen organer bliver fjernet fra hjernedøde på grund af manglende information?

Det kan være svært for pårørende at forestille sig, hvad de skal tage stilling til. For at sikre, at såvel potentielle donorer som pårørende tager stilling på et kvalificeret grundlag, vil jeg foreslå, at man fremstiller en video, der viser såvel forberedelserne til organudtagning som selve organudtagningen. En video, der ikke blot viser grønne afdækningsstykker, lamper og masker som i romantiske lægefilm. En video, som klart og tydeligt viser, hvilke undersøgelser den hjernedøde skal igennem, hvordan anæstesipersonalet klarer ventilation og anæstesi, hvordan snittet lægges, i hvilken rækkefølge organerne tages ud, hvad der sker, når man ophører med at ventilere, hvordan organerne præpareres og forsendes, og hvordan donoren sys sammen efter indgrebet. Anden halvdel af videoen kan så vise formålet med det hele, nemlig hvordan syge kan hjælpes til en bedre tilværelse og måske også et betydeligt længere liv. På denne måde kan man informere fuldstændig neutralt og vægte information om organudtagningen og organmodtagelsen ligeligt.

Der er jo en generel velvilje i befolkningen til at ville hjælpe syge med at få nye organer. Når denne velvilje ofte svigter i en aktuel, ulykkelig situation, hvor familien skal tage stilling til donation, så hænger det formentlig sammen med, at de ikke ved, hvad et ja indebærer for den døende. Det er måske også derfor, det kun er få personer, der udfylder organdonortestamenter.

Det kan en video af hele transplantationsforløbet rette op på, så folk får et ordentligt grundlag at tage stilling ud fra. Et nej er jo lige så godt som et ja, siger de jo i Sundhedsstyrelsen.

Vi er efterhånden så vante til at blive informeret i billeder, der langt tydeligere end ord kan vise, hvad det drejer sig om.

For det er vel ikke sådan, at man helst vil pakke realiteterne ind, når man spørger familien?