På øvelse med felthospitalet

En simuleret såret soldat under øvelsen i Tyskland i september 1997. Til højre ses sygeplejerske Grethe Hougaard fra felthospitalets anæstesiafdeling. Foto: Claus Mølholm.

Vi mødte alle op klokken 08.00 i fuld kampuniform til vores øvelse. Så var der appel! Og hvordan var det nu, det var med ret og rør, og til hvilken side skulle baretten sidde. Godt vi havde hjælpsomme soldater med.

Vi fik udleveret en cirka 40 kilo tung rygsæk, som indeholdt vores udrustning, det vil sige hjelm, gasmaske og specielt overtrækstøj til gasudslip, sovepose, feltseng, pistol og meget mere.

Herudover havde vi også alt vores almindelige militærtøj, som fyldte en hel køjesæk. Her var de første fem sygeplejersker allerede ved at tippe bagover.

Der sad vi så med 117 remme, tasker og smådele, som vi ikke havde et begreb om, hvordan vi skulle samle. Løsningen blev, at vi lagde det hele ned i rygsækken igen og håbede på hjælp senere.

Afgangen fra Farum Kaserne klokken 20.00. 100 lastbiler og folkevognsbusser med det meste af vores materiel. 30 containere var sendt i forvejen med tog. Vi skulle køre 600 kilometer, hvilket tog 15 timer.

Da de sidste køretøjer ankom til øvelsesområdet i Diepholz, havde vi været vågne i cirka 30 timer. Nu mente vi, det var tid til lidt søvn – men nej – nu skulle vi i gang med at opstille felthospitalet.

Hele felthospitalet bestod af 100 telte, som blev pustet op med en omvendt støvsuger. Hvert telt var 36 kvadratmeter og vejede mellem 225 og 255 kilo. Teltene blev flettet sammen, så det hele hang sammen. Det var hårdt fysisk arbejde, men heldigvis havde vi prøvet det før. Sent om aftenen havde vi stillet hele felthospitalet samt hvile- og messeområdet op.

Aftensmad klokken 21.30 og så i bad, troede vi – men nej, vi tog fejl. Ingen vand. Det blev først aftenen efter. Så snavset i seng, det er ikke ligefrem noget, sygeplejersker er vant til. Vi skulle sove sammen, inddelt efter speciale. Skadestue, anæstesi, intensiv og så videre, mænd og kvinder adskilt.

Manglende styring

De næste par dage gik med at indrette os i de enkelte funktionsområder.

Vores skadestue var siden sidste år blevet udvidet med et telt, så vi skulle nu indrette os anderledes. Der var ikke lagt retningslinier herfor. Med logisk sans og godt samarbejde fik vi indrettet skadestue/modtagelse med venterum. Der var et telt til mindre skader og et telt til større skader, et til registrering og et til venterum. Materialer og medicin lå i flight cases (stort plastikskab på hjul). Disse skulle være færdigpakkede hjemmefra, troede vi. Men de viste sig at være strandet mellem Jægersborg og Farum kaserne. Også mange af de andre afdelinger havde mangelfulde flight cases. Med hjælp fra Sanitetsforsyningstjenesten fik vi alligevel fyldt en del op i skabene.

Vi havde engang en forestilling om, at der inden for det militære system var styring og orden på tingene. Men nu blev vores mest brugte sætning:

''Der er noget, jeg ikke helt forstår.''

Øvelsen med sminkede sårede skulle starte tirsdag. På grund af manglende vand på hospitalet blev den udskudt til onsdag. Onsdag stadig intet vand, men nu skulle øvelsen alligevel afholdes. Det forstod vi ikke helt. Vi var så parate, som vi kunne blive i skadestuen. Det, vi manglede, var blandt andet procedurer for behandlingsprincipperne. Vi var på felthospitalets skadestue i stand til at behandle patienterne på et lige så højt niveau, som var det en dansk skadestue.

Det var i det hele taget generelt i felthospitalet, at der ikke var nogen overordnede mål for plejen. Det mener jeg, der bliver nødt til at udarbejdes inden en udsendelse.

Nedlagde arbejdet

Vi fik ordre til at lave vagtplan til dagvagt, aftenvagt og nattevagt. Skadestuen var normeret til seks sygeplejersker, fire sygepassere, én sergent og fem læger. Vi besluttede at være to sygeplejersker, én sygepasser og to læger i dag- og aftenvagt. I nattevagt kun én læge, én sygeplejerske og én sygepasser samt et hold på tilkald. De sårede, cirka 40, ankom alle mellem klokken 13 og 18, og det forstod vi ikke helt. Hvorfor skulle vi øve i at sidde og vente – for være der skulle vi.

Der er ikke nogen fritidsaktiviteter på en øvelse, så man kan enten være i sin afdeling uden at gå i vejen for de andre eller hvile, så man er klar til sin vagt. Selvfølgelig kan man også gå rundt til de andre eller gå en tur, men området må ikke forlades – der er jo 'krig'

Side 22

uden om os. Torsdag morgen klokken 06.30 blev vi vækket – ny ordre – øvelsen var slut. Hospitalet og messeområdet skulle tages ned så hurtigt som muligt. Lastbilerne skulle pakkes. Tingene skulle flyttes til det nye område, så det var klart, når vi selv ankom næste dag. Dagen efter nedpakkede vi så hvileområdet og forskød samlet til Bergen cirka 200 kilometer nordøstpå.

Vi ankom klokken 17. Ordren lød: ''Det hele skal sættes op i aften.'' Godt, vi efterhånden var inde i vanen med at rejse teltene. Vi arbejdede hele aftenen med at sætte teltene op, sy dem sammen og så videre. Toiletterne var selvfølgelig ikke sat til – igen. Da klokken var 23.00, manglede vi et par timers arbejde, men det var mørkt, koldt, og der var jo ikke rigtig krig, så samtlige læger og sygeplejersker nedlagde arbejdet for at gå i seng. Det gav nogle gnidninger mellem os og de tjenestegørende soldater, som jo var vant til at adlyde ordrer.

Et kig gennem felthospitalets sengeafdeling.

Øvelser døgnet rundt

Den næste morgen gik vi friske og veludhvilede i gang med det sidste i selve opsætningen. Der var jo alt det indvendige inventar, alt vores udstyr, lys, senge og så videre. Klokken 12.00 skulle vi stå klar, for da gik den rigtige øvelse i gang, og endnu en gang skulle vi modtage sårede og have dem igennem vores felthospital. Vi blev da også færdige i skadestuen. Vi havde igen lagt vagtplan med samme bemanding. Nu skulle det blive spændende, hvor mange sårede vi skulle have igennem. Felthospitalet var gearet til at kunne modtage cirka 100 sårede og udføre cirka 20 operationer i døgnet. Der var endnu ikke kommet vand til hospitalet, men det blev hentet i spande, og så havde vi vand på flaske.

De næste tre dage gik med øvelse døgnet rundt. Vi havde gennemsnitlig 50 sårede igennem skadestuen i døgnet. De fleste kom i dag- og aftentiden. De sminkede sårede var englændere, men der var også nogle danskere. Skaderne var alt fra den multitraumatiserede patient til patienter med brækkede arme og ben, skudsår, dårlige maver og andre medicinske sygdomme. I skadestuen stabiliseredes de dårligste patienter, før de blev flyttet, mens de mindre skadede patienter blev gjort færdige, udskrevet eller indlagt på et af de tre sengeafsnit. Der var mulighed for forskellige kirurgiske tilsyn samt assistance fa anæstesiologisk afdeling.

Det var meget anderledes at arbejde med sminkede sårede, selv om de var sminket godt. Man prøvede at gøre alt, som havde det været virkelighed. Vaskede sår, skyllede brandsår, lagde gips, venflon, væsker og så videre. Det bringer ikke rigtig ens adrenalin i omløb, men man får en fornemmelse af, hvad det vil sige, når der kommer et stort antal sårede på en gang. Det stresser én. Der

Side 23

var også nogle problemer med at få nogle af patienterne direkte på operationsafdelingen på grund af kapacitetsproblemer. Disse patienter måtte så indlægges, til der var plads.

Da der inden øvelsen ikke var lavet retningslinier for procedurer eller principper for behandling, valgte vi i skadestuen at afholde morgenmøde hver morgen klokken 08.00 og tale om de problemer/oplevelser, der havde været døgnet før. Det var utrolig godt. Her fik vi også den nyeste information fra den øverste ledelse. Samtlige læger havde møde en til to gange hver dag. Det havde sygeplejerskerne ikke. Det, kunne jeg godt forestille mig, vil blive anderledes ved en evt. udsendelse. Det ville samlet stille os stærkere.

Sygeplejerskerne Miriam Donde (tv) og Charlotte Krüger på øvelse i Tyskland, september 1997.

Ønsker bedre løn

I løbet af øvelsen havde vi mange prominente besøgende. Alt fra generaler til formanden for Dansk Sygeplejeråd, Jette Søe, havde fundet vej til Tyskland. Det gav os sygeplejersker en mulighed for at få diskuteret nogle af de økonomiske problemer, der er ved en kontrakt med forsvaret. Vi afholdt et møde, inden formanden kom, hvor vi gennemgik de ting, vi mente, det var vigtigt, hun blev informeret om. Vi er efterhånden en del sygeplejersker, som har kontakt med forsvaret. De vigtigste emner er lønnen, at vi ikke får øvelsestillæg ligesom de kontraktansatte, at vores stedtillæg pludselig er blevet tre i stedet for seks, og hvordan vi skal forholde os, nu hvor der skal forhandles ny overenskomst med Forsvarsministeriet.

Vi havde på sidste års øvelse valgt en talsmand, som fik en god lang snak med Jette Søe. Hun var positiv over for os og er nu blevet informeret om, hvordan det forholder sig med felthospitalets sygeplejersker. Vi håber stadig på bedre opbakning fra vores fagforening, når der igen skal forhandles løn.

Øvelsen sluttede tirsdag, men inden nedpakningen fik hver enkelt mulighed for en evaluering med stabslægen, som er chef for felthospitalet. Der var her mulighed for at komme med ris og ros og fremkomme med egne planer for fremtiden og forslag til forbedringer. Så var det nedpakning igen. Denne gang var det meget vigtigt at få optalt og nedskrevet al det materiel, vi skal have i vores skabe. For som situationen er nu, kan felthospitalet faktisk udsendes, og så skal tingene være i orden. Det, vi ikke kunne lave dernede, skulle laves, når vi kom hjem på Farum Kaserne. Vi var blevet hurtige til at nedtage teltene, men arbejdet var ikke blevet mindre hårdt.

Vil gerne sendes ud

En lang og hård øvelse var ved at være forbi. Målet med øvelsen var nået. De overordnede var tilfredse med os. Felthospitalet blev rost til skyerne både med hensyn til indretning og funktion. Vi var nok lidt frustrerede over de ting, som vi syntes ikke havde fungeret så godt, for eksempel nåede vi aldrig at få vand til hospitalet under øvelsen. Vi manglede også en synlig sygeplejefaglig ledelse. Der var for mange materielle ting, der manglede, og vi havde stort behov for at få lavet procedurer for vores behandling. Det er ting, der skal færdiggøres inden en udsendelse. Nu havde vi en lang tur hjem at se frem til. Denne gang tog det 10 timer. Vi ankom til Farum Kaserne natten til fredag, trætte, snavsede og udmattede. Det skulle blive dejligt at komme hjem og få et bad! Men som de forgangne 14 dage skulle vi lige vente. Alle skulle selvfølgelig ankomme. Alt grej (rygsækkene med indhold) afleveres, appel, cheftime, (evaluering) og så hjem.

Vi er mange, der ser frem til en udsendelse efter denne øvelse, der var hård, men lærerig, og hvor vi fik indøvet rutiner og samarbejde.

Miriam Donde er sygeplejerske på skadestuen på Københavns Amtssygehus, Glostrup. På felthospitalet arbejdede hun i skadestuen/modtagelsen. 

Nøgleord: Felthospital, feltøvelse.