Højaktuel og fordøjelig viden
Arne Astrup, Lars Garby, Steen Stender (red.)
Menneskets ernæring
fra molekylærbiologi til sociologi
København: Munksgaard 1997
405 sider, ill. 398 kroner
Ernæringsvidenskab er et nyt forskningsområde. Inden for sygeplejen har ernæringsområdet været nedtonet, og kun få områder af sygeplejen har haft speciel fokus på ernæring. Der er brug for denne bog i sygeplejen og i sygeplejerskeuddannelsen, fordi den bringer opdateret viden.
Nogle sygeplejersker har ikke holdt deres viden ajour med hensyn til ernæring, blev deltagerne på et ernæringskursus enige om forleden. Derfor er denne solide bog om alt grundlæggende ved ernæring kærkommen i sygeplejen og kan være med til at udfylde det omtalte hul i vores viden om ernæring.
Ernæring er på sin vis noget helt selvfølgeligt, vi alle synes, vi ved lidt om, og ikke som det første går på kursus i eller køber en bog om som denne svend på 405 sider, skrevet af eksperter i hver deres niche inden for ernæring. Her eksisterer der mange små verdener, som læger og ernæringseksperter i et tværfagligt samarbejde har udforsket grundigt. Viden af stor betydning for sygeplejen. Forfatterne har evnet at fremstille et svært stof uden brug af svære fremmedord eller unødvendige fagudtryk, så de kan nå ud til mange forskellige faggrupper. Bogen henvender sig til studerende ved sygeplejeskoler, medicinske fakulteter, Landbohøjskolen, seminarier og højskoler, en bred målgruppe, som det efter mit skøn er lykkedes for forfatterne at nå.
I første kapitel gives en kort beskrivelse af human ernæring. Dernæst følger 34 kapitler om fordøjelsen, kulhydrater, kostfibre, fedtstoffer, alkohol, vand og mineraler, vitaminer og stoffer med antioxidativ virkning. Kapitlerne er logisk bygget op og med gode henvisninger til både danske og udenlandske undersøgelser. Her er meget højaktuelt stof, og læseren udsættes ikke for unødig tungt fordøjelig kost. Det er imponerende at få fordøjelsen gennemgået på fem sider.
Dernæst følger kapitler om overvejelser ved valg af metode til kostundersøgelser og ernæringsepidemiologi, hvor den beskrivende undersøgelse og den eksperimentelle undersøgelse gennemgås med gode eksempler.
Kostvaner beskrives på fire niveauer: Den samfundsmæssige produktion, hverdagslivets organisering, hverdagslivets kultur og bevidsthed og udviklingen i den menneskelige subjektivitet. Det er spændende læsning om baggrunden for vores opfattelse af kost og vaner. Danskernes kost i de seneste 150 år beskrives med 50 års interval, hvor de sociale og økonomiske forhold sættes i relation til kostens sammensætning, hvor vi aktuelt har problemer med for stort fedt- og alkoholindtag. Børn og ældres specielle behov fremstilles fint i hvert sit kapitel. Fedme, åreforkalkning, sukkersyge, kræft, knogleskørhed og tandsygdomme får hvert sit kapitel. I kapitlet om fedme blev jeg meget optaget af beskrivelsen af appetitregulering, som man sjældent læser så grundigt om som her.
Til slut gennemgås fødevareallergi, og hvordan man spiser sundt i Danmark.
Med mange relevante tabeller, gode fotos og kostplaner fejler illustrationssiden heller ikke noget. En indvending ved den ellers så flotte og omfattende bog kunne være, at den psykologiske side kunne være medtaget i større grad. Nogle af afsnittene er selvfølgelig mere relevante for sygeplejersker og sygeplejestuderende end andre, men bogen kan netop bruges som et opslagsværk med nyttig viden om menneskets ernæring.
Af Dorthe Overgaard, sygeplejelærer, Københavns Amts Sygeplejeskole.
Respekt for dementes værdighed
Eigil Boll Hansen, Anna Koch, Jan Kargaard Madsen
Ny indsats for hjemmeboende demente
- erfaringer fra projekter i otte kommuner
København: AKF rapport 1997
149 sider, 145 kroner
På opfordring af Socialministeriet har otte kommuner i perioden 1994-1996 gennemført projekter med det mål at klarlægge og afprøve muligheder for at støtte gamle mennesker, der lider af en demenssygdom.
Som baggrund for ønsket om at yde en ekstra indsats blev der peget på fem hovedtyper af problemer: Mangelfuld viden om demenssygdomme, isolation af ældre med demenssygdom og deres pårørende, inaktivering af ældre med demenssygdom, fordi de ikke får brugt deres ressourcer, og pårørende der bruger megen tid på omsorgsopgaverne, utilstrækkelig hjælp fra kommunen og hjælp, der ikke er tilpasset behovet, og dårlig koordinering af den samlede indsats.
De otte kommuner er udvalgt af Socialministeriet ud fra den interesse, der i de aktuelle kommuner allerede havde ført til udvikling af tilbud.
Kommunerne er spredt over hele landet, og forskellige kommunestørrelser er repræsenteret.
Indsatsen i projekterne spænder over mange områder. Som eksempel kan nævnes en kommune, hvor man ansatte en demenskonsulent og for at dække behovet for aflastning af de pårørende etablerede en hjemmehos-funktion, som indebar, at der kunne være en hjemmehjælper hos den demensramte, mens den pårørende trygt kunne fralægge sig omsorgsopgaverne. Disse hjemmehjælpere blev specielt uddannet til at være sammen med mennesker med demens. De blev benævnt frontpersoner og skulle også lede små hyggelige væresteder for de demensramte tre forskellige steder i kommunen. Disse klubber fungerede både som et trygt forum for samvær for brugeren og som aflastning af de pårørende. Samme kommune etablerede også pårørendegrupper. Endelig blev der udviklet undervisningsmateriale for lokalbefolkningen og etableret undervisning for eleverne i syvende klasse i kommunens skoler for at komme fordomme i forhold til sygdommen til livs og for at styrke respekten for de mennesker, der er ramt af en demenssygdom.
Uddannelse af personale gik igen i alle otte kommuner, men det er forskelligt, hvilke ideer der er blevet taget op. Som eksempler kan nævnes busture for både demensramte og deres pårørende, oprettelse af daghjem og flere timer til hjemmehjælp. Alle otte projekter rundes af med sammenfattende erfaringer.
Formuleringen 'hjemmeboende demente' kan give indtryk af klinisk distance til mennesker i en svær situation, men det er ikke holdningen i rapporten, der afspejler respekt og ønske om at øge livsglæde, livskvalitet og værdighed hos mennesker, der er ramt af demens.
Af Vibeke von der Lieth, sygeplejelærer, Københavns Amt, Sygeplejeskolen.
GRÆNSESÆTNING UDVIKLER IKKE
Grethe Kragh-Müller
Børneliv og opdragelse
Grænser eller ej?
København: Hans Reitzels Forlag 1997
301 sider, 250 kroner
Denne nummer to bog i serien om grænser eller ej er en beskrivelse af projektets interviewundersøgelse. Blandt de inter-viewede var børn mellem fire og 15 år, både såkaldte normale børn og grænsesøgende børn, udvalgt af Pædagogisk-psykologisk rådgivning, PPR, og af lærere og pædagoger. (I undersøgelsen kaldt ikke-henviste og henviste børn). De voksne var forældre, lærere, pædagoger og psykologer. Endelig blev nogle praktiserende læger interviewet, da der var en formodning om, at de ofte blev spurgt til råds om børneopdragelse.
Undersøgelsens formål var at belyse børnenes opfattelse af sig selv og andre og især belyse, om børnene selv mener, de har brug for grænser eller er grænsesøgende. Desuden ønskede man at sammenholde børnenes og de voksnes opfattelse af grænsebegrebet.
Børneinterviewene er meget søde, og der kommer mange sjove kommentarer om, hvordan børnene opfatter sig selv, de voksne og deres oplevelser sammen. De fleste børn synes, at det er dejligt at have de voksne omkring sig, selvom de voksne skælder lidt for meget ud.
I projektet antog man, at børnene ikke selv oplever sig som grænsesøgende, og lærerne/pædagogerne som grænsesættende. Dette bekræfter interviewene, selvom børnene ikke aner, hvad grænser er. De benytter i stedet udtryk som 'skæld ud' og 'at ville bestemme'. Interessant er det også, at de børn, som de voksne betegner som grænsesøgende, er de børn som selv føler, de bliver opdraget for meget og bestemt for meget over.
Konklusionen af dette er, at det ikke nødvendigvis er den rette behandling at sætte grænser for de børn, som de voksne opfatter som grænsesøgende. Undersøgelsen viser nemlig, at grænsesætning som metode ikke just medfører en positiv udvikling mellem børn og voksne, men derimod kan være medvirkende til at fastlåse konflikter og magtkampe.
I vokseninterviewene fokuseres på tre områder: De voksnes tanker om, hvordan de gerne vil have det sammen med børnene, og de de vilkår, de har for dette, de voksnes tanker om opdragelse og endelig de voksnes syn på grænser.
Gennemgående for disse interview er et ønske om at give børnene et godt liv, men der ses også en usikkerhed på, hvordan man gør dette bedst, og en del forældre giver udtryk for at ønske råd og vejledning herom. Selvom forældrenes intentioner er gode, er det dog ikke altid, det lykkes, og så kommer frustrationerne naturligvis. Den manglende tid sammen med børnene nævnes ofte og giver de fleste dårlig samvittighed. De ikke-henviste børns forældre peger dog ofte på, at de har prioriteret deltids job til den ene af forældrene for at få hverdagen til at fungere.
Pædagoger og lærere nævner også det øgede arbejdspres som et problem. For mange børn i klasserne/institutionerne og for lidt respekt for, hvad de voksne siger, gør det svært at få tingene til at fungere optimalt.
Generelt ønsker de voksne, at børnene skal være frit handlende og tænkende individer, som skal adlyde og gøre, hvad der bliver sagt. To modsatrettede ting, som er svære eller umulige at forene.
Psykologerne peger på børnefamiliernes vilkår som det problematiske. De oplever ikke dagens børn som vanskeligere end tidligere, men at de voksne er mere trængte. I kapitlet om psykologernes syn på børn og grænser fremgår det, at det er i psykologien, begrebet grænser tager sit udgangspunkt. Derfra er der sket en glidning, så begrebet nu benyttes af de fleste voksne.
Sidst i bogen beskrives nogle interview med praktiserende læger. Som antaget blev de praktiserende læger konsulteret af forældrene i forbindelse med spørgsmål om børneopdragelse. Lægerne rådgav også forældrene om 'at sætte grænser' for børnene. De læger, som ikke anvendte grænsebegrebet, havde en tendens til at rådgive bredere end de, som benyttede grænsebegrebet. De fleste læger havde kun deres egne erfaringer med børn at rådgive ud fra!
Der citeres meget fra interviewene, og det gør bogen både sjov og let læselig. Den er absolut et bekendtskab værd, og den giver læseren mulighed for at reflektere over barn-voksen-relationen, og hvordan vi som professionelle kan være medvirkende til at bedre dette forhold.
Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Ølstykke Kommune.
DEN VIGTIGSTE SAMFUNDSOPGAVE
Inger Hartelius, Emilie Melchior
Velkommen
- om at møde det nyfødte barn
København: Frydenlund 1997
136 sider, 248 kroner
''Nye forældre har fået en bog at nyde, at blive nysgerrige af, at blive bekræftet af og at blive klogere af.'' Sådan skriver den – i hvert fald i sundhedsplejerskekredse – meget kendte dr.phil. Margareta Broden fra Malmø om denne bog. Bedre kan det ikke siges.
I billeder og tekst guides nye forældre til at se og vente på barnet, der er fuldt ud i stand til at meddele sig. Det passer til den nyeste spædbørnsforskning, men giver en ulige lettere måde at lære denne teori på.
Forfatterne er ud over at være mødre henholdsvis seminarielærer og jordemoder og familieterapeut. Måske er det denne kombination – sammen med en fremragende fotograf – der har gjort bogen nem at gå til.
Forfatterne understreger forskelligheden hos børn og forældre og det store følelsesregister, nybagte forældre får lov at opleve. De fortæller, at nyfødte tager tid, hvilket kan være svært at forstå for mange unge forældre, der har ført et meget aktivt og planlagt liv.
Billederne viser på enestående enkel måde, hvad teksten beskriver, men også, at det kan betale sig at tage tiden og lære sit barn at kende: ''Barnet har brug for at blive forstået og respekteret, når det tager initiativer til forandringer. Det er begyndelsen til barnets personlige udvikling.''
Bogen er delt op som døgnet: Nat, morgen, middag og så videre. I løbet af døgnet kommes omkring alt væsentligt ved at være sammen med et spædbarn. Der er erfaringer fra andre nybagte forældre, som viser både det svære og det dejlige ved at have et spædbarn. Der er spørgsmål fra forfatterne, som kan hjælpe forældre til at blive klogere på sig selv og barnet. Spørgsmålene er fornuftige, og formålet er selvfølgelig, at forældrene skal lære sig selv og barnet at kende.
Men der er for mange og for svære spørgsmål, og det vil være ærgerligt, om bogen ikke bliver læst, fordi de mange uhyggeligt perfektionistiske forældre ikke kan komme videre, fordi de ikke har 'lavet lektierne'. Der er mange forældre, der aldrig vil komme igennem teksten. Som sundhedsplejerske ved man, at pjecer – for slet ikke at tale om bøger – ikke bliver læst af en stor del af de nye forældre. Forfatterne og fotograf kunne overveje at lave en video med samme budskab, men mere forenklet.
Der er en stigende tendens til, at nye forældre har svært ved at forstå deres barn. De elsker det højt og vil gerne være så rigtige og hurtige, så de slet ikke har øje for, at barnet hele tiden forsøger at fortælle, hvad det nu har brug for. Denne bog er en håndsrækning til at lære dette, som er den vigtigste samfundsopgave overhovedet. Man kan undre sig over, at politikere og presse ikke tager det op på niveau med vandmiljø og indespærrede grise.
Der sluttes med en fornuftig litteraturliste.
En oplagt barselsgave, men bogen burde også være obligatorisk for professionelle, der har med nyfødte og deres forældre at gøre.
Af Else Lauritsen, ledende sundhedsplejerske i Viborg Kommune.
MÅLRETTET UDVIKLING
Mike Pedler, John Burgoyne, Tom Boydell
Den lærende virksomhed
En strategi til bæredygtig udvikling
Oversat fra engelsk af Else Warberg
Hinnerup: Forlaget Ankerhus 1997
360 sider, 400 kroner
I organisationslitteraturen er der hurtige skift i trends. Der har i en del år været fokus på begrebet eller forestillingen om den lærende virksomhed. Selvom det forlyder, at denne er på vej ud, og værdibaseret ledelse er på vej ind, er det alligevel værd at anmelde denne bog.
En lærende virksomhed er en organisation, der gør det lettere for medlemmer i en organisation at lære, og som bevidst forandrer sig selv og den sammenhæng, den eksisterer i.
Ideen eller tanken om den lærende virksomhed blev skabt i en tale, der blev holdt i forbindelse med den engelske regerings jobskabelsesudvalg i 1986. Forfatterne blev her ansporet til at arbejde videre med konceptet, og fra det umiddelbart udtryksfulde i udsagnet er processen drejet i retning af den organisatoriske læringsproces eller den dynamiske læringsproces, der handler om, hvordan organisationer lærer og implementerer læring i en målrettet udvikling.
Der præsenteres 11 kriterier for, om en virksomhed eller organisation hører til den lærende virksomhed. Disse omfatter blandt andet et bevidst miljø for læring, intern udveksling, bevidst brug af informationsteknologi og belønningsfleksibilitet. I en sammenfatning vil det dreje sig om en positiv og bevidst holdning til initiativer, udvikling og implementering.
Derudover er der opbygget en checkliste over de 11 kriterier. Overraskende er der et utilfredshedsindeks, som dog sigter på forandring og handling. Der findes en metode til kortlægning af energiflow, hvilket angiver, om der er sammenhæng mellem policy, drift, ideer og handling.
Beskrivelsen af væksten i en virksomhed, når man satser på at betegne den som lærende, er belyst ved hjælp af mange forskellige case stories, som er oplysende og interessante og faktisk ganske enkle at overføre på offentlige organisationer. I de efterfølgende evalueringer eller refleksioner fremgår de mange overvejelser og til tider fejltrin i en udviklingsproces.
Det er ikke en manual til organisationsændringer eller implementering af disse, og det vil være en fejltagelse at anvende bogen sådan. Emnet er behandlet seriøst, det er et positivt koncept, og der skjules på ingen måde, at det er krævende at arbejde med konceptet. Det kræver konsensus og konsekvent arbejde på alle niveauer derefter. Bogen er ikke den ultimative opskrift på organisationsændringer, men den er inspirerende og velskrevet. Bogen vil formodentlig have fjern almen interesse, men for sygeplejersker, der arbejder i uddannelses- og udviklingsafdelinger, vil den kunne være til inspiration i relation til planlægning af træning eller implementering af ændringer.
Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske ved Roskilde Amts Sygehus Fjorden.
Boligområdet som klient
Morten Ejrnæs, Birthe Gamst, Tove Laursen, Lars Uggerhøj
Socialt miljøarbejde i lokalsamfundet
København: Hans Reitzels Forlag 1997
223 sider, 225 kroner
Når socialarbejderen forlader sit kontor og bevæger sig ud i lokalområdet, oftest i et belastet boligområde, er fokus mere på grupper af personer, end det er på den enkelte klient, og arbejdet drejer sig mere om mobilisering af ressourcer end om egentlig behandling af sociale problemer. Det er dette miljøarbejde, denne bog handler om.
Forfatterne, tre socialrådgivere og en sociolog, ønsker med denne bog at skabe et bedre grundlag for at forstå, hvad et lokalmiljø er, hvilke sociale processer der foregår i dette miljø, og hvordan man som socialarbejder kan indgå i udvikling af boligområderne.
I første del ses historisk på miljøarbejde og rammerne herfor. Anden del er en gennemgang af centrale teorier, og afslutningsvis redegøres der for forskellige konkrete, praktiske arbejdsmetoder. Miljøarbejdsmetoden beskrives fra Settlementbevægelsen i begyndelsen af dette århundrede og frem til i dag, med vægt på udviklingen i 1960'erne og frem, hvor byggeriet af de store almennyttige boliger gik stærkt. De mennesker, der flyttede ind, flyttede fra familie, venner og tidligere naboer, de havde sjældent nogen fælles historie, kultur eller normer. Denne koncentration af mennesker, som ofte befandt sig i en svær livssituation, skabte problemer.
Arbejdsmetoden var en konsekvens af bolig- og arbejdsmarkedspolitikken, og de første initiativer opstod i de store, tætbefolkede boligområder, hvor socialarbejderen skulle medvirke til at skabe nyt socialt liv i disse byområder. Arbejdsmetoden blev af faggruppen selv betragtet som mere frigørende end de traditionelle metoder. Socialt miljøarbejde er efterhånden ved at blive en integreret metode i socialt arbejde og kan organises som del af forvaltningens forebyggende og opsøgende arbejde, som beboerrådgiver inden for boligselskaberne eller som forsøgsprojekt.
En forudsætning for socialt miljøarbejde er livsformsteori, netværksteori, familiesociologiske teorier, teorier om social kontrol, sociale afvigere og marginalisering samt organisationsteori. Forfatteren finder, at livsformsanalyse og netværksteori bedre end andre teorier kan belyse menneskers hverdag. De giver bedre mulighed for at beskrive bl.a., hvad mennesker foretager sig i hverdagen, hvad de opfatter som mening med livet, hvem de omgås, hvor ofte, på hvilken måde, og hvad kontakterne betyder for dem. Det kan undre, at klientlivsformen, som andre forfattere inden for det sociale område har beskrevet, ikke medtages her.
I sidste del, som omhandler praktisk socialt arbejde, præsenteres forskellige metoder bl.a. arbejde med grupper. Socialarbejderens rolle og nogle centrale dilemmaer ved opsøgende arbejde diskuteres; hvad betyder det at kontakte mennesker via brev eller besøg, uden at disse personer har bedt om offentlig indblanding, og uden at disse nødvendigvis mener, at de har noget socialt problem, som de har brug for hjælp til at løse.
Der problematiseres også over at klientgøre et helt boligområde. Ofte får et socialt belastet område dårlig omtale i medierne, og beboerne i et område kan føle sig stigmatiseret ved, at der er en fast tilknyttet socialarbejder i området. Der diskuteres, hvordan dårlig omtale af et område påvirker beboerne, og hvordan man kan få vendt billedet.
Der gives afslutningsvis et indblik i det frivillige sociale arbejde i lokalområdet; der redegøres for, hvad frivillighed dækker over, hvad der har bevirket den stigende interesse for frivilligt socialt arbejde, og der gives en række eksempler herpå.
Bogen giver et godt indblik i socialt miljøarbejde, og selv om den retter sig imod konkret socialt arbejde, vil den være relevant for sygeplejersker, som har deres gang i lokalområdet, og nok især for sundhedsplejersker, der ligesom socialarbejdere arbejder både på individ-, gruppe- og lokalsamfundsniveau og som ofte vil være repræsenteret i tværfagligt, forebyggende arbejde i lokalmiljøet. Det teoretiske stof vil for en stor del være kendt af sygeplejersker.
Af Chirstin Plate, institutleder, cand.cur.
DEN GODE DEMENSPLEJE
Else Melin og Rolf Bang Olsen
Håndbog i demens
København: Omsorgs-organisationernes Samråd 1997
240 sider, 250 kroner
Håndbogen er spændende og skrevet på et utrolig flot, enkelt og klart dansk uden anvendelse af særlig mange fagord og fremmedord. Til hvert afsnit er i marginen sat en meget beskrivende overskrift, og hvert kapitel afsluttes med et resume. Håndbogen er suppleret med et udførligt stikordsregister, telefon- og adresseliste.
Bogen omfatter den almindelige aldringsproces, symptomer på og årsager til demens, diagnosticering og behandlingsmuligheder. Man får en bred indføring og merforståelse af demensbegrebet som betegnelse for en samling symptomer, hvor hovedsymptomet er påvirket hukommelse. Der gives en grundlæggende viden om de tre demensformer afhængig af hjerneskadens lokalisering: den kortikale demens, frontallapsdemens og den subkortikale demens. Det fastslås, at demente kun skal behandles medikamentelt, når der foreligger klare indikationer.
Sidste halvdel handler om redskaber og håndgreb til dem, der er i daglig kontakt med demente, og der analyseres eksempler fra klinisk praksis med fokus på 'den gode demenspleje'.
Dementes rettigheder beskrives af embedslæge Kate Runge Nielsen. Plejepersonale og pårørende kommer tit i et etisk og sygeplejefagligt dilemma omkring det evigt tilbagevendende spørgsmål: Skal demente have frihed til alt? Den nye værgemålslov af 1. januar 1997 gør forhåbentligt værgemålsreglerne mere smidige og tidssvarende og mindsker forhåbentligt det etiske dilemma fremover.
Det faglige niveau er meget overordnet og grundlæggende, hvilket ikke behøver at være negativt, idet bogen inspirerer til yderligere fordybelse i forskning inden for området.
Specielt finder jeg begrebet forsvarsmekanismer meget overordnet beskrevet, det kunne nemt være uddybet meget mere.
Bogen er relevant for både pårørende og personale.
Af Anne Winkel, Roskilde Amts Sygehus Fjorden.