Faglig kommentar: Følelsespornografi

Dette skulle egentlig have været en anmeldelse. Nu bliver det i stedet strøtanker om, hvad det er for et billede af sygeplejersker, der når ud til befolkningen, og hvordan medier og sygeplejersker er med til at fastholde det. I februar sendte TV 2 en video fra et fjernsynsprogram til redaktionen 'Mellem to verdener' med den oplysning, at programmet ville blive vist i slutningen af maj. Der var altså rigelig tid, troede jeg. Men programomlægninger er ikke til at gardere sig imod, så da jeg endelig var parat, havde udsendelsen allerede været bragt. Uden at jeg havde set den. Det har jeg nu. Et par gange. Mine sammenkrøllede tæer har dårligt rettet sig ud endnu.

Ifølge oplægget handlede videoen om, hvor belastende det er for sygeplejersker at pleje patienter på en onkologisk afdeling. Den skulle give et billede af et arbejde, der har personlige konsekvenser, præget af magtesløshed og angst, hvor det er svært ikke at blive personligt involveret, men også et arbejde, der kunne være personligt udviklende.

Billedet af sygeplejerskerne tegnes på forhånd. Billedet af sårbare engle, der ikke viger tilbage for at overtage patienternes lidelser, trods personlige omkostninger. Et billede, medierne gerne vil fastholde. Et billede, en del sygeplejersker heller ikke har noget imod at fastholde.

Jeg har det meget dårligt med begejstringen for det billede, som i betænkelig grad snerper i retning af følelsespornografi. Billedet holdes ikke blot ihærdigt i live. Det får også lov at overskygge alt, hvad der hedder faglighed.

Det opfattes for eksempel som enestående og svært belastende, at sygeplejersker somme tider tager deres arbejde med hjem. Hvad galt er der egentlig i det? Ville det ikke være tegn på afstumpethed, ligegyldighed eller personlighedsspaltning, hvis ikke man var optaget af sit arbejde. Også efter fyraftenstid?

En sygeplejerske fortalte mig for nylig, at hun var blevet spurgt om, hvilke interesser hun havde. Efter lidt betænkningstid havde hun måttet svare, at hendes største interesse faktisk var hendes arbejde. ''Og så blev jeg pludselig så glad,'' fortalte hun. ''For hvor er man dog privilegeret, når man kan få lov at arbejde med det, der er ens største interesse.''

Jeg er så fuldstændig enig, og jeg kender masser af andre med samme indstilling. Jeg kender også nogle, som kun går på arbejde for at hive en hyre hjem. Dem kender jeg til gengæld ikke så mange af. Men det hænger nok sammen med, at det ikke er særligt interessante mennesker at omgås. Engagerede mennesker er altid de sjoveste og mest berigende at være sammen med.

Geniale indfald og løsning af arbejdsmæssige problemer har det jo også med at dukke op uden for tjenestetidens rammer, hvis man ellers er optaget af sit arbejde.

Varme hjerter

Modsat har jeg umådelig svært ved at acceptere, at plejen af alvorligt syge mennesker skal ses i lyset af sygeplejerskens behov. Udsendelsen svirrede med udsagn som: ''Det giver mig noget personligt.'' ''Jeg lærer noget om mig selv.'' ''Jeg kan lide at føle, jeg gør en forskel.'' ''Jeg har behov for at give håb.'' ''For mig er det utrolig vigtigt.''

Det er da klart, at engagerede mennesker på et eller andet plan får personligt udbytte af deres arbejde. Men det er ubehageligt, når de personlige behov for at føle, at man dur til noget, kommer til at dominere indtrykket. Alvorligt syge mennesker, der omtales som et middel til andres selvrealisering. ''Et dejligt terminalt forløb,'' som Jette Bagh skrev i disse spalter for få uger siden.

Sygeplejersker plejer at tage afstand fra læger, der taler om et ''interessant tilfælde.'' Men er en intellektuel fascination af et sygdomsforløb værre end en følelsesmæssig fascination af omgangen med døende mennesker?

Vinklingen på fjernsynsudsendelsen, denne konstante kredsen om sygeplejerskers følelser, må programmets tilrettelægger tage ansvaret for. Klipningen ligeledes. Alligevel undrer det mig, at man i løbet af 45 minutter stort set ikke får noget at vide om sygeplejen til patienter på en onkologisk afdeling. Bortset fra, at de medvirkende bar Dansk Sygeplejeråds emblem, fik man intet indtryk af, at der var tale om sygeplejersker med en næsten fireårig grunduddannelse og formentlig også efteruddannelse. Hvor var fagligheden? Almindelig snusfornuft, hyggesnak med patienterne, beklagelser over et sendrægtigt hospitalssystem, somme tider på bølgelængde med patienterne, andre gange frapperende kommunikationsbrist. Det er en del af det daglige arbejde, og vi kan ikke alle gå rundt og være geniale hele tiden. Men når udsendelsen er resultatet af, at tilrettelæggeren angiveligt har færdedes på afdelingen i to måneder, så er det dog fantastisk, at der ikke et eneste sted vises eller fortælles om, hvad sygeplejen består i, hvad den skal føre til, hvilken viden der ligger bag, eller i hvilken grad den lykkes.

Endnu en gang er sygeplejen blevet fremstillet som et fag, hvor det er tilstrækkeligt med et varmt hjerte og bløde hænder.