Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: På weekend med en gynækolog

Det forlød, at sygeplejersker ligefrem havde stået i kø for at erhverve sig et af de eftertragtede spørgeskemaer, og løjerne begyndte for alvor, da svarmuligheder blev kommenteret i mindre grupper.

Sygeplejersken 1998 nr. 26, s. 37

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Nogle gange kan man jo være heldig. Som da jeg blev udtrukket som informant til en opinionsundersøgelse og fik tilsendt hen ved tredive sider med spørgsmål lige fra, om jeg havde hørt om Jyllands-Posten, til, om jeg mente, der var plads til flere flygtninge i min kommune, eller om jeg gik efter mærkevarer i butikkerne.

Jeg skulle også føre dagbog en hel uge og døgnet rundt krydse af, hvornår jeg hørte hvilken frekvens på radioen mere end fem minutter ad gangen. Noget af det værste, jeg ved, er at få forstyrret morgenroen og -kaffen med støj fra en radio. Det første, jeg gør, når jeg er blevet alene, er at slukke. Men det blev der ikke spurgt om.

Det sjove ved spørgeskemaer er at få indblik i, hvad det er for spørgsmål, folk vil betale for at få svar på.

Men lige nemt er det ikke, og nogle spørgeskemaer kan jo også give stof til eftertanke. Som den gang jeg var blevet udtrukket af Dansk Sygeplejeråds medlemsregister til at medvirke i den store osteoporoseundersøgelse. Det gik nemt nok med at svare på spørgsmål om alder og køn. Værre var det at skulle konfronteres med spørgsmål om livsstil. Motionsvaner og forbrug af kaffe, sprut, tobak, smør, fisk, hormoner og wienerbrød skulle rapporteres. Efterhånden som siderne blev krydset af, blev jeg mere og mere glad for, at skemaet skulle indsendes anonymt. Jeg mærkede også en tiltagende uro over, at den livsstil, som efterhånden tegnede sig, ikke helt synes at harmonere med den holdning til sundhed, som skinnede igennem spørgsmålene. Kunne jeg dog blot finde på et enkelt svar eller to, som gav anledning til et anerkendende nik fra den maskine, der skulle behandle alle dataene.

Så var det, at jeg kom i tanke om olivenolien! Jeg holder meget af olivenolie og steger gerne i halvt smør, halvt olivenolie. Jomfruolie naturligvis. Det hjalp på humøret. Endelig kunne jeg svare med noget, der tangerede politisk korrekthed. ''Jeg steger i olivenolie,'' skrev jeg med selvtilfreds pen.

Forleden fik jeg et langt morsommere spørgeskema. Dagens Medicin, det næsten nye fjortendagsblad, som ikke må ligge frit fremme, hvor sygeplejersker og andet godtfolk færdes, fordi det indeholder annoncer for receptpligtig medicin, ville fornøje sine hvidkitlede læsere med at tegne en profil af den sprødeste læge, set med sygeplejerskeøjne.

Hvor jeg færdedes i den kommende tid, forlød det, at sygeplejersker havde stået i kø for at erhverve sig et af de eftertragtede skemaer, som måtte kopieres igen og igen, så alle kunne være med.

Nu kan de så sidde inde på Dagens Medicin og behandle kvantitative data og se, om de kan få noget muntert ud af det.

Det virkelig morsomme foregik rundt om i smågrupper, hvor spørgsmål og svar blev endevendt og kommenteret, eller hvor nogle udfyldte et skema sammen.

Der var selvfølgelig dem, der med spids mund erklærede, at de skam ikke ville deltage i løjerne, for det var jo ganske uvidenskabeligt.

Begrænset udvalg

I min spiseklub, hvortil kun sygeplejersker har adgang, behøvede vi dårligt nok at ty til rødvinen for at få løftet stemningen, da vi udvekslede vore svar for hinanden.

''Hvilke læger er mindst velklædte?'' ''Hvilke læger er mest intellektuelle?'' ''Hvilke læger er i bedst form?'' ''Hvilke læger udøver mest sexchikane?'' ''Hvilke læger vil du helst tilbringe en weekend sammen med?'' ''Hvilke læger vil du helst giftes med?'' ''Hvilke læger vil du nødigst tilbringe en weekend sammen med?'' Og så videre og så videre.

Vi kunne jo sagtens opnå enighed om, at psykiatere var de dårligst klædte. Hængerøv og æg i skægget. Interne medicinere hører jo til eliten, så vi kunne sagtens blive enige om, at de også var de mest intellektuelle. Men hvem kunne dog finde på at holde weekend med en pædiater? Gab! Eller en anæstesiolog. Hvor søvndyssende. ''Her tager I virkelig fejl,'' kom det langsomt og drømmende fra den tidligere anæstesisygeplejerske. ''Hvis I vidste, hvor romantisk det er at stå der i tosomhed bag afdækningsstykkerne.'' Intellektuelle. Sexede. Poetiske. Chikanerende. Så mange smukke ord, at vi andre kom helt i tvivl om, hvorvidt vi havde valgt den rette gren af sygeplejen.

En weekend med en gynækolog lød helt fint. Men at gifte sig med en gynækolog, hvilken uhyrlig tanke. Alene arbejdsmiljøet. Så var dermatologen nok at foretrække. Eller øre- næse- halslægen. De vælter sig jo som bekendt i penge. Patologen var måske heller ikke helt ueffen. Han må have uanede mængder energi til brug på hjemmefronten, når han bruger hele dagen på at sidde og pille ved et mikroskopisk præparat. Røntgenlægen fik ingen krydser, hverken på plus- eller minussiden. Ingen mindedes nogen sinde at have set en røntgenlæge.

Se det var et spørgeskema, der vakte jubel, selv om flere var fornærmede over, at udvalget var så begrænset. Hvor var almenmedicineren? Hvor var geriateren? Det må være designeren af spørgeskemaet, som på forhånd har frasorteret kategorier, som ikke skønnedes at have en jordisk chance for at markere sig.

Sådan er der så meget. Da skemaerne var samlet og lagt i returkuvert, fik vi lyst til at se en modsatrettet opinionsundersøgelse. Hvordan ser sygeplejersker egentlig ud i lægers øjne? Hvad hæfter de sig ved? Specialet? Vagtskemaet? Paradigmet? Hvor godt lægeundertrøjerne sidder? Det må vi have fundet ud af ved passende lejlighed.