Politisk mod skal række ud over sognerådet

Det er næsten mere en tilfældighed, at Pernille Weiss-Pedersen blev sygeplejerske, end at hun blev politiker. Til trods for, at både hendes mor, mormor og to tanter er sygeplejersker.

Jobbet som politiker har nemlig været øverst på ønskesedlen i rundt regnet halvdelen af den nu 30-årige ledende sygeplejerskes liv, og hun havde først valgt studier, der i særlig grad skulle ruste hende til denne opgave.

I november 1997 blev hun for første gang valgt ind i Fyns amtsråd for Det Konservative Folkeparti, og samtidig meddelte hun Dansk Sygeplejeråds lokale amtsbestyrelse, at hun valgte at trække sig fra sin tillidspost dér, som hun kort forinden var genvalgt til. Pernille Weiss-Pedersen har i øvrigt været folketingskandidat siden 1994 i Nyborg-kredsen.

Som amtspolitiker med ansvar for blandt andet 10 amtssygehuse er hun blevet klar over, at uddannelsen og arbejdet som sygeplejerske ikke er den ringeste ballast for det politiske arbejde.

Det kræver politisk mod at lægge kursen efter de store linjer, sådan som amtsrådsarbejdet kræver det, fastslår den unge politiker:

''Politikerne har været for svage i koderne. Vi skal ikke blande os i sagsbehandlingen. Vi skal ikke blande os i, hvordan den enkelte områdeleder eller afdelingsleder kører deres arbejde. Vi skal give dem nogle redskaber og nogle rammer, så de kan få mest muligt ud af deres ressourcer. Vi skal fjerne de barrierer, der tillader kassetænkning, og vi skal væk fra, at man bruger de bevilgede ressourcer de første ni måneder, hvorefter man beder om flere ressourcer de sidste tre måneder af året. Det er ofte den slags problemer, vi står over for.

Med det frie sygehusvalg er der tilmed det problem, at patienterne bare kan henvende sig til naboamtet, hvis vi ikke kan tilbyde en bestemt behandling. Regningen kommer tilbage til os alligevel. På den måde er politikerne bundet på hænder og fødder. Der er ikke megen plads tilbage til overvejelser omkring etik og moral eller prioritering. Vilkårene er heller ikke lige for borgerne. Den gamle medicinske patient kan jo ikke på samme måde vælge at tage hen, hvor tilbuddet om pleje og behandling er bedst.

Der er i høj grad brug for en koordinering, som betyder, at det frie sygehusvalg fører til, at der udvikle så god kvalitet som muligt – ikke til at presse sundhedsudgifterne endnu mere i vejret. Det har aldrig været meningen med det frie sygehusvalg, at det skulle være sådan. Det handler om at producere kvalitet og konkurrere på kvalitet,'' siger Pernille Weiss-Pedersen.

Hun mener, det er vigtigt, at der i langt højere grad end hidtil sker en politisk koordinering mellem de lokale politikere og deres folketings-kolleger. Det er da også baggrunden for, at hun er involveret i et initiativ, der skal skabe tættere forbindelse mellem medlemmer af amternes social- og sundhedsudvalg og sygehusudvalg indbyrdes og en tættere forbindelse mellem lokalpolitikerne og Christiansborg-politikerne, så de sidstnævnte kan få helt aktuelle meldinger fra virkelighedens verden. Meldinger, de kan bruge som grundlag for nye politiske initiativer fra centralt hold.

Sognerådspolitik

Pernille Weiss-Pedersen:

''Det at være amtsrådspolitiker har i nogen tid ikke haft den helt store interesse i de enkelte partier. Det har nok også været svært at se, hvor de politiske holdninger egentlig var henne. Arbejdet i amtsrådet har mest været opfattet som sagsbehandling, og amterne har haft et image som de store bundløse kar, hvor politikerne kom på fine rejser.

Det har i lang tid været underprioriteret at være klædt på til at tage de store principielle diskussioner og økonomiske bråvallaslag med udgangspunkt i amtets opgaver. Det betyder, at når patientforeninger

Side 19

og andre rykker i felten, så er der mange amtspolitikere, der bliver bange for deres egen skygge, og så forpupper de sig i deres vælgergrundlag. Og så er det let at falde for fristelsen til at blive sit eget valgområdes 'ensomme ridder', der ikke kæmper for det logiske eller saglige, men for, hvad folk føler med hjertet. De bliver sognerådspolitikere mere end politikere med det brede synsfelt.

Som borger relaterer man sig naturligt til, hvad der er mit, og hvad der er 'alle de andres'. Det kan overføres til sygehusstrukturen på Fyn, som er god på mange områder, men som med de mange mindre sygehuse rummer kimen til, at Sygehus Fyns enkelte sygehus-enheder bliver opfattet som det lokale områdes eget sygehus. Hvis man undersøger, hvilke patienter der ligger på de enkelte sygehuses alment medicinske afdelinger, så viser det sig, at de i vid udstrækning kommer fra kommunen, sygehuset er beliggende i. På den måde bliver sygehuset en forlængelse eller udbygning af kommunens egen hjemmepleje. Når det så drejer sig om at opnå en fornuftig fordeling af aktiviteterne mellem sygehusene, så kræver det noget af en indsats at få amtets politikere til at se på helheden frem for udelukkende at betragte verden fra deres valgområde. Det er svært. Det er meget svært.

Prioriteringsdiskussionen og det at finde nye måder at tænke på har været for 'farligt' for mange politikere. Derfor er man forfaldet til sognerådspolitikken. Dermed har man som politiker fjernet sig fra at være hele folkets

Side 20

tjener og i stedet ladet det handle om at hyppe egne kartofler.''

Forebyggelse

Politikerne har glemt at være nysgerrige, når det gælder at finde nye veje at gå og finde nye metoder til at løse de stillede opgaver. Og så tænker de slet ikke nok i forebyggelse, mener Pernille Weiss-Pedersen:

''Ved at tænke mere i forebyggelse vil vi flytte ansvaret tilbage til patienterne. Vi har været alt for ivrige til i velfærdssamfundets hellige navn at sige:

''Din sundhed skal vi nok tage os af. Du må gerne ryge og drikke, som du har lyst til, og hvis du skal nogen steder hen, kan du bare tage din bil.''

Det handler om livskvalitet, det erkender jeg. Men når nu ressourcerne er blevet så stramme, som de er, og når udviklingen har underløbet de økonomiske forudsætninger, så bliver vi nødt til enten at fravælge nogle behandlingstilbud eller at fortælle den enkelte borger, at han eller hun selv har et ansvar for sundheden. Vi skal som politikere være bedre til at flytte ansvar tilbage til borgerne. Det har nogle konsekvenser at leve, som mange gør i det moderne samfund.

Vi skal også være bedre til at turde tage diskussioner med folk om, hvad sundhedsvæsenet skal tilbyde med de ressourcer, der er til rådighed. Alle vil gerne have alt, til enhver tid og med det samme uden diskussion. Men det går altså ikke. Det er i orden, at patientforeninger og lokale interessegrupper kæmper for deres respektive interesser. Men man må ikke som politiker miste helhedssynet, og det har politikerne i vid udstrækning gjort sig skyldige i.''

Pernille Weiss-Pedersen, der er områdeleder i den kommunale, integrerede ordning i Ejby, peger på, at der kunne være ressourcer at spare ved at satse på at oprette sundhedscentre ved de lokale sygehuse. Efter hendes mening kunne mange af de behandlinger, der i dag henvises til sygehusene, klares på et sundhedscenter eller af patientens egen læge. Det er intentionen over en årrække at oprette den slags centre ved alle de fynske sygehuse. Til gengæld er der behov for, at sundhedscenter-aktiviteter koordineres mellem det amtslige og kommunale område. Man skal passe på, at man ikke kører i det samme spor i hvert sit regi, siger hun.

Den faglige ballast

Bruger du din baggrund som sygeplejerske som politiker?

Pernille Weiss-Pedersen:

''Jeg bruger det, jeg har lært som sygeplejerske, nemlig at betragte tingene som helheder. At forholde behov til ressourcer og så vurdere pleje og behandling ud fra patientens forudsætninger. Og jeg ser nok heller ikke så merkantilt på sundhedsvæsenets funktioner som de af mine amtsrådskolleger, der har deres baggrund i liberale erhverv.

Som sygeplejerske synes jeg, at jeg har en utrolig god ballast ved at kunne se tingene ud fra forskellige synsvinkler – også patientens. Men jeg kan også se konsekvenserne af de handlinger, vi foretager. Det er en stor styrke i det politiske arbejde. Det giver mig også en forhåbning om, at jeg vil have forholdsvis nemt ved at tage en prioriteringsdiskussion med de vælgere, der ikke kan forstå, hvorfor tingene er, som de er. Hidtil har jeg i hvert fald kun haft positive oplevelser i den retning.

Det har også været en god skole at sidde i Dansk Sygeplejeråds amtsbestyrelse og agere ud fra det verdensbillede, man har dér. Men jeg havde en klar fornemmelse af, at mine ønsker gik i retning af det politiske arbejde i amtsrådet. Ellers bliver man til sidst en gammel manege-hest i sygeplejeregi.

Det politiske arbejde favner lidt bredere, og det er efter min mening helt naturligt, at så mange sygeplejersker er gået ind i det for at søge indflydelse. Det ligger faktisk i vores uddannelse og i de arbejdssituationer, vi bliver budt: At vi har noget at tilbyde i forhold til de stillede opgaver, og at vi kan pege på muligheder for at gå nye veje.'' 

Nøgleord: Sundhedspolitik, sundhedsvæsen, sundhedsøkonomi, sygehusvæsen, Weiss-Pedersen/Pernille.

Billedtekster:

Pernille Weiss-Pedersen: ''Det er efter min mening helt naturligt, at så mange sygeplejersker er gået ind i det politiske arbejde for at søge indflydelse.''  

Det er jer, der oplever konsekvenser af nye politiske initiativer først og på nært hold. Så sygeplejerskerne er nødt til at tage del i debatten. Hvad er jeres holdninger? Er vi på rette vej og med de rigtige strategier? Det vil jeg meget gerne høre jeres mening om, for politikerne er faktisk villige til at lytte. (Sundhedsminister Carsten Koch ved Dansk Sygeplejeråds kongres 1998).